Bittert farvel til Barselsland

De seneste par uger har været præget af frustration og sorte huller. Jeg har skrevet en masse halve kladder, som jeg på et tidspunkt har lukket ned for, fordi jeg bare kørte i ring med, hvor gal og ked af det jeg er over mit liv. Jeg har ikke selv kunne holde ud at høre på det, og har heller ikke haft lyst til at dele det med jer. 

Men nu gør jeg det alligevel. For det er også en del af livet, særligt når man kæmper psykisk. Min angst er tilbage for fuld skrald, og inden jeg fortæller om, hvad jeg lige nu gør for at prøve at blive venner med den, så får I nogle af mine tanker fra de sidste fire uger. 

Det her skrev jeg den 1. december:

---

 

I dag er min sidste dag på barsel. Det er gået endnu hurtigere her anden gang. I modsætning til for to år siden, er jeg slet, slet ikke klar til at rejse tilbage fra Barselsland endnu.

Jeg er bitter.

I min første barsel var jeg ved at dø af kedsomhed mange gange, men denne gang er tiden bare forsvundet ud af hænderne på mig. Jeg synes ikke, jeg har haft et eneste roligt øjeblik til at nyde min baby. Jeg har ikke fået nok af den symbiosetid, som sådan en barsel sgu da skal være fuld af.

Tid hvor man pusler og hygger, ligger i sengen og sover middagslur sammen, ligger og leger på gulvet. Alle dele kan tælles på én hånd.

Det hele er gået op i praktik. Og tårer.

De første fire måneder prøvede vi at finde ud af, hvorfor Bøffen var så ulykkelig. Hvorfor han ikke ville sove, hvorfor han skreg sig hæs hver eneste aften, og hvorfor han kastede op i store, fede stråler, hver gang han havde spist.

Vi opdagede, han havde stramt tungebånd, og fik det klippet få dage inden, han fyldte fire måneder. Herefter startede en lang kamp med at lave tungeøvelser mange gange om dagen, så han kunne lære at spise rigtigt, og ugentlige ture til kiropraktoren. Jeg brugte næsten alle mine ressourcer på holde fast i håbet om, at det var det, der skulle til, for at hjælpe vores lille fyr.

Det var det. Heldigvis!

Så derfor besluttede vi os for, at vi også ville få hjælp til Frømanden, som var begyndt at have meget uro i kroppen. Han skulle hele tiden være i bevægelse, og havde ikke lyst til at være tæt på nogen. Og så var han ekstremt sensitiv, særligt overfor lyde. Han stak i et vræl, hver gang vi tændte støvsugeren eller bruseren. Hvis lillebror larmede, begyndte han at skrige helt vanvittigt, fordi han bedre kunne holde sin egen larm ud inde i hovedet.

Vi startede derfor sommerferien med at køre til Holland, hvor både han og jeg fik klippet tungebånd, og igen fulgte en lang og opslidende periode, hvor vi skulle lave tungeøvelser med et hysterisk barn, og hvor vi nærmest boede hos kiropraktoren.

Da vi kom hjem, opdagede vi, at det dryppede fra loftet i stuen. Et par dage senere var der en skvulpende bobbel inde bag tapetet. Det viser sig, at den uduelige VVS’er, som udskiftede alle vores vandrør for tre år siden, har formået at få skruet en samling forkert sammen, så der er sevet vand ud lige siden.

Af med tapet og loft, og så skulle vi ellers have glæde af en affugter i dag og nat i flere uger. Jeg er glad for, at jeg ikke nåede at se, præcis hvor meget skimmelsvamp, der havde samlet sig bag tapetet, for jeg kunne forstå på håndværkeren, at han havde været noget imponeret over væksten af det lort.

I tre måneder levede vi med hul i taget, og da kulden satte ind i oktober, gjorde det os syge. Alle fire, dog var Bøffen og jeg værst ramt. Lungebetændelse og tre måneders hoste til mig, heldigvis kun hoste til Bøffis. Vi hoster i øvrigt stadig, men jeg er holdt op med at tælle måneder nu.

Og så skal vi slet ikke snakke om, hvordan det er at have håndværkere rendende i så lang tid. Specielt ikke, når det er samme uduelige VVS’er, der kommer ud for at udbedre fejlen, og i øvrigt fraskriver sig alt ansvar og sender en kæmpe regning som plaster på såret.

Nu skriver vi så december, og min barsel er slut. Min baby er lige begyndt at blive sjov, og jeg kan for første gang i et år trække vejret bare nogenlunde. Men nu kommer næste udfordring så. Dagpengeland.

Jeg har været der før, og det er bestemt ikke noget pænt sted. Det var det, der gav mig stress sidst. Alle de åndssvage regler og snak om PLIGT og (med mindre bogstaver – meget mindre, faktisk!) ret, for ikke at forglemme de inkompetente tosser inde i min a-kasse, som jeg flere gange har været nødt til at forklare reglerne for.

Jeg er bitter.

Jeg savner min baby. Han er allerede ved at være en lille tumling, En glad og mild og fuldstændig fantastisk tumling, som jeg slet ikke føler, jeg har tid til at nyde, fordi alle mine tanker hele tiden kredser om hvad-nu-hvis’er og dommedagsprofetier. Og om vi skal have mere kiropraktorbehandling. Hvilket vi skal, selv otte måneder efter klip. Det er en lang, sej og opslidende kamp.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal rette min vrede hen. Jeg synes sgu, det er samfundets skyld. Politikerne og dem på jobcentret, som forvalter de åndssvage beslutninger, der bliver ustukket fra økonomerne på Borgen.

De har ikke hjulpet mig, da jeg blev syg, de kunne heller ikke hjælpe mig i job. I stedet gjorde de mig syg med stress. De har heller ikke kunne hjælpe min baby, da han var syg og havde problemer med at spise.

Omvendt har jeg lige fået et års barsel betalt af samfundet. Og før det var det min uddannelse. Så der er kun én at bebrejde lige nu. Det gør ikke rigtig noget godt for selvtilliden, jeg jeg forsøger at skyde bolden tilbage.

Inden jeg for alvor kaster mig ud uden sikkerhedsline, skal jeg lige brænde nogle feriedage af. Jeg skal bruge dem på at søge job, men i mit eget tempo og uden en emsig jobcentermedarbejder over nakken. Hvem ved, måske er jeg heldig, at flyveren ændrer kurs i sidste øjeblik, så jeg ikke behøver at tage tilbage til Dagpengeland.

Farvel, Barselsland. Det har føltes som en charterferie til Mallorca. Høje forventninger før afgang, svedigt og stressende med alle de ting, vi skulle nå – og jeg tager herfra med en følelse af, at jeg ikke rigtig fik oplevet alt det gode, du har at byde på. Men med markant færre drinks.