April, din røver…

Årets miderste forårsmåned plejer ellers at være min yndlings, for der har jeg jo fødselsdag (som I ved, for det er helt almindeligt kendt. Eller det burde det i hvert fald være). Men i år har den bare været en rigtig skiderik. Der er sket alt for meget, og der har været alt for lidt søvn, og det har betydet, at april blev den måned i hele bloggens snart 3-årige levetid, hvor jeg har skrevet absolut færrest indlæg.

Fire styks. På en måned. SÅ lidt har jeg aldrig skrevet før. Ja, og så passer det faktisk heller ikke helt, for jeg har oprettet i omegnen af 50 kladder, men det der med at binde knuder på sløjferne, har der ikke været overskud til.

Alligevel har der været masser af trafik herinde, faktisk næsten lige så meget som i forrige måned. Og det siger jeg hverken for at blære mig, eller fordi jeg tror, der er nogen af jer, der går op i sådan noget (men det gør jeg, for det er et dopaminboost af en anden verden. Ligesom når man får masser af likes på sit billede på facebook eller instagram. Der er en grund til, at sociale medier er vanedannende, jo…) – jeg siger det, fordi jeg lægger i besøgstallene, at I også kan bruge mine gamle skriv til noget. Og dét gør mig glad!

Ud over at jeg vender mine tanker og spejler mig i jeres reaktioner, i et forsøg på at få styr på mit tankerod, så håber jeg jo også altid, at mine ord kan bruges af andre. Ja, den remse kender I. Det, jeg vil sige, er bare, at jeg er glad, og det inspirerer mig til at forsøge at finde tid til at skrive lidt mere. Om ikke andet, så i hvert fald mere end fire indlæg i denne måned. Vi er allerede oppe på to, så jeg er forsigtig optimist.

Nå, men april. Den har budt på op og ned.

Vi har ikke sovet ret meget, fordi nogen ikke har set lyset i det der med at sove. Hvad fanden er det lige med børn og søvn? Jeg gad dælme godt elske min hverdag så meget, at jeg nægtede at slippe den hver eneste (fucking) aften. Frømand, jeg kigger på dig!

Han plejer ellers at sove klokken 19, men hele måneden har det været en evig dialog om, hvorvidt han skulle sove NU (mit forslag) eller I MORGEN (hans). Hver aften mellem 20 og 20.30 har vi indgået et kompromis om, at vi så begge går i seng. Han overholder fint sin del af aftalen, mens jeg har noget sværere ved at honerere min, fordi det gerne er cirka omkring det tidspunkt, Bøffen har fået for vane at ville være vågen i timevis.

Så vi går i seng ved midnat og står op igen klokken 5-6 stykker, hvilket ville være okay, hvis ikke det var fordi, vi lige skal op en gang i løbet af natten for at amme. Og ja, jeg siger vi, for min mand og jeg deles heldigvis om tjansen. Jeg fodrer, han putter bagefter. På den måde får vi begge mest muligt søvn, sådan føles det i hvert fald.

April er jo MIN måned. Indtil for et par år siden, var min fødselsdag den absolut vigtigste dag på året, men så kom der et barn ind i fortællingen, og så skete der noget. Det skete for min mor, og det skete for mig, selvom jeg flere gange har rystet uforstående med hovedet, når hun har fortalt det. Jeg glemte min egen fødselsdag! Ikke bare én, men to gange.

Derfor havde jeg heller ikke planlagt at holde noget i år, men skæbnen ville det sådan, at et par gode venner alligevel lige svingede forbi til et babyvisit. Medbringende gave til både baby og til mig. Og så skulle man jo være et skarn, hvis man ikke serverede kage for dem.

Det endte med at blive en af de bedste fødselsdage længe, fordi Frømanden bare klikkede med deres dreng, og de rendte rundt i hele huset og legede sammen. Sammen! Jeg dør hver eneste gang, han viser sig som det lille menneske, han jo er. Det blæser mig bagover hver eneste gang. Jeg fik rigtig gode gaver, og havde en dejlig dag, men lykken var altså at se, hvordan mit minimenneske fandt sig en ny ven.

Jeg var ellers tæt på at aflyse, for aftenen inden gik mit bryst i stykker. Fra det ene øjeblik til det andet, stoppede der bare med at komme mælk ud. Og Bøffen blev RASENDE. Jeg brugte hele natten på at malke og trykke og pumpe, putte varme omslag på, bande og true med at amputere lortet, men lige lidt hjalp det. Til dem af jer, der aldrig har prøvet at have en mælkeophobning, kan smerten nok bedst beskrives som at have en mega-betændt tånegl, som du bliver ved med at smadre ind i ting. Forestil jer så, at der oven i købet ligger en sur baby og hiver og suger på den (okay, nu blev det et mærkeligt billede…)

Men pludselig sagde det pop, og så væltede det ud med mælk. Da alle gæsterne var gået hjem, var det så mit andet bryst, der nedlagde arbejdet, og jeg sad oppe hele natten og tudede og trykkede og googlede. Nu var det simpelthen nok! Jeg var nødt til at gøre noget drastisk, hvis vi skulle fortsætte med at amme.

Jeg havde gennem nogle uger haft kontakt til de fantastiske mennesker, der rådgiver (gratis) inde på Ammenet, så jeg havde kigget på både sutteteknik og alt muligt andet, og var efterhånden kommet frem til, at drengen nok havde et kort tungebånd. Så søndag skrev jeg en mail til en tandlæge i Holland, som gav os en akuttid torsdag til at få det klippet.

Og så skulle det gå stærkt, for ingen af mine drenge havde pas, og mit eget var lige udløbet – selvfølgelig. Tre styks hastepas, en hotelbooking og et sidste-øjebliks-ændring af planerne om at tage Frømanden med på turen, og så var vi afsted. Det var ret presset, men det var det hele værd. (Der kommer mere om turen en af de nærmeste dage, jeg lover det!)

Siden har vi haft fokus på at genoptræne musklerne i Bøffens tunge, hvilket har betydet, at vi har skulle træne både mund og krop mindst seks gange om dagen. Det lød ret overkommeligt, da vi fik det at vide, men det har taget ALT hvad jeg har haft at give af, fordi jeg samtidig har skulle reparere på mine ødelagte bryster og lave øvelser med min egen smadrede krop – oven i al hverdagens trummerum med en trodsig 2-årig, som hele tiden mener, at det er MIN TUR. Alting er hans tur. Hver eneste gang. Bortset fra, når han skal, selvfølgelig, så har han sjovt nok ikke lyst.

Det hele har taget hårdt på vores ægteskab. Rigtig hårdt. Jeg har været tæt på at lade falde, hvad der ikke kunne stå, men heldigvis har min mand trukket mig op i sidste øjeblik. I håret. Og hold nu kæft, hvor gjorde det ondt. Jeg har stået på en pløjemark på en meget, meget mørk aften og skreget mine frustrationer ud til de ulve, der måtte være. Da jeg kom tilbage til huset, havde jeg mistet stemmen. Og også lysten til at bruge den. Det har taget os et par uger at få snakket os tilbage i hinandens arme, og vi er stadig ikke, hvor vi var engang. Det har været tungt og svært, og jeg har ikke haft lyst til at dele det med nogen.

Årets skodmåned blev sluttet af ved, at jeg fandt vores kat død midt på vejen.

Og så var der heldigvis ikke mere for dén 25-øre.

For nu lysner det. Indgrebet i Holland og den efterfølgende træning ser ud til at give pote, og Bøfbabyen sover bedre. Han har så småt fået en rytme, og det gør det lidt nemmere at finde de der åndehuller i hverdagen.

Det magiske er jo, at når mor og far får mere overskud, får børnene det også, så denne weekend har budt på masser af havehygge. Vi har fundet havemøblerne frem, og lige nu går min mand (som stadig er min husbond) og sprøjter fliserne fri for den grønne algebelægning, der er kommet snigende over vinteren. Svigermor har tilbudt sin grønne fingre til hjælp, og har forvandlet de visne sommerblomster (fra sidste år…) om til palmer i mine potter. Og hvis der er noget, der gør mig glad, så er det palmer. Allerhelst skal de krydres med turkisblåt poolvand og udsigten til hverken at skulle lave mad eller rydde af, men jeg kan godt nøjes (lidt endnu).

Nu tror jeg, vi har fået alt det lort smidt i hovedet, som det her år havde at byde på, og maj måned kan kun blive bedre. Den er i hvert fald startet med godt vejr! På med solhatten og ja-hatten!