Herhjemme elsker vi at spille. Kort, Matador, Bezzerwizzer, alle former for spil. Vi bruger gerne en hel ferie på at spille 500 femhundrede gange. Ingen af os er dårlige tabere, men vi kan begge bedst lide at vinde.
Bare ikke når vi spiller Blebingo. Frømanden har i et stykke tid kun lavet brune bleer cirka en gang om ugen, så når vi begynder at nærme os tiden, er det lidt som at spille en omvendt form for pakkeleg, hvor man håber, at æggeuret ringer, inden det igen er ens tur til at kaste terningen.
I dag skulle vi til påskefrokost hjemme hos barnets oldemor, og vi havde væddet om, at han sikkert ville give os sin gave kort efter, vi havde pakket os sammen i bilen. Det gjorde han heldigvis ikke, så vi slap for at tage valget, om vi ville lugte til det i en time, eller skifte ble midt på en motorvejsrasteplads.
Sidste øvble var forrige fredag, så vi vidste, det var et spørgsmål om tid, og sådan som den lille mand vred sig ved hvert måltid, håbede vi egentlig også på, at det snart ville komme. Han får så ondt i tiden op til, at han knap kan være i sig selv.
Derfor ville han hverken sove eller være vågen under hele påskefrokosten, til gengæld ville han bare have mad konstant, så vi brugte en stor del af tiden inde i soveværelset. Til sidst var både han og vi ret udmattede.
Vi måtte spise lidt i hold, så Manden spiste inde ved bordet, mens baby spiste ved mig i soveværelset, og når han var færdig med det, kunne jeg gå ind til bordet, mens Manden fik mini’en bøvset af og skiftet.
Omkring klokken 18.30 kom Manden endelig ind efter en skiftetur og annoncerede, at ‘nu var babyen tom’. Åh, hvor det lettede. Uden tvivl for Frømanden, der pludselig virkede helt anderledes tilfreds, men jeg kunne også mærke det i min mave. Det er ikke til at holde ud at se ham vride sig, når man ikke kan hjælpe. (Og indrømmet, så blev jeg også glad for, at jeg igen tabte-vandt i Blebingo. I know how to play that shit!)
Nøj, det har været en udmattende dag, selvom det faktisk gik rigtig godt, hans mavekneb taget i betragtning. Han hverken hylede eller skreg, græd bare af og til, og smilede knap så meget, som han plejer.
Nu håber jeg på en god, LANG nats søvn, så vi alle kan være okay igen i morgen.
Det er skønt, at man slipper for de klamme bleer hver dag, men hvor ville jeg ønske for ham, at det ikke skulle gøre så ondt at få ud af livet. Hvis der er nogen derude, der har en løsning, der kan hjælpe lidt på det, så hører jeg meget gerne fra jer.
Han får stadig kun min mælk. Også da vi kom hjem her til aften, hvor han nægtede at slippe min hånd imens. Søde, lille menneske.
2 comments
Indrømmet, ikke afprøvet herhjemme endnu, men er det ikke noget med at hvad du spiser går i mælken? Så fx svesker virker vistnok afførende og kan måske hjælpe ham på vej?
Jo, det siger de jo, og det skal sikkert nok passe – det virker jo logisk nok :) Men svesker – niks, det nægter jeg simpelthen. Så må han ofre sig for min skyld for en gangs skyld… Har prøvet at lade være med at spise løg, lade være at drikke mælk, lade være at fråde chokolade (HÅRDESTE 14 DAGE EVER!), men intet af det hjalp, såehm… Gider ikke blive ved med at skyde i blinde, når de andre ting ikke har fungeret :/