Min langtrukne lynfødsel (hele historien)

ADVARSEL: Denne (lange!) fødselsberetning indeholder blodige og intime detaljer om mig og min krop, som fødselsberetninger helst skal gøre for at hjælpe andre kommende mødre til at forstå, hvad pokker der sker med kroppen under sådan en fødsel. Hvis du mener, vi kender hinanden for godt til, at du kan tåle at læse det om mig, så spring det her indlæg over.
Du kan læse den korte, og knap så blodige, beretning HER.
Du kan også læse om, da Frømanden kom til verden, lige her.

 

Torsdag d. 15. december 2016, klokken 08.00:

“Jeg går lige ud og gør klar,” sagde Nadia, og forsvandt ud på fødegangen igen.

“Yesss,” svarede jeg, inden jeg overgav mig til et host. Den forbandede hoste, som havde plaget mig i 12 uger, som gav mig plukkeveer, og som jeg nu skulle kæmpe mig gennem en fødsel med.

“Uuh!”

Noget løb ud af mig, da jeg hostede. Som om, jeg havde tisset i bukserne, men alligevel ikke. Det føltes anderledes, og så var det med at holde på vandet ikke noget, jeg havde døjet med efter tolv ugers træning af bækkenbund under vanvittige hosteanfald.

Hvad var det her? Var det virkelig vandet, der var gået? Her fem minutter før, min jordemoder havde tænkt sig at tage det fra mig? Man skulle tro, jeg vidste det, når det nu var min anden fødsel, men første gang var jeg så bedøvet af sovepiller, da det skete, at jeg på ingen måde kunne huske noget som helst af, hvordan det føltes.

Der var ikke noget lydbart ‘plop’, som mange kvinder taler om. Det føltes bare, som når en stor omgang blod langsomt glider ud af din krop under menstruation. Sådan… ukontrollérbart.

Nadia, min jordemoder, kom tilbage, og jeg fik fortalt, hvad jeg troede, der måske var sket.

“Prøv lige at vende dig om på ryggen,” sagde hun.

Jeg kæmpede med at få vendt mit bækkensmertende korpus fra aflåst sideleje til en position som strandet skildpadde. Jeg kunne mærke, jeg var helt våd mellem benene, og at det stadig sev stille og roligt, da jeg flyttede på mig. Ærgrede mig over, at jeg stadig havde mit eget tøj på, og ikke allerede var hoppet i hospitalstøjet.

“Jeg tror, du har ret. Nu tømmer jeg dig lige, så vi kan få sat gang i den her fødsel,” sagde Nadia, inden hun stak et par fingre op og skubbede lidt til babyens hoved, så kaskader af vand og blod væltede ud af mig. Det plaskede ud over gulvet, det så drabeligt ud. Og så skal jeg love for, der kom gang i sagerne.

Fem timer senere landede Mikkel på min mave.

 

6. december 2016: Terminsdatoen

Egentlig var min terminsdato sat til den 7. december, men til den første scanning blev den altså rykket en dag frem. Det irriterede mig rigtig meget, for jeg er den type, der holder nøje øje med, hvornår det er “den tid på måneden”, og faktisk havde jeg lige præcis i dén måned, hvor Mikkel altså valgte at flytte ind i min mave, også taget en ægløsningstest. Bare for at se, om tingene passede sammen. Det gjorde de, man kan stille uret efter min krop.

Så det irriterede mig, at de rykkede datoen frem. Jeg kunne jo godt se i ånden, at det øgede risikoen for at gå over tid, og dermed risikoen for at blive sat i gang med medicin. En igangsættelse, der i mit hoved ville få min krop til at gå amok, og som ville ende med vestorm, epiduralblokade og til sidst akut kejsersnit. Uden tvivl.

Heldigvis var jeg endnu en gang heldig at blive tilknyttet ordningen med kendt jordemoder, som jeg nok skal fortælle lidt mere om i et andet indlæg, men som kort og godt går ud på, at man har den samme jordemoder gennem hele forløbet, og derfor lærer hinanden godt at kende inden fødslen. Jeg delte mine bekymringer med Nadia allerede første gang, jeg mødte hende. Hun beroligede mig med, at andengangsfødende statistisk set føder tidligere i graviditeten, end hvad de gjorde første gang, så det skulle jeg slet ikke være nervøs for.

Nu har statistikker aldrig været gode ved mig, og som jeg nærmede mig terminsdatoen, begyndte jeg lige så stille at gå i panik.

 

12. december 2016: Seks dage over tid

I min første graviditet gik jeg seks dage over termin, og fordi graviditeterne lignede hinanden så meget, havde jeg accepteret, at jeg nok også ville gå seks dage over denne gang. Men drengen derinde var fuldstændig ligeglad med, hvad farve badebånd, han havde fået på. Han skulle ikke op af vandet lige foreløbig, så også 12. december kom og gik. Min desperation og angst skød i vejret.

Ved jordemodersamtalen seks dage tidligere, havde jeg fået stukket et brev i hånden om igangsættelse. Der stod, at jeg skulle ringe til hospitalet den 12. december og få en tid til at blive sat i gang dagen efter. Det gjorde jeg ikke.

“Bare lige én dag mere… De har trods alt skudt min terminsdato, så teknisk set er jeg jo kun gået fem dage over tid,” messede min hjerne.

Dagen efter var der stadig ikke sket noget, og jeg besluttede mig for at ringe til Nadia i stedet for at ringe til de onde fødselslæger, der i mit hoved bare sad klar ved telefonen og ventede på at få mig sat i gang. Hun kunne godt fornemme min desperation, så hun foreslog, at jeg lige kom ind forbi hende til et check, og så kunne vi måske prøve en hindeløsning og snakke om, hvad jeg ellers havde af muligheder. Det gjorde mig mere rolig. Hun kendte mig jo, hun kendte til min angst for at blive sat i gang. Det skulle nok gå. Det prøvede jeg at overbevise mit skræmte hoved om.

Og så håbede jeg på, den ekstra købte tid kunne få fødslen til at gå i gang af sig selv.

 

14. december: Hindeløsning og håb

Natten til onsdag d. 14. december havde jeg nogle ret lede plukkeveer. Jeg håbede i mit stille sind, de ville blive til mere, men det gjorde de ikke. De kom, varede nogle minutter, og forsvandt så igen. I timevis lå jeg og ventede på dem, mens jeg blundede let.

Jeg var derfor temmelig træt, da jeg mødte op i jordemoderkonsultationen onsdag morgen. Vi snakkede tingene igennem. Jeg græd mine bange tårer, følte mig trængt op i en krog, selvom hun var sød og forstående. For jeg vidste jo godt, at vi skulle have den her baby ud, og at tiden bare tikkede. For hvert minut, jeg trak spændingen, øgede jeg risikoen for komplikationer. Så måske skulle jeg bare få det overstået, og lade dem sætte mig i gang?

“Nu undersøger vi dig lige, så kan vi tage en velinformeret beslutning derfra, okay? Der er ingen, der kan tvinge dig til at blive sat i gang,” forsøgte Nadia at berolige mig.

Jeg var to centimeter åben, og livmoderhalsen var blød, men ikke helt udslettet endnu. Så min krop var i hvert fald klar, og babyen havde det godt inde i maven. Hun skønnede ham til 3900 gram. For en sikkerheds skyld blev vi også sendt over på scanningsafdelingen, så de kunne måle ham lidt mere nøjagtigt, se hvordan han havde det, og hvordan flowet var i moderkagen. Det er oftest derfor, det kan være farligt at gå over tid, fordi moderkagen af og til sætter ud i slutningen af graviditeten.

Men alt var godt, der var masser af fostervand og også godt med næring til den lille fyr. Han hyggede sig gevaldigt derinde, og var på ingen måde påvirket af, at vi nærmede os sidste udkald.

“Men det er en stor én, der ligger derinde” bemærkede scanningsdamen.

Ja ja, tænkte vi. Frømanden vejede 3810 og var 52 centimeter lang, da han kom ud. Lige på gennemsnittet, i øvrigt. Denne gang havde vi allerede ved 3D-scanningen i uge 28 fået at vide, at lillebror helt sikkert ville blive større, og at vi ikke skulle blive forskrækkede, hvis han ville blive skønnet til omkring fire kilo ved termin. Fire kilo er altså kun 190 gram mere.

Ja ja.

“4367 gram, skønner maskinen ud fra målene,” sagde damen, og sendte os tilbage til Nadias kontor, så vi kunne drøfte, hvad vi skulle gøre herfra.

Nadia mente, min krop efterhånden var så langt i sit indledende arbejde, at den ville gå i gang af sig selv, hvis hun fik lov til at prikke hul på mine fosterhinder. Eller “tage vandet”, som det jo hedder. Faktisk var hun så sikker på det, at hun ikke ville gøre det før næste morgen, fordi hendes kollega havde dagvagten, og hun selv først ville være på fødegangen klokken 22 om aftenen. Og med sådan en hurtigføder, som hun kaldte mig, vidste man jo aldrig – men vi kunne gøre det tidligt næste morgen, hvis jeg ville.

“Hvad synes du, vil være den bedste løsning?” spurgte hun.

Det var rart at få kontrollen tilbage. Hun havde ikke tænkt sig at tvinge mig, omend jeg da godt kunne fornemme på hendes kropssprog, at hun blev lettet, da jeg fortalte min beslutning:

“Jeg vil gerne have, du tager vandet i morgen.”

Okay. Torsdag ville vi få vores baby. Med mindre min krop havde tænkt sig at tyvstarte, selvfølgelig.
Jeg sov ikke meget den nat, og plukkeveerne fortsatte.

15. december: Fødselsdag

Torsdag morgen vågnede jeg med en mærkelig følelse i kroppen. Det var en blanding af skuffelse over, at min krop endnu ikke var gået i fødsel, men også en lettelse over, at jeg snart ikke behøvede at vente længere. Jeg vidste, han ville komme senest 18 timer efter vandafgang – hvis ikke af sig selv, så med medicinsk eller kirurgisk hjælp.

Der skulle gå meget galt, hvis ikke vores lille Bøf skulle få fødselsdag den 15. december.

Klokken 7.30 læssede vi Frømanden ind i bilen sammen med tasken til fødegangen, og kørte mod dagplejen. Det var underligt at sidde i bilen og vente, mens min mand fik afleveret en kommende storebror indenfor. Næste gang, jeg så ham, ville vi ikke længere bare være tre i vores lille familie. Hormonerne fik mig til at tude.

Måske forløste tårerne nogle af de spændinger, jeg efterhånden havde fået bygget op i kroppen takket være angsten for at få sat fødslen i gang. I hvert fald gik der kun et enkelt minut, fra Manden satte bilen i gear, til den første spæde ve kom snigende.

Den var ikke slem, overhovedet ikke. Men jeg var med det samme klar over, at det ikke bare var en almindelig plukkeve, og jeg var nødt til at holde fast i panikhåndtaget i bilens loft og koncentrere mig om min vejrtrækning. Jeg fik flash backs til dengang for to år siden, hvor vi kørte præcis samme vej med samme formål. Dengang var mit greb i håndtaget noget mere fast.

Vi snakkede lidt om, hvorvidt vi skulle tage den sidste vej i rundkørslen, vende bilen hjemover og bare vente på, at det hele gik i gang af sig selv, som det jo så ud til, det var ved at gøre. Men jeg orkede det ikke. Det gjorde ingen af os vist. Nu havde vi sat os op til, at vi skulle ind og have den baby ud. Vi ville ikke risikere, at tingene gik i sig selv, og vi derfor skulle sætte os op til det hele igen dagen efter.

Vi mødte en af de jordemødre, der havde fulgt os under min første graviditet, da vi landede på fødegangen. Hun gav mig en kæmpe krammer og ønskede held og lykke, inden hun viste os ind på en fødestue.

“I kan bare føle jer hjemme, I har stuen indtil du har født. Nadia er lige på trapperne,” sagde hun, og efterlod os på den store stue.

Op mod den ene side stod sengen, jeg skulle tilbringe de næste mange timer i. Ved den modsatte væg stod det store fødekar, som jeg håbede at slutte fødslen af i. I hjørnet stod en lille ghettoblaster, og jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde fået lavet en føde-playliste, som jeg havde tænkt mig. Nå, vi måtte ty til YouTube, hvis det trak ud, og der blev behov for musik til at overdøve frustrationer.

Det føltes trygt og rart at være på stuen, selvom der var 80’er-smarte, lysegule vægge og masser af slanger og andet hospitalsudstyr ved sengegærdet. Jeg satte mig i en stol, og stillede mine krykker over i et hjørne. Det var lidt vildt at tænke på, at jeg måske ville være i stand til at kunne gå uden dem, når vi skulle derfra igen. Efter et halvt år som krøbling.

Nadia kom et par minutter senere. Hun gav os også en krammer, og bad mig lægge mig på sengen, så hun kunne “køre en strimmel”, altså koble mig til en scanner, så hun kunne måle, hvordan drengen i maven havde det. Der skulle jeg så ligge en god halv time, før hun ville tage mit vand.

“Hvis du altså stadig vil have det?” spurgte hun igen.

“Han har det fint derinde. Jeg kan godt se, du har begyndende veer, så hvis du hellere vil hjem og vente, så er det okay med mig. Ellers fortsætter vi bare som planlagt,” fortsatte hun, og forsikrede mig endnu en gang om, at det ikke ville være nødvendigt med piller for at få sat den her fødsel i gang.

“Du er allerede i gang,” tilføjede hun.

“Vi kører efter planen!” svarede jeg. Modigt. Opløftet. Spændt. Og lidt bange.

Men så langt kom vi altså ikke. Min krop drejede af umiddelbart inden afkørslen, og fortsatte ad sin egen vej, da først hovedet sagde farvel til angsten.

9:00: Så sker der endelig noget

En time efter, vi ankom til fødestuen, gik vandet midt i et host. Jeg skyndte mig at få klædt om til hospitalstøj, komme på toilettet en sidste gang, og så lagde jeg mig på sengen for at vente. Vente på, at det hele skulle gå i gang. Nu var der helt sikkert maksimum 18 timer tilbage, til vi ville få vores dreng i armene.

“Tja, nu tog det jo ikke så lang tid første gang, så jeg vil skyde på, du føder klokken 14. Så kan I også lige nå at få eftermiddagskagen med,” sagde Nadia.

Stemningen var afslappet og alligevel spændt. Det var Nadias anden fødsel, siden hun var startet som Kendt Jordemoder, så det var også en særlig oplevelse for hende.

Vi snakkede om vind og vejr. Om parkeringsbøder og andre af hverdagens ligegyldigheder. Ind imellem holdte jeg lige en pause for at trække vejret ordentligt, når der kom en ve, og efter cirka 10 minutter var veerne så intense, at jeg meldte mig helt ud af samtalen.

“Bare snak videre,” prustede jeg gennem en ve. Jeg gad ikke, at al fokus var på mig, så længe jeg stadig var psykisk til stede i rummet.

Det gjorde de ikke. I stedet tog min mand tid på veerne, og fortalte mig hver eneste gang, hvor langt jeg var i hver ve, fuldstændig ligesom han havde gjort det ved min første fødsel. Det var dejligt, for det gjorde, at jeg bedre kunne være i smerterne.

Jeg forsvandt ind i min verden af laboro-vejrtrækning og visualisering. Hosten var væk, heldigvis. Veerne tog til i intensitet, og jeg formåede at falde i søvn mellem dem, selvom der kun var få minutter hver gang. Det syntes min mand, var ret vildt, men Nadia forklarede, at det var helt normalt. Kroppens måde at spare energien til det, der virkelig kræver noget.

“Skal vi tænde for noget musik?” foreslog min mand.

Jeg var ligeglad, jeg orkede ikke at tage stilling til noget, men syntes alligevel det var rigtig hyggeligt, da han tændte for radioen i hjørnet, og “All I Want For Christmas is You” strømmede ud i lokalet. Det var så fint.

 

11.30: Presseveer og panik

Pludselig ændrede veerne sig. Jeg kunne genkende det fra sidst. Maven trak sig sammen, kroppen holdt instinktivt på vejret. Presseveer! Jeg strittede imod. Det var alt for tidligt! Sidst havde jeg været i gang i seks timer, da de begyndte, og jeg var otte centimeter åben. Denne gang havde jeg jo kun ligget og gispet som en hund på en hed sommerdag i lidt over to timer.

Jeg var ikke klar, hverken fysisk eller mentalt. Pressefasen er det sidste, seje træk, og det kunne umuligt være der, vi allerede var nået til.

“Jeg undersøger dig lige,” sagde Nadia.

Jeg havde åbnet mig fem, måske seks, centimeter. Det kom bag på os begge to.

“Det er mærkeligt, du har ellers haft sådan nogle gode veer. Jeg havde troet, du ville være mere udvidet,” sagde hun.

Jeg blev ramt af panik. Katastrofetankerne pressede på i min indre dialog. Hvor længe skulle jeg kæmpe mod de her lede presseveer denne gang? Veer, som tog pusten fra mig hver eneste gang, fordi jeg aktivt blev nødt til at kæmpe mod kroppens instinktive pres, og som var så voldsomme, at jeg bogstaveligt talt lettede fra sengen af smerte.

Jeg forsøgte at tale mig selv til fornuft: “Okay, det nytter ikke noget at gå i panik nu, så kommer det bare til at tage endnu længere tid. Jo mere, jeg samarbejder med veerne, jo hurtigere udvider jeg mig. Veer er gode, de hjælper. Desuden tager det ikke dobbelt så lang tid, bare fordi vi kun er halvvejs,” huskede jeg mig selv på.

Nadia afbrød mine tanker: “Hvis du skal i fødekarret, skal det være nu. Men jeg er ikke vild med, at du skal føde der, når du er så dårligt gående på grund af bækkenløsningen,” sagde hun.

“Så som udgangspunkt får du lov at være der, til du skal begynde at presse, og så må vi se, hvor godt det går med det første pres. Hvis jeg så meget som hvisker, at du skal op, så er det op med det samme og uden diskussion. Okay?!” sagde hun, og kiggede hårdt på mig.

Ja ja, alt for at komme over i det vand. Jeg skulle nok klare det, bare jeg kom over i vandet, tænkte jeg. Det havde lindret smerterne sidste gang. Da jeg forsøgte at rejse mig fra sengen, gik min krop i krampe, og begyndte at ryste fuldstændig ukontrollabelt. Panikken meldte sig igen.

“Rrrrrrooolig, rrrrroooolig,” messede jeg højlydt, som talte jeg til en opskræmt hest.

Det virkede. Jeg genvandt kropskontrollen, og formåede endda at komme ud på toilettet og tisse, inden jeg uden nogle problemer kravlede op i karret. Nadia var imponeret. Indtil nu havde hun kun set mig humpe rundt på krykker.

“Jeg kan, når jeg skal! Så jeg skal også nok komme op igen, hvis det er nødvendigt,” erklærede jeg. Adrenalinen gjorde sit arbejde godt.

 

12.00: Den vilde kamp mod kroppen

I samme sekund, min krop ramte vandet, slappede jeg af i samtlige celler. Det føltes forbandet godt. Det mildnede også de hårde presseveer lidt, så jeg bedre kunne være i dem, og jeg fandt ind i en god rytme. Det skred stille og roligt frem, og snart var jeg otte centimeter åben.

Fødekarret var en deluxe-model i rigtig glasfiber og med en stoleindsats, som det egentlig var meningen, man skulle sidde godt i. Det gjorde jeg ikke. Jeg havde foretrukket det store badebassin, jeg havde født i første gang, som havde lignet et af dem, man slår op ude i haven på en varm sommerdag. I det her var jeg låst fast. Der var ikke plads til at flyde rundt, og sædet fik mig til at ligge så højt i vandet, at den tykke mave ikke blev dækket af vand.

Pludselig begyndte jeg at fryse. Vandet var nok ikke blevet afkølet mere end et par grader, men det føltes som om, det var iskoldt, og min krop begyndte igen at ryste i kramper. Mine tænder klaprede, og jeg hylede af smerte, da en ve samtidig rullede ind over mig. Det spændte i hele kroppen, og jeg mistede kontrollen.

Nadia skyndte sig at fylde nyt, skoldhedt vand i karret, og forsøgte også at bruse mig over.

“Av, av, av, aaaaauuuuv!” hvinede jeg. Strålerne ramte mig som issyle.

Nadia fandt et bækken, og begyndte at øse vand hen over mig i stedet. Der kom ro i kroppen igen, men kulderystelserne havde sat veerne lidt i stå. Jeg var stadig kun otte centimeter åben. Nadia foreslog, at jeg vendte mig om på knæene, og udnyttede tyngdekraften til at få åbnet mig det sidste.

Der var ikke meget plads til at vende sig i karret, og sædet gjorde også, at der ikke var mere end en halv meters benplads i den anden ende. Ikke nok til at mine underben kunne være der, når jeg lå på knæ, men det var der ikke tid til at spekulere for meget over, og der var heller ikke tid til at skifte mening. For nu gik min krop amok.

Babyens hoved røg helt ned i bækkenet, da jeg kom op og sidde, og det fik veerne til at tage fart. Jeg stemte fødderne mod karrets stolesæde, mens jeg hang med kroppen ud over kanten, og så fløj jeg. Helt bogstaveligt talt fløj min krop nærmest bagud, hver gang veen greb fat om mig, og jeg måtte tvinge lungerne til at blive ved med at puste luften ud, så kroppen ikke fik lov til at presse med.

“Hu-hu-hu-huuuuu,” messede jeg. Når der kom lyd på luften, var det nemmere at tvinge den ud.

Inde i maven havde drengen stadig en fest. Han var overhovedet ikke påvirket af situationen, og troede sikkert, at det bare var tomme trusler det der med, at han snart var nødt til at forlade sin trygge hule. Det var selvfølgelig rigtig godt, for det øgede mine chancer for at få lov til at blive i badekarret.

“Bare lige én mere, så må du gerne lægge dig op på ryggen igen,” sagde Nadia.

Jeg tog to mere. Mest fordi, jeg var nødt til virkelig at planlægge mit tilbagetogt, så jeg ikke blev fanget af en ve halvvejs i vendingsforsøget.

“Hvor er du sej, altså! Det er DIG, der styrer de der veer,” roste hun mig. Jeg vidste, hun havde ret.

Til sidst lykkedes det mig at komme om på ryggen igen, og de voldsomme veer fortsatte ufortrødent, fordi babyen nu var kommet virkelig langt ned i bækkenet.

Jeg forsøgte desperat at aflede min opmærksomhed med de visualiseringsbilleder, jeg havde trænet inden fødslen. Det var de samme, som jeg havde brugt til første fødsel, hvor jeg forestillede mig, at jeg var ude og løbe min velkendte rute i skoven sammen med min lille hund, der sprang og dansede foran mine fødder for at få mig til at glemme smerterne. Når jeg kom til Den Store Bakke, vidste jeg, at veen snart var overstået.

Men denne gang virkede det billede ikke. Jeg ledte i alle afkroge af min indre bevidsthed, kunne ikke rigtig distrahere mig selv fra smerterne. Pludselig dukkede Frømanden op for mit indre øje. Han smilede til mig med det der smil, som altid får mig til at smelte, rakte hånden ud og sagde “Moar, kom!”. Så trak han mig gennem huset, ud i køkkenet og bad om at få en kiks. Og så var veen væk. Sådan tog vi et par veer sammen, og jeg begyndte at græde ved tanken om, at min lille dreng hjalp mig med at få lillebror til verden.

Mellem veerne nåede musikken fra radioen mig. Jeg smilede, da “Last Christmas” fik mig til at tænke på forrige jul, hvor jeg lå på stuen inde ved siden af, og netop havde været igennem det, som lå foran mig nu.

 

14.00: Han kommer altså nu!

“Jeg ved godt, det er svært, men prøv at gøre dig rund i ryggen, når veen kommer, for så åbner du op for bækkenet,” sagde Nadia.

Indtil da havde jeg skudt numsen bagud, fordi jeg troede, at det netop var noget, der ville åbne. Så jeg skiftede teknik. Og så kunne jeg pludselig mærke, at der var noget på vej, ligegyldigt hvor meget jeg så end gispede for at forhindre kroppen i at presse.

“Han kommer altså nu?!” sagde jeg med lige dele konstatering og undren. Hallo, var jeg den eneste, der var opmærksom på, hvad der var ved at ske?

Nadia stak et par fingre ned i vandet, kiggede mig i øjnene og sagde: “Ja, det gør han også. Du må gerne presse med, hvis du vil.”

Det ville jeg ikke.
Jeg skulle lige være klar, så jeg kunne presse ordentligt med. Jeg svarede, at jeg lige ville vente på den næste ve. Nadia bad min mand om at trykke på den gule knap, og en sygeplejerske kom ind for at hjælpe.

“Nå, er vi ved at være der, hvor vi skal have et barn?” spurgte hun muntert.

“Jep!” svarede jeg lige så overskudsagtigt tilbage.

Der var kommet et pludseligt klarsyn. Et overskud. Smerten var væk, for jeg vidste, at nu var der kun det sidste, seje træk tilbage, og det ville måske nok gøre ondt, men det ville være hurtigt overstået. Maks en time, tænkte jeg, og bagefter ville alle smerterne være væk, når jeg fik min lille dreng i armene.

Jeg samlede mig sammen, da jeg mærkede veen bygge sig op. Jeg ventede, til den var på sit højeste, og så tog jeg mig sammen. For det skal man. Man skal altså lige tage sig sammen, inden man aktivt begynder at presse sådan et babyhoved ud gennem sit allerhelligste. Med fare for at ødelægge alting. Man skal tage sig sammen til at give den gas, så det netop ikke sker.

“Jeg skal bare give den gas, ikke?” spurgte jeg Nadia.

“Du giver den BARE gas!” svarede hun.

Jeg tog en dyb indånding, holdt vejret – og så pressede jeg. Jeg forestillede mig, at der var et trykstempel i min mave, som stille og kontrolleret pressede fra lige under lungerne og ned mod udgangen. Jeg kunne mærke, hvordan alting spændte, og han langsomt gled ud gennem bækkenet. Ud af mig.

“Hold da op, hvor er det flot!” udbrød Nadia og sygeplejersken i kor, da jeg pressede hans hoved ud. Nadia tilføjede, at der i hvert fald ikke blev brug for at hive mig op af vandet nu.

“Hvis du presser lidt mere, kan du altså godt få ham ud nu,” sagde Nadia.

Men det ville jeg ikke. Jeg ville gøre det i et tempo, så både min krop og mit hoved kunne være med, så jeg svarede, at jeg ville vente på den næste ve.

Jeg kunne mærke, hvordan han begyndte at rotere, som de gerne skal gøre, fordi det netop er noget, der skåner ens mellemkød mest muligt. Det er det twist, jordemødrene laver, hvis babyen ikke selv gør det. Det var virkelig syret, og jeg begyndte at blive utålmodig efter den næste ve, men jeg ville ikke presse, før den kom.

To minutter ventede vi, mens jeg lå helt afslappet med en tredjedel af et menneske ude af min krop. Det var en sær følelse.

 

14.08: Hej Mikkel!

Endelig kunne jeg mærke kroppen begynde at spænde op. Så. Nu var det absolut sidste stræk. Jeg gjorde mig klar, tog endnu en dyb indånding, og pressede alt hvad jeg overhovedet kunne, da veen var på sit højeste.

SPLUSH!

Det væltede ud med arme og ben, og jeg åndede lettet op og lænede mig tilbage i sædet. Den følelse af forløsning er en, man aldrig glemmer. Den er vild, voldsom og vidunderlig. Et sekund senere landede en kæmpe, blå smølf på min mave. Blå, fordi han var født i vand, men til gengæld stort set helt fri for blod. Det lå i bunden af karret. Tyk og grim var han, for han var helt fladtrykt i hovedet, men jeg elskede ham fra samme sekund, han lå der.

Han løftede hovedet helt op i en 90 graders vinkel, kiggede til begge sider, og stak så i et kæmpe vræl.

“Det har jeg alligevel aldrig set før! Og jeg har altså været sygeplejerske i en del år efterhånden,” proklamerede sygeplejersken. “Tillykke med ham!”

“Åh, lille skat. Rolig, jeg skal nok passe på dig,” sagde jeg, og kyssede ham på panden. Han blev ved med at skrige.

Og så var vi pludselig fire.

Mikkel blev født torsdag den 15. december klokken 14.08 efter fem timer med veer. Han snød alle med sin størrelse, og blev målt og vejet til 4990 gram fordelt på 56 centimeter. Fire centimeter og et helt kilo mere, end hvad Frømanden startede ud med, og også et kilo mere end hvad Nadia gættede ham til.

“Ja, så jeg skylder vist kage!” grinede hun, og hentede en fødselsdagsbakke til os med sandwich, flag og kage.

 

Efterspillet

Så kunne min  historie slutte der, men sådan en fødsel har jo altid et efterspil. Et blodigt et af slagsen, alt efter hvor meget, man er gået i stykker forneden.

På grund af risiko for infektion, skal man ret hurtigt op af karret, når man har født i vand. Moderkagen skal fødes på land. Derfor blev jeg beordret op kort efter, jeg havde fået min lille babyklump i armene. Jeg gav ham til min mand, mens jeg fik bakset mig selv op på sengen. Vandet blev helt rødt, fordi blodet begyndte at strømme ud af mig, da jeg rejste mig.

Jeg fik Mikkel op til mig, mens Nadia og sygeplejersken arbejdede på at stoppe blødningen. På et tidspunkt hoppede Nadia faktisk op på min mave, fordi hun syntes, det blev lige voldsomt nok, men jeg nåede heldigvis aldrig at gå i panik over det. Jeg havde jo ellers for nylig læst denne her tragiske nær-døds-beretning på bloggen Carport og Noia, hvor den fantastisk velskrivende forfatter bag (som jeg stadig ikke har luret navnet på), var tæt på at dø af blodmangel.

Jeg nåede at tænke det, men så hamrede Nadia en sprøjte i mit lår med noget medicin, som skulle stoppe blødningen, og så sænkede roen sig igen på stuen. Sygeplejersken forsvandt, og så var vi igen bare os tre. Stemningen var let og lykkelig.

“Skal jeg sy dig, eller skal vi bare lade det vokse sammen af sig selv?” spurgte Nadia, da hun havde undersøgt mig.

Vi konfererede lidt. Det ville da være rart nok at slippe for at blive syet. Mit sår fra sidst var sprunget op igen, som jeg havde regnet med, men det var ikke noget, som nødvendigvis krævede sting, sagde hun. Det skulle bare være for at være helt sikre på, at musklen ikke ville blive beskadiget, når jeg gik på toilettet næste gang.

Jeg fik ét sting. Uden bedøvelse. Jeg bandede imens.

“Det, du i virkeligheden vil sige med det der, er: “Tak, Nadia!” jokede hun. Og så var det overstået.

Mikkel blev undersøgt, målt og vejet, fik sin første ble på og sit første måltid ved mit bryst. Det hele føltes så velkendt, så jeg fik selv guidet ham i den rigtige retning, og kunne mærke, at han fik godt fat. Alt var godt. Nadia lod os være alene og sagde, at vi lige skulle ringe efter hende, inden vi tog hjem, så hun kunne sige pænt farvel.

Vi besluttede os for at komme ud af vagten, så vi kunne nå hjem, inden Frømanden skulle i seng. Han ventede nemlig hjemme sammen med mormor, som havde hentet ham i dagplejen, og farmor, som havde sørget for, at der stod aftensmad og ventede på os. Stegt medisterpølse og julekål, så jeg kunne få sat godt gang i maven efter fødslen.

Klokken 18 trillede vi bilen hjemover igen, og en halv time senere mødte Frømanden sin lillebror for første gang. Vi havde sørget for at sætte en flaske bobler på køl, som vi delte med bedstemødrene for at fejre vores nye liv. Det var så fint og afslappet det hele, og alt i alt en helt igennem skøn dag.

Ja, det sagde jeg faktisk om min fødsel.
En skøn dag.