“Men det er stadig det hele værd, ikke?” spurgte drengens onkel, med let bævende stemme, da han var på besøg i dag.
Han havde fanget os på en rigtig dårlig dag. Vi var kommet lidt for sent i seng i går, og det havde drengens radar opfanget, så han stod selvfølgelig op en time tidligere, end han plejer.
Hvilket resulterede i en møgsur møgunge, som hverken ville det ene eller det andet, og som højlydt gav udtryk for det i form af skrig, som kun hundene kunne høre omfanget af.
Spørgsmålet faldt på det tidspunkt, hvor drengens far var gået ind for at skifte en meget lugtende ble, og jeg havde udstødt et meget træt suk.
“Det bliver forhåbentlig bedre om nogle år,” svarede jeg.
Det er underligt, det der med børn. Det er den vildeste rutchebane, når det kommer til følelser. Der er den voldsomme irritation, når barnet nægter at sove, selvom det kun er 20 minutter siden, han blev lagt, og man jo bare VED, det kommer til at hænge på én senere, fordi han bliver vrøvlet.
Der er grundangsten for at miste, hver gang ungen mister fodfæstet for en stund, eller nogen kører vildt i trafikken eller svinger en saks i en radius af 1,4 kilometer.
Frustrationen, når man har prøvet ALT, men den skrigende, savlende, snottende, stortudende unge bare kaster sig fra side til side og skriger (noget, som betyder) “NEEEEJ! ALT ER GALT, OG DU GØR INTET RIGTIGT!”
Og der er håbløsheden, når man forsøger at få livet til at hænge sammen med et lille barn, kærestetid, arbejde og søvn, som desværre mest er en luksusvare.
Alle de følelser har muligvis lyst ud af mig i det øjeblik. Han tøvede derfor noget, da han lidt senere fortalte, at han og hans kæreste havde snakket om, at det måske snart var ved at være tid for dem.
“Altså, der skal ikke gå fem år. Men det skal bare IKKE være lige nu!” sagde han så.
Og så faldt ti-øren for mig.
“Arh, for fanden – det var derfor, du spurgte, om det var det hele værd? Prøv nu at høre her – JA, gu’fa’en er det hårdt! Det er helt afsindigt hårdt, og du kommer til at gøre ting, som du aldrig havde forestillet dig,” forklarede jeg ham.
“Du kommer til at stikke næsen ned til et andet menneskes røv for at lugte dig frem til, om vedkommende har skidt. Du kommer til – helt ukritisk – at tørre en andens snot væk, og tørre det af i dit eget tøj.
Du vil gå søvnløs i årevis, og du kommer til at bruge alle dine vågne timer – og dine penge også – på en anden end dig selv.
Du kommer have lyst til at hoppe i havet eller smide ungen ud af vinduet. Det gør du selvfølgelig ikke, men du KOMMER til at gå ind i et andet værelse og skrige al din frustration ned i en pude.
Du vil få ud-af-kroppen-oplevelser, hvor du ser dig selv stå og snerre af din elskede – jo, du gør! Det tror du nok ikke på nu, for du kan slet ikke forestille dig, at du kan elske et andet menneske mere, end du elsker hende! Men det kan du, og det kan få dig til at råbe de grimmeste gloser til din kæreste og endda overveje, om I overhovedet skal samme vej i livet.”
(Og så trak jeg vejret…)
“Men det ER virkelig det hele værd. For når du kigger på det lille menneske, I sammen har skabt, som smiler til dig og elsker dig højest i hele verden, så føler du en kærlighed indeni, som ikke er til at beskrive.
Du kommer til at hvine af fryd, når din baby giver dig sit første smil, og du kommer til at leve af den kærlighed, det giver, når han griner til dig.
Måske begynder du endda at græde af lykke og stolthed, når han en dag finder ud af at vælte om på ryggen, når han lærer at kravle, når han lærer at gå. Når han siger “Far!”
Du vil kigge på din elskede kæreste og se, at hun føler den der vilde, vilde følelse præcis lige så meget, som du gør, og du vil føle en samhørighed, som du aldrig har mødt før. Ikke engang dengang på rusturen, inden du skulle starte på studie, hvor du med øl i årerne følte, du endelig havde fundet din rette hylde.
Det her er meget vildere. Du vil pludselig se MENINGEN med livet. Med det hele. Og søvnløshed, frustration og vrede vil glide i baggrunden,” sagde jeg.
“Det kan godt være, det negative ser ud til at fylde meget – og helt ærligt, så ER det virkelig ikke sjovt at stå op syv gange hver nat, og til gengæld overhovedet ikke sove om dagen, i et år eller mere, men JA – DET ER DET HELE VÆRD!
Og det kommer altså fra en, som ikke var sådan super vild med børn førhen, ikke?”
Jeg kiggede på ham, og han smilede. Ja, der skulle nok ikke gå så lang tid, sagde han igen.
I samme sekund brækkede Manden dørkarmen ned, og støvede ud over den radiator, jeg lige havde malet. Og jeg forbandede ham og hvæste, at hvis bare én edderkop faldt ned i hovedet på mig, så var han DØD!
“Et råd vil jeg give dig,” sagde jeg igen henvendt til Onkel:
“Det vigtigste er, at du får børn med en, som du stadig kan holde ud, selv når du hader ham. Det er eddermame vigtigt for at komme igennem det sammen!”
7 comments
Sikke et dejligt indlæg:) jeg er typen, der altid i mine branderter spørger folk om netop det :D “aj, kom nu – helt HELT ærligt, jeg siger det ikke til nogen – har du ikke fortrudt bare en lillebittelillebittebite schmuuule?” Indtil videre er der kun en enkelt, der har fortrudt, men hun havde så også tre alene med tre forskellige fædre.. De andre vil ikke indrømme det! ;)
Vi har alligevel været sammen i 10,5 år nu, men jeg føler mig ikke rigtig klar – der er så meget jeg gerne vil.. Hvis vi får børn nu, bliver jeg jo aldrig surfer i Australien, vel?
Nogle mennesker er sammen en enkelt nat, får et barn og får det fint bagefter. Andre (mine forældre) er sammen i otte år, før de får et barn, og har et råddent liv bagefter og ender med at blive skilt. Der er ingen formel – måske skal I aldrig have børn? Det er vist også helt okay ;)
Jeg bebrejder dig ikke for at overveje og så gen-overveje, når du snakker med dine venner. Det er fandme hårdt i starten, og jeg har virkelig overvejet fidusen i det her med at få børn MANGEN en sen nattetime. Eller bare enhver anden af hans vågne timer ;)
Men kærlighed overvinder alt. Det gør den sgu, når det handler om børn.
Det er i øvrigt pudsigt, for min drøm var også Australien (bare backpacker/farmer) – er stadig lidt ærgerlig over, at jeg aldrig kom afsted. På den anden side, ville jeg ikke bytte, hvis jeg fik valget lige nu. (Handler muligvis også lidt om dovenskab ;))
Frøbaby er helt sikkert det hele værd – jeg lover at babysitte, ellers! Så hvis han trues med en tur ud af vinduet, griber jeg – så kan du få ham igen, når du har fået et glas rødvin og en lur :p
– Anne
Anne! Hvor var du for et år siden?!? Der var du MEGET stille..!
(Ja, han er… Den lille skid ;))
Skønt indlæg! Tak for det! En kær ven sagde, før vi fik vores første, at man kommer langt med at huske at sige “ja”, “tak” og “undskyld”. Han nævnte ikke sukker og alkohol, men ellers tror jeg man er meget godt dækket ind så!
Et par gode råd, så absolut!! Mangler bare lige at få indøvet de første tre ord lidt mere, ellers er jeg vist ret godt med ;D
[…] enkelt, der larmer og kræver opmærksomhed. Ét barn til to sæt hænder er luksus! Jeg aner ikke, hvorfor jeg brokkede mig så meget dengang, dét var vores dagligdag – og skulle vi nogensinde få én mere, så tænker jeg sikkert det samme om den her […]