Kan man stadig godt have seperationsangst, når man har rundet de 30?
Livet er jo én lang løsrivelse fra sine forældre. Det sker første gang, når vi bliver født, og lægen giver barnet et ordentligt klask i røven. Nå, det gør de ikke mere?
Det føles sikkert lidt sådan stadigvæk, tænker jeg. Du ligger og hygger i din lune hule og lytter til bølgeskvulp og havets konstante brusen, og pludselig begynder nogen at skubbe helt vildt til dig, og du bliver mast ud i en kold og klam virkelighed. Du tuder! For du var bare slet ikke lige klar til at forlade mors trygge havn.
Jeg har det stadig svært med at sige farvel, og altså ikke kun til min mor. Det er pudsigt, for jeg har det faktisk ganske godt i mit eget selskab, og når der lige er gået nogle minutter, så har jeg det helt fint igen. Men selve farvellet er forfærdeligt.
Det har været sådan, så længe jeg kan huske. Hver eneste morgen, når jeg skulle sige farvel til min mor ude foran skolen, har det gjort ondt i mit hjerte. Nogle gange så meget, at jeg græd.
Det føltes også sådan, da jeg flyttede hjemmefra første gang som 18-årig. Jeg tilbragte det sidste år af min studentertid på en kostskole, og selvom det var mit eget valg, og jeg elskede det, så tudede jeg også hver gang, jeg skulle tilbage fra weekend.
Så var der også alle sommerferierne og skolerejserne uden mor. Efter jeg er flyttet sammen med Manden, er det også begyndt at være sådan, når han skal afsted, om det så er syv måneder i en krigszone eller syv timer på en fredelig arbejdsplads, hvor han bruger det meste af dagen på at spise kage. Hvis ikke jeg får en kæmpe krammer, før han smutter, kan jeg ikke finde ro.
Nu er der så endnu et menneske, der kan få mine alarmklokker til at ringe. Jeg har svært ved at undvære min lille frømand.
Mit hjerte gør ondt, når jeg afleverer ham i dagplejen om morgenen, og det er altså ikke hverken hans eller dagplejens skyld. Han bliver nemlig taget imod af en af de to voksne, som bærer ham – glad, grinende og pludrende – ind til de andre, der leger i stuen. Altså, med mindre han kommer dem i forkøbet og bare okser derind, inden de når at komme ud i entréen og tage imod os.
Han er ikke ked af at være der. Faktisk er vi nu kommet dertil, at han skal jagtes rundt, når vi kommer for at tage ham med hjem igen. Nej, det hele foregår inde i mig. Jeg savner ham fra det sekund, jeg slipper ham. Jeg tænker på ham hele dagen, og kan stadig begynde at tude bare af at tænke på ham.
Jeg håber stadig på, det går over med tiden, for det er helt ærligt ikke rigtig til at holde ud. Og det bliver da kun værre, altså mest for ham, når han bliver teenager og virkelig får brug for at løsrive sig. Det skal han jo! For djævlen, hvor skal han væk. For hans skyld. Det er jeg indstillet på.
Det er måske også derfor, jeg stadig synes, det er så hyggeligt at amme. For ja, det gør jeg. Stadig. Selvom han har passeret de magiske 12 måneder, som egentlig var mit ønskemål i forhold til, hvor længe jeg ville blive ved. Og jeg ammer faktisk meget.
Indtil i går fik Frømanden mælk fra mig tre gange om dagen. Fordi han havde brug for det, bilder jeg mig ind. Han havde i hvert fald brug for det, dengang han var 10 måneder gammel, lige var startet i dagpleje, og derfor havde brug for nærhed og trøst, når han kom hjem med hovedet fyldt af nye indtryk.
Dengang stod det egentlig skrevet (i meget kloge lærebøger), at vi skulle sætte mængden ned til to amninger om dagen. Eller også var det en enkelt. Men jeg kunne mærke på ham, at han havde brug for mig, og det lyttede jeg til.
Jeg har hørt den sang lige siden, fordi jeg godt kan lide rytmen, men forleden gik det op for mig, at det vist efterhånden mere er mit behov, end det er hans. I dag var vi så ved lægen til 1-årsundersøgelse, og hun sagde til mig, at det var okay, så længe det ikke tog hans appetit på rugbrød og andet “rigtig mad”. At han ernæringsmæssigt og med hensyn til immunforsvaret ikke har BRUG for det længere.
Hun holdt en pause, og kiggede så på mig og sagde: “Det er mest kun psykisk, han – eller I – har brug for det nu… Men vi anbefaler at stoppe senest ved 1,5 år, for det er vigtigt for deres udvikling i selvstændighed.”
Javel, ja. Modtaget.
På en måde var det en rar oplysning at få. Jeg har nemlig ledt og ledt efter kloge ord, der kunne gøre mig klog på, hvor længe man MÅ amme. Jeg har ikke fundet noget brugbart. Kun en masse indlæg om, hvor længe man BØR amme, og hvornår det er okay at stoppe.
Jeg er også faldet over nogle alternative hjemmesider, som snakker om langtidsamning helt op til 5-årsalderen, som blot skriver, at det er godt for immunforsvaret at blive ved så længe som muligt.
Jeg savner noget brugbar information. Nogle undersøgelser. Min læges ord er måske det tætteste, jeg kan komme, for hende stoler jeg på, og hun ved nogle ting.
Alligevel kan jeg ikke helt lade være at tænke over det. Hvad så, hvis det er en tryghedsting? Er det ikke også en ganske fin begrundelse for at blive ved, hvis nu både han og jeg har det godt med det? Skal jeg bare lade ham blive ved, til han selv mister interessen? (For altså, det gør de jo på et tidspunkt! Forhåbentlig før de fem år!) Eller gør jeg ham en bjørnetjeneste ved det?
Manden og jeg snakkede om det i bilen på vej hjem. Vi blev enige om, at det i hvert fald skal skæres ned nu, og måske endda helt ned til et enkelt måltid ved mig. Vi droppede derfor eftermiddagsamningen, og drengen savnede det overhovedet ikke. Det gjorde moderen til gengæld.
Hele aftenen havde jeg brug for at kramme ham lidt ekstra, og jeg var faktisk helt glad for, at han blev lidt pylret ved sengetid på grund af den vaccine, han fik ved lægen, så jeg kunne få lov at vugge ham i søvn.
Lige om lidt vågner han nok og vil have sin aftensnack, og det får han så. Vi har overvejet, om juleferien skal bruges på at vænne ham til ikke at vågne fra han går i seng 18.30 til han står op igen 7.00.
Men jeg er ikke klar. Fordi det er så pivhyggeligt. Det lyder fjollet, når man ikke står i det (og faktisk også lidt når man står i det), men det er bare en nærhed, jeg endnu ikke kan få med ham på andre måder, fordi han altid har så travlt, når han er vågen. Jeg er bare ikke klar til at stoppe helt! Slet ikke så pludseligt, og slet ikke endnu. Så vi fortsætter med aften- og morgenmælk og ser, hvordan det går. Det kan være, han siger nej tak om lidt, eller at mejeriet lukker ned, når efterspørgslen bliver så lille.
Det vil da egentlig også være okay at få sine bryster tilbage, så hormonbalancen i kroppen kan ændre sig, og den her latterlige bækkenløsning – som er blevet værre igen – måske kan holde op.
Det vil være okay. Måske. Eller nej, jeg er ikke klar. Ja, jeg ammer stadig! Men jeg skal nok løsrive mig. En dag.
Han spiser også rigtige sager, som for eksempel en bolle på størrelse med hans eget hoved, som han fik efter turen hos lægen.
![IMAG3023[1]](https://i0.wp.com/www.skalotte.dk/wp-content/uploads/2015/12/IMAG30231.jpg?resize=700%2C396)
![IMAG3859[1]](https://i1.wp.com/www.skalotte.dk/wp-content/uploads/2015/12/IMAG38591.jpg?resize=700%2C396)
11 comments
Jeg har en dreng på helt samme alder (fyldte 1 i går) (har kommenteret et par gange før :)) og jeg ammer også stadig. Morgen og aften. Og min læge sagde altså: Stærkt! Det er primakvalitet, det bedste han kan få! – da han var til 1 års.
Har ikke tænkt mig at blive ved til han er stor og selv lige vandrer hen og knapper min bluse op, men jeg har tænkt mig at blive ved lidt endnu. Han elsker det, jeg elsker det, modermælk er godt, so what hvis det er tryghedsskabende? Sidst jeg tjekkede, var tryghed noget vi gik rimelig målrettet efter.
Kh Line
Dejligt med input fra en anden læge! Jeg bliver også ved… For ja, det der med tryghed var nemlig noget, vi gik efter, og jeg er næsten sikker på, at jeg nok skal få gjort ham selvstændig nok til at flyve fra reden om 18-20 år. Det irriterer mig bare, at jeg ikke kan finde noget fakta om det. Altså, en masse kloge mennesker siger og mener noget, men hvad kan det skade?? Nå, jeg graver videre ;) Tak for din besked, og stort tillykke med din nus også :D
Tror det er ret standard at synes som du gør ;) Jeg var dog ikke i tvivl om da Magnus 9 mdr. gammel bed mig i brystvorten og grinede efterfølgende, at nu var det slut. Men jeg synes du skal fortsætte så længe du synes at det er noget han har brug for. Jeg har en fra min mødregruppe som ammede hendes datter til hun var lidt over 2 år. Plus det er jo også nemme kalorier der ryger den vej :P
Mener du det med vemodet ved at skulle stoppe? For ja, det har jeg godt nok også hørt og læst mange andre steder ;) Hvis det har fungeret godt, er det jo en helt særlig tid, der slutter. Vi har også været der med bid og grin, og dengang sagde jeg til mig selv, at hvis han blev ved, så stoppede det. Nu har han otte tænder, og han ved godt, hvordan han ikke skal gøre ;D
Bliver ved lidt endnu… Indtil det ikke er sjovt mere ;)
Puha, jeg bliver ærlig talt forarget over din læges totale mangel på faglighed. Det er ikke rigtigt, at man skal stoppe ved halvandet for deres selvstændighed og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor lægen udtaler sig helt forkert. Kunne vedkommende ikke bare indrømme, at det ikke lige er hans/hendes ekspertiseområde og sende dig i retning af noget fagligt opdateret viden? Jeg kan sagtens følge dit behov for noget viden fra en troværdig kilde. Ærgerligt din læge ikke er en sådan kilde. Du får lige et link til WHOs side om amning, der kan du finde masser af viden om amning og hvis du orker konfrontationen, kunne du jo ved femten måneders vaccinen give linket videre til din læge og opfordre hende/ham til at opdatere sin viden… Det er decideret pinligt, at vedkommende rådgiver i strid med WHO og pådutter mødre dårlig samvittighed, som om man ikke giver sig selv nok af den i forvejen.
http://www.who.int/topics/breastfeeding/en/
Hov, det blev lidt hårdt – jeg bliver virkelig harm, når en autoritet som en læge ikke lever op til sit ansvar og i stedet giver en nervøs mor skyldfølelse med baggrund i faglig forkert viden.
Am du trygt videre og fortsæt i øvrigt skriverierne på bloggen, jeg nyder at læse med :-)
Hej Iben, tusind tak for dine beskeder <3 Jeg giver dig helt ret, det er ikke okay, at en autoritet siger noget, der strider mod de fælles spilleregler, man har vedtaget på verdensplan. For ja, man sidder nemlig som forvirret, ny mor og prøver at finde noget at hænge sin hat på!
Omvendt står der jo andre steder, at nok anbefaler WHO det, men at det netop er på verdensplan, og at man ikke kan skære i- og u-lande over én kam, fordi vi heroppe har rent drikkevand, og det derfor ikke er "nødvendigt" at blive ved. Men SKADER det noget? Det er det, jeg mangler et svar på. Jeg vil gerne lytte til WHOs anbefalinger, men jeg vil også gerne lytte til min læge (som plejer at være fornuftig og "up to date" med sine anbefalinger, og som har hjulpet mig gennem mange år, så hende stoler jeg jo også på... Det vil være trist at måtte sande, at man ikke kan det, you know?)
Jeg ammer videre! Og jeg prøver også at grave lidt mere efter nogle flere argumenter for eller imod. Men indtil jeg har fundet evidens for, at det ligefrem skader et eller andet, så ammer vi videre. Han ligger trods alt lige i midten af skalaen vægtmæssigt, så på dén front kan det da ikke have skadet ham ;)
Hvor længe endte du så med at amme? Hvis altså du er stoppet nu? Øv, jeg synes også den udtalelse er ret uheldig og en smule… Dømmende? Jeg håber du ammer præcis så længe som du har lyst til næste gang uden skyggen af dårlig samvittighed. På engelsk siger man jo at det er et “nursing relationship”, altså at det går begge veje. Så længe dit barn er komfortabel med det, ser jeg intet forkert i at fortsætte for sin egen skyld også.
Åhr, jeg er så langt bagud med alle de indlæg, jeg gerne vil lave ;) Har længe ville skrive noget om min oplevelse med amning, så du får lige den kkorte version her, og så skriver jeg mere i et indlæg: Jeg besluttede mig for at prøve at ignorere hendes gode råd. Blev enig med mig selv om, at vi altså bare blev ved, så længe både Martin og jeg følte for det. Da han lige var fyldt 14 måneder, meldte han en aften helt klart ud, at han hellere ville sove end at spise ved mig, så det kom helt af sig selv inden de 15 måneder ;) Men ellers var jeg fortsat. Og sådan vil jeg også gøre det næste gang :)
Perfekt! Så kunne man vel ikke have ønsket sig mere :-)
Mentalt var jeg vist ikke heeelt klar, græd lige lidt over det, men fik overbevist mig selv om, at det var okay, og at det jo skulle stoppe på et tidspunkt alligevel. Men jeg er glad for, det var ham, der sagde fra, og jeg håber virkelig, jeg får et lige så godt forløb med amning med den næste :)