Aaah, endelig alene. Eller hvad?

Det allerværste ved, at Manden skal på sommerhustur med gutterne hele den lange weekend er, at han dufter så pisse godt, når han skrider. Øv.

Vi går ikke så meget ud for tiden. Både fordi, jeg har bækkenløsning og derfor ikke kan holde ud at gå ret meget. Men også fordi vi er fattige. Og fordi vi bor på den jyske hede, hvor der ikke sker en skid.

Læg til det, at Manden har et arbejde, hvor han går i uniform og er fysisk aktiv dagen lang, og derfor ikke mener, parfume er vigtig i hverdagen. Han kommer jo alligevel hurtigt til at lugte af diesel eller sved. Ligesom kollegaerne.

Selvom hans skab bugner af skjorte og slips (seriøst, han har flere slips, end jeg har sko…), så sker det altså kun et par gange om året, at han ifører sig dem – og duftevand.

Og der er det så, jeg bliver mindet om de der uger, hvor man lige havde mødt hinanden, og gjorde sig umage, selvom man ikke engang skulle noget (læs: ti minutter inden, han kom hjem fra arbejde, tog jeg let make-up på, selvom jeg havde rendt rundt i nattøj hele dagen, og heller ikke havde planer for resten af aftenen).

Måske netop derfor er jeg lidt trist her til aften, hvor jeg skal sidde hjemme alene og vide, at min lækre, velduftende mand er i byen med nogle andre. Jeg er ikke jaloux. Faktisk. Jeg er nemlig så heldig at have fundet en, der elsker mig (tænk, han fandtes sgu!). Og som alligevel slet ikke opfatter, hvis nogen lægger an på ham.

Det er ikke fordi, jeg ville ønske, han var blevet hjemme. Selvfølgelig skal han i sommerhus med gutterne! Det er en tradition han har haft i mange år, og det er med til at gøre ham til den, jeg elsker. Så det bakker jeg fuldstændig op om!

Men jeg føler mig ensom. Det gør jeg overhovedet ikke normalt, når han smutter. Han kan være væk på øvelser med sine soldaterkammerater i ugevis, det er okay. Helt fint, faktisk, for så kan jeg bare være mig selv.

Det her er jo bare to dage, for fanden! Men den der parfume slår mig altså ud hver gang. Øv.