Aaaah, forløsning!

Der var lagt op til den helt store omgang i sengen i den her weekend, nu Manden endelig var hjemme igen. Altså, jeg skulle endelig sove. Tanken om den søde søvn er, hvad der har fået mig gennem den her alene-uge, så jeg var i rigtig godt humør fredag aften.

Så godt, at jeg ikke kunne sove. Oh well, ligemeget, jeg skal jo sove længe lørdag. Så snart den lille havde fået sin sidste morgenmælktår, ville Manden tage krapylet og underholde ham, så jeg kunne få lov at sove. Fire timer, seks, otte – så længe, jeg overhovedet orkede! Der var masser af mælk på flaske både i køleskabet og på det frosne fjernlager.

Da de to endelig stod op, lagde jeg mig derfor til rette i det mørke soveværelse og forsøgte at slappe heeelt af. Det kunne jeg ikke. Okay, så kigger jeg lige på facebook, og SÅ sover jeg. Nej. Der er jo så meget, jeg skal nå, nu hvor Manden endelig er der til at tage sig af ungen. Den der jobansøgning, for eksempel, som der ikke har været tid til at samle sig om, når jeg konstant skal rende frem og tilbage, hver gang ungen har tabt sutten.

Okay, så står jeg op og får det overstået, og så kan jeg sove længe søndag! God idé. Det gør vi.

Efter endnu en søvnløs nat, var jeg derfor rigtig, rigtig klar til at sove i morges. Mændene stod op, jeg lagde mig til rette – og faldt i en dejlig, dyb søvn. Aaaah.

Tre-og-en-halv time senere vågnede jeg. Frisk. Med et bryst, der dunkede af savn efter min baby, og et hoved der gjorde det samme. For fa’en da også!

Nå, men 3,5 er bedre end det, jeg ellers får. Og nu har jeg i det mindste en følelse af overskud, så det er jo godt nok. Gad vide, om min krop er ved at vænne sig til, at vi bare ikke rigtig sover for tiden, og derfor har fundet en måde at være i det på? Det hævner sig sikkert i morgen, når Manden tager på arbejde igen.