Det kan være slemt nok. De der timer midt på dagen, hvor den anden voksen, der er medansvarlig for ynglet, er væk for at tjene penge, og du derfor sidder bundet helt fast til sofaen og prøver på at finde på nye måder at underholde en møgunge, for hvem “nyt” er det mest spændende i verden.
Lige indtil det ikke længere er spændende, men forkert. Alt er forkert. Og det skal grædes væk. Så styrter du med kurs mod sengen, men nej tak – det var jo heller ikke dét, der skulle til. Hvorfor har du ikke snart lært det? Det var bare en bøvs, der sad fast. Nu er den væk, og så skal der leges igen.
Lige indtil der ikke skal leges længere. Øjnene er små, og hænderne gnider febrilsk i dem. Babyen er sur, men den vil stadig ikke sove. Så let skal det ikke være. Her starter som den famøse marathon-putning, som er slem nok, når man er to om opgaven, og derfor kan skiftes lidt, men som virkelig trækker tænder ud, når man står med lorten alene. So to speak.
Som I måske kan fornemme, så er jeg atter og igen græsenke. I skrivende stund er vi to dage inde i den uge, vi skal være alene, og det skal jeg skam nok klare. Også selvom idiotbarnet besluttede sig for at tage en all-nighter, og var yderst frisk indtil klokken tre i nat. Hvorefter jeg fik lov at sove tre-fire timer, inden vi kørte videre med gugu og gaga.
Det skal nok gå. Der er både portionsanrettet lasagne og masser af frikadeller i fryseren. Det er ren overlevelse, men det skal nok gå. Det bliver meget værre i næste måned.
Der skal jeg nemlig være helt alene med drengen i tre uger. I træk. Ingen weekendpauser, bare full on alene med krapylbarnet. Og det er dét, der slår mig lidt ud for tiden.
Min mor bor ikke så langt herfra, og hun er heldigvis sød til at spørge, om hun skal komme forbi, men jeg kan jo ikke have hende rendende her hele tiden. Hun kan heller ikke overnatte, for hun snorker værre, end jeg gør, og så får jeg alligevel ikke sovet.
Men det hjælper heller ikke, for det ender altid med, at drengen er sød og medgørlig, når der er gæster – de er der aldrig i det sekund, hvor filmen knækker for mig, og så er det altså længe at skulle vente en halv time på, at nogen kommer til undsætning.
Ud over det, så er det bare heller ikke det samme, når der kommer hjælp udefra, som når den anden halvdel af ansvarsduoen er hjemme. Jeg kan bedre kræve ting af Manden. Det er bare som om, det virker forkert at snerre: “DIN baby” til nogen, den ikke nedstammer direkte fra uden bindeled, når det bliver for meget.
For det bliver det. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå, men jeg ved, det bliver for meget for mig på et tidspunkt. Og her er det så, jeg endnu en gang kommer til at tænke på, hvordan de gør det, de der superseje alenemødre.
Vi har taget snakken før, og kom vist frem til, at det nok handler om indstilling: At hvis man ved, at der bare ikke kommer nogen hjælp, så reagerer man anderledes på udfordringerne. Men hvordan kan man lige vende sine tanker?
De her uger, som kommer med jævne mellemrum i den her familie, er som sagt ren overlevelse. Ingen af os, altså Frømanden og mig, når rigtig at vænne os til, at vi er alene, før vi ikke er det længere. Derfor er der ikke nogle rutiner. Jeg er bare ikke sikker på, vi kan komme godt igennem hele tre uger uden at forberede mig mentalt.
Indtil videre har jeg overlevet ved at spise chokolade, banke hånden hårdt ind i væggen, skrige lidt ud i luften og af ungen (det hjalp ikke. Overhovedet) i total afmagt, og skrive hadesms’er til Manden med jævne mellemrum. Det er ikke en skid konstruktivt.
Egentlig besluttede jeg mig i nat, hvor jeg ikke fik lov at sove, for, at hele dagen i dag skulle foregå enten i sengen eller på sofaen, således at jeg kunne slappe af og sove, når han en kort overgang også gør det. Men det der sofa-noget kan jeg ikke en hel dag, for så sidder jeg og stresser over alle de ting, jeg egentlig gerne ville nå at lave. Skrive blogindlæg, for eksempel. Eller gå i bad.
Min naive hjerne har faktisk allerede skabt et scenarie, hvor jeg er totalt overskudsagtig alle tre uger og går en lang tur med barnevognen hver dag (noget jeg stadig ikke kan pga. bækkenløsningen), laver rigtig mad selv (og ikke bare hiver noget op af fryseren/ringer pizza hjem) og griner med en glad unge hele tiden.
Jeg ser det ske. Men jeg tror ikke på det.
Sidder der ikke en alenemor eller to og læser med her? Du behøver ikke være alene på fuld tid, bare du har nogle virkelig gode råd til, hvordan man kommer igennem tre lange uger alene.
Er det smartest at blive hjemme, så man ikke stjæler for meget af sin energi på at tage i svømmeren? Eller er det bedre at komme ud, så barnet kan blive stimuleret af nye indtryk, og derfor måske sover tungere? Eller rykker det bare på soverytmen mere end hvad godt er?
Hjælp! På forhånd tak.
Alt er galt. Hvor dum er jeg lige, når jeg ikke bare kan forstå det?
16 comments
Jeg har i sagens natur ingen gode råd i lommen, så jeg smider bare en mental krammer og priser mig lykkelig for, at jeg bare kan råbe “hold kæft!”, når Frank er utilfreds.
Tak! Det hjælper alligevel!
PS: Forsøgte dit kattetrick på baby. Det virker ikke på baby :/ Skulle have holdt mig til kat…
Jeg ved vitterligt INTET om at være alenemor, udover at være barn af sådan en :-) Du får en tanke og en krammer herfra, og et forsigtigt (og sikkert vildt naivt) råd, om du ikke kan invitere nogle veninder over om aftenen i weekenden til noget vin/saftevand/øl-hygge, når din frømand (endelig) sover så du får oplevet noget andet end baby? Jeg tilbragte meget weekend-tid med min veninde da hun var alene med sin lille baby-dreng, og det var altid super hyggeligt. Han vågnede naturligvis konstant, men indimellem hans skrig bællede vi lidt rødvin og hørte lidt musik eller havde De Unge Mødre kørende i baggrunden ;-)
Jeg håber at I overlever det, begge to :-) Han ser i øvrigt mindst lige så sød ud når han er sur, i hvert fald her på afstand – jeg skal ikke gøre mig klog på IRL :-)
Haha – ja, på afstand er han ret sød! Og når der ikke er lyd på ;)
Tak for dit råd – jeg har nu arrangeret så’n en venindedate – en veninde, som ikke selv har barn, men som er godt vant til børn. Og som i øvrigt elsker ham her, fordi hun er hans gudmor. Så hååååber, jeg kan blive aflastet lidt af det ;) Tre dage med et andet menneske, som man hygger sig med og ser alt for sjældent… Måske er det en gave i forklædning med de tre uger! ;)
Jeg er ikke enlig mor – respekt til dem, der er – men hvis det var mig der skulle være alene i tre uger med min også 5 mdr gamle dreng (og OMFG til det) ville jeg: Lave planer (svømning, rytmik, mødregruppe, yoga, babysalmesang og lign), fordi dagene alene hjemme kan føles så laaaaaange. Og så ville jeg planlægge folk der kom på besøg. Der selv medbragte kager og mad og som vidste, at de også skulle hjælpe lidt, mens man lige smutter i bad og sådan noget. Og så ville jeg forkæle mig selv med slik og cola og burger og usunde ting (whatever gets you going).
Og så må man jo affinde sig med lortesituationen. Blir måske lidt nemmere så.
Gode idéer, især det med at invitere folk, der skal medbringe kage! Jeg tror, det skal være en del af strategien. Masser af forkælelse for at kunne overleve og så eyes on the prize… :)
OMFG indeed. Syn’s jeg :/
De gange jeg har været alene med Magnus har jeg netop lavet en masse aftaler, spise ude hos familie og venner. Har en enkelt gang fået arrangeret pasning lidt af tiden af bedsterne, det var så i kombination med at jeg også havde vagt. Men det er også vigtigt at få lidt tid for sig selv, helt alene, når man nu kan få chancen… Men det med din mor, så vil jeg sige ørepropper ;) Så må hun jo vågne og stå op til bebsen ;)
hmm…nu er jeg jo alenemor…til tre ;) Ved heller ikke rigtig om jeg egentlig kan bidrage med så mange råd, andet end netop ændring af sindsindstilling.
Jeg blev alene med mine, da den mindste var 8 mdr, mellemste 2 og største 6 år og jeg var stadig på barsel. Mit problem da faren og jeg stadig var sammen, var at han ikke rigtig deltog så meget ift børnene, mest fordi han ikke var hjemme og når han endelig var hjemme havde jeg alle mulige forventninger til at han hjalp til – som han selvfølgelig aldrig gjorde, for han anede ikke hvor han skulle starte eller slutte, og så gik jeg og blev mere og mere indebrændt på ham.
Da vi endelig gik fra hinanden blev det hele faktisk meget nemmere for mig – ikke mindst ift børnene, nå ja, og de to hunde vi også havde. For pludselig blev jeg ikke hele tiden skuffet over den manglende hjælp – der var jo kun mig. Og ja nogle gange lignede hjemmet Hiroshima, men ungerne er jo ligeglade, bare man gider bruge tid på dem, og sørge for mad (lille detalje;)
Men det skal også lige siges – at mine tre banditter har et utroligt stærkt søskendebånd, så ofte behøvede de mig slet ikke til aktivering, de underholder hinanden, og det gør de stadig den dag i dag – her 3 år efter.
Men en ting jeg faktisk var RIGTIG glad for dengang de var babyer, det var sådan en vippestol fra Baby Björn – det var virkelig sjældent de blev sure af at sidde i den – jeg fik ofte både lavet mad (med en fod på stolen til at vippe dem i gang, hvis ikke selv de kunne) taget bad, støvsuget, spist aftensmad, (uden at inhalere det) og de kan følge med I alt hvad man laver samtidig og dermed føle sig underholdt.
På en eller anden måde, er du nok nødt til at prøve at lade være med at fokusere på den hjælp du pludselig IKKE får, og i stedet fokusere på alt det du selvfølgelig sagtens kan uden hjælp. Og ja – indimellem så ramler hele verden – det er normalt for alle mødre, men man kommer jo op igen ;)
Og jeg kender alt til følelsen af at det kan være svært at slippe amningen, men når han begynder at få mere fast føde, så sover han formentlig også bedre om natten = mere søvn og overskud til dig :D
<3
OMFG tre uger er lang tid! Men det skal du nok klare! Er ej heller alenemor, men dog græsenke på jævnlig basis, senest i denne uge og endda med to børn hjemme og ved du hvad?! Det gik fint! Det havde jeg slet, slet ikke turdet håbe på på forhånd. Men det er måske det man skal? Altså prøve-prøve-prøve at tænke positivt omkring projektet på forhånd? The power of attraction og alt det der? Jeg er altid selv lidt nervøs før min mand rejser afsted, men har dog efterhånden lært et par ting der virker for mig: 1) Aftaler med andre voksne hver dag eller så ofte som muligt. Man bliver bims af at være sammen med en baby konstant og selvom vedkommende du er sammen med måske ikke ligefrem hjælper dig med babyen, flytter du dit fokus en smule så længe du er afsted/har besøg. 2) Nem aftensmad. Gerne madplan, så du vitterligt ikke skal tage stilling til noget, men bare gøre som der står på en liste. Måske er det mere relevant når du engang også skal sørge for aftensmad til Frømanden, men det virker muligvis allerede nu. 3) Carte blanche til snoller/kage/kaffe/hvad end du lige trænger til. 4) Ærlighed overfor din mand. Hvis det du har brug for fra ham (når han nu ikke kan være hjemme) er, at han hver eneste dag ringer eller skriver en SMS og forsikrer dig om hvor fantastisk en mor du er og hvor meget han beundrer dig for din styrke osv osv, så bed ham om det. Din ammehjerne skal nok sørge for, at du glemmer, at du selv har bedt om rosen og hvis ikke, så er ros alligevel altid dejligt. 5) Tænk over hvad der er din det-brænder-på-plan. Ringe til mor? En veninde? 6) Hvil når du kan, men vær ikke træt af dig selv hvis du ikke kan finde ro nok til at sove. Nyd så istedet at få ordnet lidt praktisk. Og det kan også være at give dig selv skrivetid. Pøj pøj med det. Det skal nok gå godt. For det skal det!
Du er skøn! Tak for tips! Jeg vil være positiv omkring projektet – og evt. lave en overlevelsesguide bagefter. Hvis jeg altså overlever. Eller det skal jeg jo. Nogen skal gøre det ;)
OMFG! OMFG! Hvor kan bare relatere … kan stadig den dag i dag blive helt indebrændt over de der overskudsmødre med børn der bare sover igennem fra dag 1, og når de endelig græder er det så lavmælt, at man knap kan høre det… mine var begge TÅGEHORN, og sov selvfølgelig ikke om natten eller var specielt lette at lægge til at sove på noget som helst tidspunkt, for den sags skyld. Var deltids græsenke da de var helt små, og kan stadig den dag i dag sidde og blive helt stresset på dine vegne.
Hvordan jeg kom igennem det??
1) sørg for at der er købt ind, så du ikke lige står og mangler noget vigtigt (f.eks. bleer eller mad) lige på det tidspunkt hvor alt overskuddet er forduftet og baby har valgt at skrige for fuld hals. (Husk også masser af selvforkælelse)
2) læg planer, men ikke nogen der er mere stramme end at de kan aflyses i tilfælde af at man bare har en af de der dage hvor man ikke lige når badet/opvasken/madlavningen/(indsæt selv situation her)
3) TV er god underholdning for de små.
4) De der helt og aldeles forbudte gå-stole, er bare super alternativ til at bære baby rundt på armen eller vippe i vippestol, når man lige skal have to arme fri til aftensmaden.
5) Få en eller anden til at gå en tur i barnevogn på en times tid, så du kan få hvilt eller lavet det, du nu gerne vil lave i fred og ro.
6) Selv de der overskudsforældre har dårlige dage. HA!
7) Det der med at råbe “hold kæft” til katten virker ikke vores hus.
Søde Tina, jeg kender dig ikke, men jeg elsker dig altså lige lidt alligevel! TAK for din fantastiske kommentar og de gode råd – alene sympatien i dét virker på mig <3
Det kan godt være, at du allerede har været inde på det tidligere, men nu spørger jeg altså alligevel. Går det fremad med din bækkenløsning? Og hvordan er det sådan helt generelt gået (op og ned) siden fødslen?
Jeg spørger, fordi jeg selv er gravid og åbenbart har fået begyndende bækkenløsning. Jeg er skræmt og lidt ulykkelig over det, så det kunne være rart med nogle erfaringer ..
Hej Gitte, øv øv og øv :( Det er bare ikke sjovt. Håber ikke, det udvikler sig alt for meget for dig, for det er bare ikke særlig sjovt, nej :(
Mit bedste råd er, at du skal tage det meget alvorligt og skåne dit bækken så meget som muligt. Dvs. ingen tunge løft, skær ned på al motion, der kan belaste bækkenet og lav hver dag øvelser, der styrker.
Det er for eksempel svømning og så de her gode øvelser, som jeg har fundet efterfølgende: http://www.skalotte.dk/tip-til-dig-med-avs-i-underlivet/
Forsøg også at holde dine knæ samlet og paralelle så ofte som muligt, fx når du sover (med pude mellem knæene) og når du skal ud af bilen (fx sid på et stykke plastik, så du lettere kan dreje dig og stige ud med vægten ligeligt fordelt på begge ben)
Tror jeg skriver et lidt længere indlæg om det på et tidspunkt, men det er i hvert fald basic sådan kort fortalt :)
Personligt ville jeg ønske, jeg havde taget det mere alvorligt. Lavet flere styrkende øvelser. Svømmet mere. Og taget imod akupunktur hos jordemoderen meget tidligere! Det hjalp virkelig – jeg fik det de sidste 5-6 uger inden fødslen. Nævn det gerne for din jordemoder, for mig var det gratis. Mon ikke det er det alle steder? :)
Kan godt forstå, du er skræmt og ulykkelig. Det ER ikke sjovt. Jeg har haft bækkenløsning i noget nær et år nu, og skal LANGSOMT trænes op igen. Hvis jeg går bare lidt for stærkt eller 100 meter for meget, så kan jeg intet i tre dage efterfølgende. Og man mærker desværre først bagefter, om det var for meget.
Har to veninder, som også har døjet med det, som fortæller samme historie – du må endelig ikke tage for let på det, for du kan risikere at døje med det meget længe, hvis du gør.
Når alt det er sagt, så er der ikke noget, du kan gøre for at undgå det, det er genetisk bestemt, siger de kloge. Så det handler hverken om vægt eller motion, det handler om gener. Så det første, du skal gøre: Ring til din mor og skæld hende huden fuld! ;)
Tusind tak for dit svar! Du må meget gerne skrive et indlæg om det, for jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan jeg skal håndtere det her. Mine smerter er heldigvis til at holde ud (endnu?), så længe jeg passer på – og min læge vil gerne sygemelde mig, men det her jeg vidst ikke helt klar til. Lige nu synes jeg, at det er mindst lige så hårdt psykisk som fysisk.
Det skal jeg nok! Og ja, det kan jeg godt forstå :( Lige med det psykiske har jeg desværre nok ikke så meget at bidrage med, for der er ikke ret meget man kan gøre for at forhindre det. Gener kan man ikke kæmpe imod, desværre. Men du kan i det mindste gøre ting for ikke at forværre det :)