Børn – er de besværet værd?

“Men det er stadig det hele værd, ikke?” spurgte drengens onkel, med let bævende stemme, da han var på besøg i dag.

Han havde fanget os på en rigtig dårlig dag. Vi var kommet lidt for sent i seng i går, og det havde drengens radar opfanget, så han stod selvfølgelig op en time tidligere, end han plejer.

Hvilket resulterede i en møgsur møgunge, som hverken ville det ene eller det andet, og som højlydt gav udtryk for det i form af skrig, som kun hundene kunne høre omfanget af.

Spørgsmålet faldt på det tidspunkt, hvor drengens far var gået ind for at skifte en meget lugtende ble, og jeg havde udstødt et meget træt suk.

“Det bliver forhåbentlig bedre om nogle år,” svarede jeg.

Det er underligt, det der med børn. Det er den vildeste rutchebane, når det kommer til følelser. Der er den voldsomme irritation, når barnet nægter at sove, selvom det kun er 20 minutter siden, han blev lagt, og man jo bare VED, det kommer til at hænge på én senere, fordi han bliver vrøvlet.

Der er grundangsten for at miste, hver gang ungen mister fodfæstet for en stund, eller nogen kører vildt i trafikken eller svinger en saks i en radius af 1,4 kilometer.

Frustrationen, når man har prøvet ALT, men den skrigende, savlende, snottende, stortudende unge bare kaster sig fra side til side og skriger (noget, som betyder) “NEEEEJ! ALT ER GALT, OG DU GØR INTET RIGTIGT!”

Og der er håbløsheden, når man forsøger at få livet til at hænge sammen med et lille barn, kærestetid, arbejde og søvn, som desværre mest er en luksusvare.

Alle de følelser har muligvis lyst ud af mig i det øjeblik. Han tøvede derfor noget, da han lidt senere fortalte, at han og hans kæreste havde snakket om, at det måske snart var ved at være tid for dem.

“Altså, der skal ikke gå fem år. Men det skal bare IKKE være lige nu!” sagde han så.

Og så faldt ti-øren for mig.

“Arh, for fanden – det var derfor, du spurgte, om det var det hele værd? Prøv nu at høre her – JA, gu’fa’en er det hårdt! Det er helt afsindigt hårdt, og du kommer til at gøre ting, som du aldrig havde forestillet dig,” forklarede jeg ham.

“Du kommer til at stikke næsen ned til et andet menneskes røv for at lugte dig frem til, om vedkommende har skidt. Du kommer til – helt ukritisk – at tørre en andens snot væk, og tørre det af i dit eget tøj.

Du vil gå søvnløs i årevis, og du kommer til at bruge alle dine vågne timer – og dine penge også – på en anden end dig selv.

Du kommer have lyst til at hoppe i havet eller smide ungen ud af vinduet. Det gør du selvfølgelig ikke, men du KOMMER til at gå ind i et andet værelse og skrige al din frustration ned i en pude.

Du vil få ud-af-kroppen-oplevelser, hvor du ser dig selv stå og snerre af din elskede – jo, du gør! Det tror du nok ikke på nu, for du kan slet ikke forestille dig, at du kan elske et andet menneske mere, end du elsker hende! Men det kan du, og det kan få dig til at råbe de grimmeste gloser til din kæreste og endda overveje, om I overhovedet skal samme vej i livet.”

(Og så trak jeg vejret…)

“Men det ER virkelig det hele værd. For når du kigger på det lille menneske, I sammen har skabt, som smiler til dig og elsker dig højest i hele verden, så føler du en kærlighed indeni, som ikke er til at beskrive.

Du kommer til at hvine af fryd, når din baby giver dig sit første smil, og du kommer til at leve af den kærlighed, det giver, når han griner til dig.

Måske begynder du endda at græde af lykke og stolthed, når han en dag finder ud af at vælte om på ryggen, når han lærer at kravle, når han lærer at gå. Når han siger “Far!”

Du vil kigge på din elskede kæreste og se, at hun føler den der vilde, vilde følelse præcis lige så meget, som du gør, og du vil føle en samhørighed, som du aldrig har mødt før. Ikke engang dengang på rusturen, inden du skulle starte på studie, hvor du med øl i årerne følte, du endelig havde fundet din rette hylde.

Det her er meget vildere. Du vil pludselig se MENINGEN med livet. Med det hele. Og søvnløshed, frustration og vrede vil glide i baggrunden,” sagde jeg.

“Det kan godt være, det negative ser ud til at fylde meget – og helt ærligt, så ER det virkelig ikke sjovt at stå op syv gange hver nat, og til gengæld overhovedet ikke sove om dagen, i et år eller mere, men JA – DET ER DET HELE VÆRD!

Og det kommer altså fra en, som ikke var sådan super vild med børn førhen, ikke?”

Jeg kiggede på ham, og han smilede. Ja, der skulle nok ikke gå så lang tid, sagde han igen.

I samme sekund brækkede Manden dørkarmen ned, og støvede ud over den radiator, jeg lige havde malet. Og jeg forbandede ham og hvæste, at hvis bare én edderkop faldt ned i hovedet på mig, så var han DØD!

“Et råd vil jeg give dig,” sagde jeg igen henvendt til Onkel:

“Det vigtigste er, at du får børn med en, som du stadig kan holde ud, selv når du hader ham. Det er eddermame vigtigt for at komme igennem det sammen!”