At blive mor betyder også…

…at pænt tøj er lig med rent tøj, og at der ikke længere er nogen, der går op i farvekombinationer. Eller pasform.

…at man som oftest har en våd plet på tøjet, og at man altid er lidt i tvivl om, hvad den helt præcist stammer fra.

…at man ikke længere er så pernitten med, om mørkt og lyst bliver vasket sammen. I hvert fald ikke babyens tøj. Bare ind med lortet, særligt når der er lort ud over det hele.

…at man går fra at være b- til a-menneske (I wish!)

…at man lærer fuldstændig at tilsidesætte egne behov. Engang kunne jeg slet ikke fungere, før jeg havde børstet tænder og fået noget i maven. Nu sker det tit, at jeg først spiser omkring klokken et om formiddagen – selvom dagen starter meget tidligere end før – og jeg går rundt med velourtænder hele dagen.

…at man kan græde over X Factor-afgørelsen.

…at man kan græde bare af at tænke på den scene i Dumbo, hvor mor-elefanten synger vuggevisen inde fra fængselsvognen.

…at man kan græde over, at man er blevet så følsom, at man græder over ingenting.

…at man går rundt med konstant dårlig samvittighed. Hvis ikke over for andre, så over for sig selv.

…at man har virkelig meget luft i maven, mindst lige så meget som ens baby. Og at man næsten er ligeglad med, om der er andre i rummet, når katastrofen sker. Næsten.

…at man af og til ikke kan kende sig selv.

…at man af og til kan genkende sin mor i sig selv. (Ups…)

…at man pludselig kan huske teksten på en masse glemte børnesange, og synger dem med samme iver, som man sang Burhan G-hits for et år siden.

…at Kinder Bueno er obligatoriske for at komme igennem en dag med babyvagt (men hvorfor skal de være så dyre?!)

…at man synes, det er fuldt ud lige så tilfredsstillende at købe tøj i str. baby som at købe til sig selv. Hvis ikke mere.

…at man pludselig forstår vigtigheden af organisationer som ‘Børns Vilkår’ og den der, der hjælper fødende kvinder i Etiopien.

…at ens hud i ansigtet er gået i teen-mode. Hvis bare huden på maven (og brysterne) dog ville gå med, så kunne vi nok have en fest.

…at det, man engang troede, man aldrig ville gå op i, pludselig er ens hverdag og hobby. Det kan stadig undre mig, at jeg er blevet ’sådan en’, der snakker så meget om barn og moderskab. Oh, well…