Når man, som jeg, har lidt af spiseforstyrrelser, så er den værste sætning i verden muligvis “Han vejer godt til!”. Særligt når man, som jeg, er enormt autoritetstro, og sætningen kommer fra en dagplejer. Oven i købet efterfulgt af tillægsoplysninger om, at det også er blevet bemærket af andre dagplejemødre.
Det er blevet sagt flere gange hen over de uger, han nu har gået der, og hver gang har jeg forsøgt at skubbe det fra mig. Drengen har fulgt den helt præcise midterlinje for både højde og drøjde i skemaet, lige siden han første gang blev målt og vægtskønnet som en lille larve på 12 uger.
“Han er helt perfekt,” sagde lægerne.
“Man skulle tro, kurverne var lavet efter ham!” sagde sundhedsplejersken. Og lægen stemte i.
Derfor har jeg ikke taget det alvorligt, da dagplejemor sagde det første gang. Ja, han er “kompakt”, som hun også udtrykte det. Han er ikke en lang baby, han er heller ikke en lille baby. Han er faktisk fuldstændig gennemsnitlig.
Hendes ord har alligevel summet i mit baghovede, for hvis der er noget, jeg for alt i verden ikke ønsker, han skal slås med, så er det vægt. Jeg ved, hvor meget det kan stjæle af ens liv, når man kun har blikket stift rettet på de små, lysende tal på vægten.
Inden jeg nåede at ringe til lægen, fandt jeg dog vægten frem herhjemme. Han vejer lige i omegnen af 10 kg, og han er 74 centimeter lang. I følge samtlige statistikker på internettet er gennemsnittet for drenge 9,8 kg og 75 centimeter.
Altså er han – stadig – fuldstændig gennemsnitlig. Desuden har han store hænder, store fødder og “dejligt brede skuldre, som sin far”, som jordemoderen konstaterede det, da hun lagde ham op på min mave for første gang. Så det ville da være mærkeligt, om han ikke vejede lidt.
Jeg er egentlig ikke nervøs. Sådan helt inderst inde. For han har helt sikket arvet meget godt fra sin far, og derfor sikkert også evnen til at ryste fedt af sig, bare han løber en enkelt tur. Alligevel kan jeg ikke ryste ordene af mig, og overvejer stadig, om jeg skal spilde lægens kostbare tid på at få konstateret, om alt nu er, som det skal være.
Han kravler jo heller ikke endnu. Det er åbenbart også et problem. Han møffer rundt med god fart, men de der famøse krydsbevægelser, som åbenbart er kilden til at lære noget som helst både fagligt og motorisk, er der ikke.
Jeg kan med andre ord ende op med en fatsvag motorikspasser, hvis ikke vi får løftet røven på ungen, når han møver rundt.
Så det øver de med ham i dagplejen. Både det med at kravle, men også det med selv at tage skeen ind i munden, hvilket han ikke rigtig gider. Jeg kan ikke bebrejde ham, for det er da meget nemmere bare at sidde med en arm strittende ud til hver side, mens man får det hele serveret. Også for os, for det sviner meget mindre.
Så de øver. Og han bliver helt vildt sur, siger de med et grin. Så lad da være, tænker jeg. Det skal nok komme, når han er klar. Han er trods alt kun ni måneder gammel, han har ni måneder endnu til at øve sig, før det bliver kriminelt. Men jeg siger ikke noget, for hvis hun gider at blive uvenner med ham, så må hun selv om det. Jeg regner ikke med, han tager skade af det, jeg gider bare ikke at presse ham til noget.
Han er nemlig i gang med noget andet oppe i hovedet. Han er ret sej til det der med ord. Han har længe sagt “uhm” og “anne”, og for nogle måneder siden forelskede han sig i “hat”. Ikke at han ved, hvad det betyder, så det tæller ikke for de første ord, men han er altså ret langt fremme på dét punkt, og som de kloge hoveder i bøgerne, hvor jeg leder efter trøst, siger, så kan den lille babykrop kun arbejde ét sted af gangen.
Så jeg regner med, at han vil være sådan en, der kan tale rent, når han er halvandet år gammel, ligesom både jeg og hans far gjorde. Der var ingen af os, der gad det der med at kravle. Vi rejste os bare op og gik, gjorde vi. Mens vi snakkede til alle dem, der gad at høre på os (og af og til også til dem, der ikke gad).
Det er sgu gået os meget godt, vi har begge nogle ganske okay-længde uddannelser, og lå i toppen af klasserne rent karaktermæssigt, da vi gik i skole. Så det med, at det kan hæmme ens indlæringsevne tror jeg ikke på. Manden er godt nok en skovl til at danse, men det er der jo så mange mænd, der er.
Nej, jeg er ikke nervøs. Ikke inderst inde. For jeg har da endnu ikke hørt om en baby, der ikke lærte at kravle på et eller andet tidspunkt – for eksempel kan jeg da sagtens kravle i dag, selvom det stadig ikke er min yndlingssport.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at lade mig gå på af alle deres kommentarer. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vores dagplejemor gør og siger ting i den allerbedste mening – men hvor ville jeg dog ønske, at alle – mødre, fagfolk og andet godtfolk – ville stikke piben ind og lade være med at have så travlt med at måle og veje hele tiden. Særligt måle og veje alle andre.
Se, han er jo ikke meget større end en hund på otte kilo…
24 comments
Det er altså så irriterende som nogle mennesker skal kommentere på babyer… Herhjemme har vi en lang og slank dreng – han er helt perfekt i både lægers og sundhedsplejerskens øjne, men svigermor skal lige kommentere – han er godt non tynd, er der nu nok næring i din mælk? Hvorfor bliver han dog så lang? Tjjaa han vokser jo i længden og tager også på, så mon ikke min mælk er udemærket?
Og hvor kender jeg dog det med ikke at være bekymret, men så alligevel blive det når det bliver påpeget igen og igen..
Sorry, det blev lidt langt ☺️
Ih altså, jeg håber ikke du bliver alt for påvirket af de kommentarer – det kan i min erfaring godt gå ud over mælkeproduktionen, hvis man begynder at tvivle på den. Frømandens bedstemødre siger heldigvis, at jeg ikke skal bekymre mig, fordi han jo ser glad og tilfreds ud og stort set aldrig hyler, og det er jo det, der er det vigtigste. Ikke højde og drøjde, det skal de nok komme til i deres eget tempo.
Men ja, her sidder jeg og lyder enormt klog og bruger ord, som jeg har læst i en bog. Men jeg er førstegangsmor, så har jo ingen erfaring at trække på, og så begynder de der kommentarer pludselig at prikke lidt til tvivlen. Ævs… Jeg håber, du er lidt sejere til at turde holde fast i din mavefornemmelse, end jeg er :)
(Langt gør absolut ingenting!)
Søde dig… Han er ganske normal :) Lad os tage min førstefødte. Lige så bred som han var høj, og da han have lært at sidde op var han ganske tilfreds med det. Han krøb aldrig rigtigt, og kravlede meget meget lidt. Indtil han så rejste sig op og gik. Trille gad det tykke barn iøvrigt heller ikke. Men snakke kunne han! Så har vi lillebroren. Motorisk rigtig dygtig og altid i fart. En lang og velproportioneret dreng. Til gengæld kan han kun sige hej. Så har du lidt at sammenligne med ;)
Det er jo det – jeg ved det godt indeni. Ikke mindst det der med, at man jo slet ikke KAN sammenligne. To børn er ikke ens, heller ikke selvom de er brødre ;) Tak for sammenligningsgrundlag, det er altså rart med empiri. Så prøver jeg at lukke kommentarerne ude. Kage hjælper ;)
Han er lige som han skal være! Og er det ikke tidligst omkring børnehave/skole-starts-alderen man kan begynde at sige noget om vægten? Jeg tænker at de jo lige skal lære at gå og spise en masse forskellige ting først. Og så er det jo bare forskelligt hvordan de udvikler sig!
Og 100 point for at sige Anne☺️👏🏻
Åh, jeg aner det ikke… Jeg har læst så meget forskelligt på nettet… Men altså, lægen skal kigge på ham om to måneder, så tager jeg den med hende. Det er det eneste, jeg kan forholde mig til lige nu…
Ja, mindst 100 ;D Har det faktisk på video, men instagram ville ikke uploade den dag, så det kom aldrig op. Det er sådan helt distinkt “an-ne”! ;D
Fantastisk, intet mindre!!
Og jeg synes Jeanette skriver noget klogt. Snak med dagplejemoren om det. Tænk hvis hun bare har sagt det lidt henkastet eller ubevidst, så kan hun nok fortælle at der ikke er noget at være bekymret for, det er jeg sikker på:-)
Jeanette er ret klog, enig :)
Jeg stemmer i – han lyder nu, i mine ører, til at være lige som han skal! I øvrigt stort set det samme med Valde. Han vejer godt 10 kg og kommer frem i verden ved at krybe, og det ser ikke umiddelbart ud til, at han har tænkt sig at begynde at kravle. Heldigvis er børn forskellige, og jeg hader, at alle skal forsøge at få alle børn til at passe ind i det samme skema. Både Silas og Valde har været nogle store drenge, men da Silas begyndte at gå raslede det af ham. Mine 2 drenge er som dag og nat – både af sind og i forhold til den motoriske udvikling, men jeg er sikker på, at de nok skal blive noget stort engang. Og det samme gør Martin selvfølgelig!
Selvfølgelig! Om ikke andet, så i højden ;) Tak fordi, du deler din erfaring, det gør mig glad at høre <3
Hvis man er lidt ømfindig omkring vægtbegrebet grundet forskellige omstændigheder, så forstår jeg godt du har det, som du har det. Det ligger så dybt i dig, lyder det til – og måske rammer det et eller andet sted dig meget personligt? Hvad dagplejemoderen helt sikkert ikke skænker mere end 30 sekunders tanke på en dag, tænker du meget mere over det. Derfor synes jeg du skal sige det til hende … at hun gør dig bekymret med hendes udtalelser. Jeg tror hun så vil sige det slet ikke er sådan ment, og han jo bare er dejlig og robust dreng. Derefter stopper de fleste kommentarer garanteret.
For Martin er da helt normal i størrelsen. Hun skulle da lige have haft Viggas dagplejeveninde. Hun vejede omkring de 17 kilo som 1-årig …. Babyer vokser jo forskelligt. Helt sikkert er det, at babylooket (og fedtet om man vil) er rendt og vokset fuldstændig af dem omkring de 3-4 år …. og lige pludselig er de langlemmede børn og man savner sin lille babystørrelse.
Åh, jeg håber du finder fred med det, for jeg husker tydeligt hvor mange bekymringer jeg også havde om diverse ting ift mine unger som små. Vigga kravlede på sin 1-års fødselsdag og tog sine første skridt 18 mdr gammel …. Alle de bekymringer jeg havde … Og nu spæner hun afsted, og de var helt unødvendige. Men det følger (desværre) med Morrollen.
Nå, men jeg ville egentlig bare sige at Martin er perfekt og …. Sig det hende! :)
Som Anne også skriver længere oppe i kommentarerne, så er du jo en klog dame. Ja, det ligger dybt, og det rammer hårdt. Og ja, jeg burde jo nok sige det, men jeg tror sgu ikke jeg kan finde modet. Netop fordi, det er noget, der gør ondt. Men – hvis hun selv bringer det op igen, så må jeg prøve at sige på en stille og rolig måde, at det gør mig urolig, når hun siger sådan, og at jeg har lægen med inde over.
De er nogle gode mennesker, men bare lidt mere… åbenmundede… end mig ;)
Jeg sidder sikkert også om nogle år og ryster på hovedet af alle mine bekymringer. Heldigvis er det kun 18+ år endnu… ;)
Tak for din besked, dine ord er (som altid) meget værdsatte <3
Hold du bare fast i din grundlæggende mavefornemmelse – ikke bekymringen vel at mærke – om at han er lige som han skal være. Og i øvrigt… Det er ikke altid en fordel at være en af de hurtige rent motorisk. Jeg husker så tydeligt stoltheden, da min dreng begyndte at gå relativt tidligt. Den varede kort og derefter havde jeg bare travlt med at løbe lige bagefter ham konstant. Med babyen tager jeg mig selv i at glæde mig til at hun begynder at kravle, men hver gang prøver jeg at slå koldt vand i blodet – De gør tingene i deres eget tempo, de små. Kh.
Du er så sød. Og hvor har du ret. Det kan jeg jo se allerede, når krudtungen ikke gider at blive i sofaen/sengen/stuen… Til gengæld er han jo så meget verbal, så man kan altid høre, hvor han er på vej hen, ikke mindst fordi, han har fået en baladelyd ;) Ja ja, det kan hurtigt blive meget værre…
Det med at kryds/kravle-bevægelser har betydning for den faglige udvikling er en myte. En meget sejlivet én, men det har simpelthen ikke noget på sig, det viser al forskning på området. Så lad du ham bare møve sig :-)
Dig! Du er noget af det bedste, jeg ved :)
Jeg holder med alle de andre kloge hoveders svar – han er helt perfekt!
Måske du skulle stikke vægt/højde kurven i hovedet på dagplejemoren og fortælle hende at ifølge ALLE bøger, læger osv så er han helt normal og at han tager sig den tid han har brug for, ift at lære at kravle og tale ;)
Da min mindste skulle starte i vuggestue lavede de jokes med at de skulle til at træne sig op, så de havde armkræfter til at bære ham – og de havde ret – han var kæmpe, han havde ingen hals, hoved og ryg gik nærmest ud i eet, så tyk var han :D jeg grinte bare af dem. Og efter kort tid måtte de mandsopdække ham fordi han var alle vegne, på trods af sin heavy weight. Og han er i dag en bredskuldret, men slank og lækker 4-årig <3
Frømanden er jo ikke engang ude for skalaen – blir sgu lidt harm på sådan en dagplejer. Så længe han ikke er undervægtig.
Ja, undervægtig – så havde det jo været endnu værre. Jeg kender en, hvis barn er til den lille side, og alle de ting, de skal høre på… Som sagt: Folk skal bare lukke, med mindre de selvfølgelig er decideret bekymrede. Så er der jo pligt til at sige noget. Men det er der jo netop ikke her.
Jeg lukker ørerne og tænker på din ord. Og ja, må prøve om jeg kan få mønstret mod til at sige noget om det, hvis de siger det igen…
Jeg har en dreng fra midt december – og han vejer sgu omkring 12,5 kg. Sir det bare. Og jeg er ikke et sekund bekymret! Han er ikke kæmpe, for han er også lang, og har hele tiden været det, vægten er sgu meget godt fordelt. Og han er først LIGE begyndt at kravle. Så no worries.
Tak! Det er så rart at have noget at sammenligne med. For ja, børn (og voksne) ER jo forskellige. Lange og brede børn skal bare veje lidt mere end dem, der er gået i den anden retning. Så tak for dét :)
Vi lever desværre i et samfund, hvor ingen tænker over at der jævnligt nævnes ting om folks udseende og vægt.
Jeg håber du kan finde ro i af det ikke er hans vægt eller højde men han smil og glæde i livet der er den vigtigste faktor : – )
Shiiit… Din kommentar rammer simpelthen så dybt. Og tak for det! For det er præcis det, jeg ville have ønsket, min egen far havde kunne tænke for mig. Jeg er så bange for at pådutte min lille mand mine tanker om vægt, og så er det lige netop sådan nogle tanker, som dem jeg har nu, der kan gøre ham ondt.
Tak! Din kommentar satte gang nogle tanker her. Jeg vil arbejde på at finde den ro, for du har så ret! :)
Hej Charlotte.
Jeg er ny følger, har kun læst to indlæg, men elsker allerede din blog! Her er en lille kommentar: I min (første) mødregruppe var der en lille pige som nærmest var groteskt stor. Hun var den eneste pige, og var fra starten en “elastik-baby” med deller over det hele og kæmpestore kinder. Hun brugte str. 92 i tøj, da de andre brugte str. 68. Hendes mor var, og er, et af de tyndeste/slankeste mennesker jeg kender. Nu er pigen 7 år, og fuldstændig normal og smuk og sød og aktiv. Min pointe er, at selvom din søn havde været udenfor kurverne, kan altid jo ændre sig på 6 måneder når de er så små!
Jeg glæder mig til at følge med på din blog!
Mvh. Lene
Hej Lene, velkommen til! Og tusind tak for din kommentar – det er lige sådan noget, der gør, at jeg har lyst til at dele alle mine mange tanker her på bloggen. Tusind tak, dine ord betyder mere, end du aner :)
Også dem om den store, lille pige. Ja, du har nemlig helt ret, og helt inderst inde er jeg også klar over det. Jeg skal bare lære at holde fast i den der mavefornemmelse :)