“Man ska’ sgu snak’ med børn,” som Knud siger i Den Eneste Ene. Men hvad nu, hvis man ikke kan finde ud af det?
Små børn skræmmer mig. De er næsten lige så uforudsigelige som edderkopper, men ud over det, så smider de også om sig med snot, savl og prutter.
Jeg er enebarn. Det forklarer selvfølgelig en masse ting, tænker du nu. Men det er altså ikke min skyld, jeg har alle dage sagt til min mor, at jeg virkelig-virkelig-virkelig gerne ville have en storebror.
Men ligesom med så mange andre ting, et catsuit for eksempel, fik jeg heller ikke dét, så jeg var altså ikke sådan et overforkælet enebarn, der bare fik alting, ser du nok.
De fleste af mine veninder var også enebørn, eller også havde de kun ældre søskende. Ergo – jeg er ikke ret god til det med små børn. Jeg forstår dem simpelthen ikke.
Jeg har altid været mere begejstret for dyrebørn end menneskebørn, og har aldrig rigtig kunne forstå, hvorfor nogle mennesker kegler fuldstændig skråt over sådan et lille, vrælende, savlende, prutlugtende stykke barn. (Giv mig derimod et billede af en hundehvalp, og du skal høre lyde på over 120 decibel fra min mund)
Men hvor svært kan det være?? Børn er vel også en slags mennesker?
Sværere end man lige skulle tro, har det vist sig. Gang på gang. For oftest ender det i gråd eller ubekvemme blikke, når jeg forsøger at bonde med sådan en lille størrelse.
Jeg kigger. Jeg smiler. Barnet går i panik – hvad vil hun mig?!?
Enten kommer jeg til at tale ned til dem, eller også behandler jeg dem som voksne. Det er anti-guldlok, og jeg har simpelthen ikke nogen mellemstation.
Det har fået mig til at frygte, om jeg mon kan finde ud af at snakke med mit eget barn, når hun kommer ud? Jeg forestiller mig, at vi begge kommer til at vokse med opgaven, som hun bliver ældre, men jeg er alligevel i tvivl.
Hun kommer garanteret også til at snakke jysk… Det gør jo ikke sage nemmere. (Det var ikke lige en faktor, jeg havde med i ligningen, da jeg besluttede mig for at immigrere til Jydeland… At mine børn jo så bliver… jyder…!)
5 comments
Det får du ingen problemer med. Jeg kan snildt snakke med Magnus, andres børn kan jeg stadig ikke finde ud af :P
Det er nu lidt betryggende at høre :)
Bare jeg så ikke også ødelægger hende, så HUN ikke kan snakke med andre børn? Åååh, alle de bekymringer ;)
Du er heldig dine børn bliver jyder. Nu fik jeg desværre ikke selv børn, men det er trods alt lidt en trøst at jeg i det mindste ikke fik nogen børn der er københavnere.
Jeg ved det, det er fuldstændigt lige så pndsvagt og irationelt som du har det med at dine bliver jyder.
Ih, af en eller anden årsag, var din kommentar havnet i mit spam-filter, så har ikke set det før nu… Måske var det din første sætning, WordPress ikke ville acceptere? ;)
Jeg forstår også godt, du ville være ked af at få københavnerbørn, de er heller ikke til at holde ud ;) Jeg kommer fra en lille by uden for Frederikssund i Nordsjælland, og det er en gråzone! For folk kan hverken kalde det bondsk eller snobbet – boede nemlig på en gård ude på en mark, men i den del af Danmark, hvor folk er nogenlunde rige – men ikke skilter med det. Derfor kan jeg bare skøjte forbi alle de der stereotyper – og ja, det sætter mig i bås, så jeg håber folk kan høre, at jeg er ironisk, når jeg gør det ;)
I virkeligheden er jeg ret glad for, at de vokser op og får både mit og deres jydske fars bedste kvaliteter (bilder jeg mig ind…) – lidt fra begge dele af landet. Men lad det blive mellem os, okay? ;)
[…] jeg var typen, der kunne blive forelsket i en baby. Eller rettere, det vidste jeg jo, jeg ikke var (som I kan læse her) – men da den lille, blå smølfebaby poppede ud, rakte jeg instinktivt armene ned efter ham. […]