Det værste ved at få børn er, at de tvinger en til at kigge indad og til at blive en bedre udgave af sig selv. Børn er nådesløst ærlige. For dem er der ikke ret meget, der er forbundet med skyld og skam. Derfor er det også svært at gå rundt og have det skidt med sig selv, når man har små børn, for hvorfor er mor egentlig så ked af det? Hvad er der galt med dig, mor?
“Mor, er det ligesom dengang, du blev brændt?” spurgte den snart 4-årige forleden.
Spørgsmålet kom fuldstændig ud af det blå. Han havde lige været ude og tisse, og stod nu og vaskede hænder. Først grinte jeg, fordi det var et absurd spørgsmål, og jeg ikke anede, hvad det gik ud på. Jeg tænkte, det måske var en udløber af en Halloween-snak i børnehaven. Og var egentlig ikke spor overrasket, hvis nogen skulle mene, at jeg går rundt og ligner en heks for tiden. Min hårbørste får ikke så meget motion, skal jeg sige jer.
Jeg spurgte alligevel ind til, hvad han egentlig mente. Hvornår skulle jeg være blevet brændt?
“Ude på dit arbejde. Da de fyrede dig…”
Aaah. Haha. Og av.
Av, fordi det er et skamfuldt ord. Jeg er jo ikke blevet fyret, vel? Jeg er blevet opsagt. Det ord emmer ikke af skyld og skam, og leder ikke automatisk til første tanke om, hvad JEG dog har gjort galt, siden nogen skulle have lyst til ligefrem at FYRE mig. Det lyder så voldsomt at blive fyret. Opsagt lyder mere af nedskæringer og effektivisering. Det er nemmere at sluge.
Men han har altså opsnappet ordet i en eller anden voksensamtale, og det fik mig til at tænke over, at vi nu bliver nødt til at være endnu mere forsigtige med, hvad vi siger omkring de der børn. Mest fordi jeg ved, at ordene går i en direkte linie ned til børnehavens pædagoger. Og det orker jeg ikke.
Jeg har selvfølgelig længe vidst, at jeg skulle til at forbedre mig. Hell, jeg har været i gang med at forbedre mig selv lige siden jeg var 13, men nu er det altså alvor. Denne gang handler det ikke om de ekstra kilo på maven, nu handler det om helt almindelig god opførsel. Sociale spilleregler. Som jeg skal gå foran med som det gode eksempel. Og det, er jeg sgu lidt bange for, bliver udmattende og svært.
Jeg vil mene, jeg generelt er et høfligt og omgængeligt menneske. Når jeg er ude i offentligheden. Derhjemme er desværre en helt anden snak, særligt de seneste par år, hvor overskuddet har været ekstra lille, og jeg derfor har brugt endnu mere krudt på at sætte et pænt smil på, når jeg skulle være sammen med andre end mine nærmeste.
Jeg har haft brug for bare at kunne koble hjernen fra og sige præcis, hvad jeg tænkte, så snart det kom forbi mine frontallapper. Uden at tænke over, om det mon er dumt eller upassende. Den går ikke længere. Fremover skal der børnefilter på, så jeg ikke får videregivet noget, som kan give enten ham eller mig et forklaringsproblem, hvad enten det bliver sagt i kådhed, dumhed eller bare for sjov.
Jeg kan huske, jeg engang kom op fra legepladsen i det sociale boligbyggeri, vi boede i, inden jeg fyldte seks. Jeg var blevet skubbet, så jeg forstuvede mit haleben, af en af pigerne fra den der hårde gruppe, som findes sådan nogle steder, fordi de syntes, jeg var grim at se på.
Da mine forældre spurgte, hvem der havde gjort det, sagde jeg noget med, at det var “perkerne”. Og så flippede min far helt ud. Jeg sagde det ikke som et skælsord, men fordi det var, hvad de selv kaldte sig. Det var også det, min mor og min moster sagde, når de ulmede over den mafia af mødre, der holdt til i vaskekælderen og stjal vasketider fra andre. Det var det, alle i byen kaldte dem. Men min far flippede alligevel ud, for han var bange for, at jeg en dag fik sagt ordet til de forkerte, og at jeg ville få et par på skrinet. Berettiget. Men dengang lagde jeg ingen onde intentioner i ordet, for jeg var jo bare et barn.
Min dreng lægger heller ikke noget ondt i ordet “fyret”. Han kan bare se, at hans mor er ked af det. I går kom han igen og spurgte: “Mor, er det ikke også rigtigt, at du er blevet fyret?”
Jeg sagde brødebetynget “jo” og forklarede, at det var noget, der gjorde mig ked af det, og at jeg derfor helst ikke ville have, han sagde det andre steder end herhjemme. Hvilket er komplet åndssvagt, for jeg ved jo, at det ikke er mig, der har gjort noget galt. Jeg har hverken taget af kassen eller ikke passet mit arbejde. Jeg er blevet syg, og de har så af økonomiske grunde valgt at hælde mig ud. Fordi de er nogle røvhuller. Og det er ærligt talt ikke fair, at jeg skammer mig over det. Heller ikke at jeg videregiver skammen til mit barn.
Hvilket bringer mig tilbage til min pointe. Det værste – allerværste, værre end lortebleer og søvnløse nætter – ved børn er, at de tvinger en til at tage sig selv op til overvejelse. Er jeg den bedste version af mig selv?
Vil jeg være sådan en, der går og skammer mig over mig selv? Nej. For jeg vil ikke have, mine børn skal skamme sig over mig. Det skal de ikke bruge deres energi på. Vil jeg blive ved med at føle mig som et offer? Hell to the N-O. Så der skal arbejdes på de følelser.
Jeg har længe tænkt de her tanker. De er en af grundene til, at jeg på en måde blev lettet, da jeg fandt ud af, at lillebror ikke var en lillesøster. For havde jeg nu fået en pige, så havde jeg i endnu højere grad skulle være et forbillede, tænkte jeg, og brød mig ikke om tanken om det pres, der ville ligge på mig. Men det er gået op for mig, at jeg desværre også bliver nødt til at stå stærkt overfor mine drenge, så mine følelser om skyld, skam og dårligt selvværd ikke skal gå i arv.
Børn er en gave, siger de. Jeg ville lige nu ønske, at de kom med byttemærker, så jeg bare kunne hensynke i min egen selvmelidenhed under min dyne. Men. Jeg kan godt fornemme, at det er en gave, jeg bliver glad for en dag.
