Alene med dit barn – gode råd søges

Det kan være slemt nok. De der timer midt på dagen, hvor den anden voksen, der er medansvarlig for ynglet, er væk for at tjene penge, og du derfor sidder bundet helt fast til sofaen og prøver på at finde på nye måder at underholde en møgunge, for hvem “nyt” er det mest spændende i verden.

Lige indtil det ikke længere er spændende, men forkert. Alt er forkert. Og det skal grædes væk. Så styrter du med kurs mod sengen, men nej tak – det var jo heller ikke dét, der skulle til. Hvorfor har du ikke snart lært det? Det var bare en bøvs, der sad fast. Nu er den væk, og så skal der leges igen.

Lige indtil der ikke skal leges længere. Øjnene er små, og hænderne gnider febrilsk i dem. Babyen er sur, men den vil stadig ikke sove. Så let skal det ikke være. Her starter som den famøse marathon-putning, som er slem nok, når man er to om opgaven, og derfor kan skiftes lidt, men som virkelig trækker tænder ud, når man står med lorten alene. So to speak.

Som I måske kan fornemme, så er jeg atter og igen græsenke. I skrivende stund er vi to dage inde i den uge, vi skal være alene, og det skal jeg skam nok klare. Også selvom idiotbarnet besluttede sig for at tage en all-nighter, og var yderst frisk indtil klokken tre i nat. Hvorefter jeg fik lov at sove tre-fire timer, inden vi kørte videre med gugu og gaga.

Det skal nok gå. Der er både portionsanrettet lasagne og masser af frikadeller i fryseren. Det er ren overlevelse, men det skal nok gå. Det bliver meget værre i næste måned.

Der skal jeg nemlig være helt alene med drengen i tre uger. I træk. Ingen weekendpauser, bare full on alene med krapylbarnet. Og det er dét, der slår mig lidt ud for tiden.

Min mor bor ikke så langt herfra, og hun er heldigvis sød til at spørge, om hun skal komme forbi, men jeg kan jo ikke have hende rendende her hele tiden. Hun kan heller ikke overnatte, for hun snorker værre, end jeg gør, og så får jeg alligevel ikke sovet.

Men det hjælper heller ikke, for det ender altid med, at drengen er sød og medgørlig, når der er gæster – de er der aldrig i det sekund, hvor filmen knækker for mig, og så er det altså længe at skulle vente en halv time på, at nogen kommer til undsætning.

Ud over det, så er det bare heller ikke det samme, når der kommer hjælp udefra, som når den anden halvdel af ansvarsduoen er hjemme. Jeg kan bedre kræve ting af Manden. Det er bare som om, det virker forkert at snerre: “DIN baby” til nogen, den ikke nedstammer direkte fra uden bindeled, når det bliver for meget.

For det bliver det. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå, men jeg ved, det bliver for meget for mig på et tidspunkt. Og her er det så, jeg endnu en gang kommer til at tænke på, hvordan de gør det, de der superseje alenemødre.

Vi har taget snakken før, og kom vist frem til, at det nok handler om indstilling: At hvis man ved, at der bare ikke kommer nogen hjælp, så reagerer man anderledes på udfordringerne. Men hvordan kan man lige vende sine tanker?

De her uger, som kommer med jævne mellemrum i den her familie, er som sagt ren overlevelse. Ingen af os, altså Frømanden og mig, når rigtig at vænne os til, at vi er alene, før vi ikke er det længere. Derfor er der ikke nogle rutiner. Jeg er bare ikke sikker på, vi kan komme godt igennem hele tre uger uden at forberede mig mentalt.

Indtil videre har jeg overlevet ved at spise chokolade, banke hånden hårdt ind i væggen, skrige lidt ud i luften og af ungen (det hjalp ikke. Overhovedet) i total afmagt, og skrive hadesms’er til Manden med jævne mellemrum. Det er ikke en skid konstruktivt.

Egentlig besluttede jeg mig i nat, hvor jeg ikke fik lov at sove, for, at hele dagen i dag skulle foregå enten i sengen eller på sofaen, således at jeg kunne slappe af og sove, når han en kort overgang også gør det. Men det der sofa-noget kan jeg ikke en hel dag, for så sidder jeg og stresser over alle de ting, jeg egentlig gerne ville nå at lave. Skrive blogindlæg, for eksempel. Eller gå i bad.

Min naive hjerne har faktisk allerede skabt et scenarie, hvor jeg er totalt overskudsagtig alle tre uger og går en lang tur med barnevognen hver dag (noget jeg stadig ikke kan pga. bækkenløsningen), laver rigtig mad selv (og ikke bare hiver noget op af fryseren/ringer pizza hjem) og griner med en glad unge hele tiden.

Jeg ser det ske. Men jeg tror ikke på det.

Sidder der ikke en alenemor eller to og læser med her? Du behøver ikke være alene på fuld tid, bare du har nogle virkelig gode råd til, hvordan man kommer igennem tre lange uger alene.
Er det smartest at blive hjemme, så man ikke stjæler for meget af sin energi på at tage i svømmeren? Eller er det bedre at komme ud, så barnet kan blive stimuleret af nye indtryk, og derfor måske sover tungere? Eller rykker det bare på soverytmen mere end hvad godt er?

Hjælp! På forhånd tak.

Alt er galt. Hvor dum er jeg lige, når jeg ikke bare kan forstå det?