Dårlige vaner

Jeg går ikke ind for metoden om at lade børn græde sig selv i søvn. Godnat-og-sov-godt-metoden, som en eller anden fancy pancy ekspert har døbt den.

Jeg er overbevist om, at mit barn græder af en årsag. Derfor har han heller ikke skulle mere end trække vejret lidt for højt, før jeg har været der – ja, ja, hvad mangler du, hvad kan jeg gøre for dig?

Det har stresset mig fuldstændig sindssygt, og det har afholdt mig fra at tage en masse steder med ham, for jeg KAN ikke have, når mit barn græder. Når han gør, er det derfor rarest (for mig) at være tæt på noget, vi kender, frem for eksempelvis Jensens Bøfhus (nøøøj, hvor har jeg drømt om sådan en belgisk vaffel i mange måneder) med en halv bøf på tallerkenen og en ubetalt regning hængende over hovedet.

Han er et nemt barn, så han græder kun, hvis han er sulten eller mangler nærhed. Nem at afkode. Eller det vil sige lige indtil nu, for sådan er det jo med det der hybris og nemesis. Bedst som man tror, den hellige grav er vel forvaret, drejer barnet om på hælen og bliver lidt af en røv.

De sidste to nætter, har ungen nægtet at sove. Han plejer ellers at lægge sig ned og lukke øjnene, når han bliver lagt, men nu har han opdaget, at det der med at rejse sig op i sengen er det fedeste i verden. Så det gør han. Og så står han ellers der og skriger, indtil nogen kommer ind. Så kommer tandpastasmilet og  lyden, der siger “Nå, hej! Kommer du der? Super, så kan du jo lige løfte mig ud af det her babyfængsel!”

Indtil videre har vi sagt nej, godnat og lagt ham ned igen. Uden skrig og skrål i første omgang, men det udvikler sig hurtigt, når det går op for ham, at han ikke bare lige får sin vilje om at komme op igen.

Efter en halv times renden frem og tilbage har vi så taget ham ind i stuen, fordi vi helst så, at han forbandt hans værelse med et sted, hvor han sover. Ikke et sted, hvor han hopper i sengen. Det har desværre – ser det ud til – givet ham en anden dårlig vane, nemlig at han så ikke mener, han skal sove der klokken 18.

Jeg vil meget gerne af med den vane. Normalt ville jeg bare have kørt med på hans rytme og tænkt, at det skulle vi nok komme igennem, for han plejer at rette ind af sig selv efter lidt tid, men det kan jeg bare ikke i denne uge. Ja, for som I jo ved, så skal jeg jo på arbejde, og er oven i købet alene om babyvagten. Så de der par timer om aftenen SKAL jeg bare have for mig selv.

Tilfældigvis kom barnets mormor forbi i dag (fordi hun havde haft mit beskidte vasketøj med hjemme og vende i hendes vaskemaskine, så vi har noget at tage på kroppen, nu hvor vores vand ikke virker, FML), og jeg fandt derfor modet til at tage diskussionen med ungen i dag.

Planen var at gå ind og lægge ham ned med sådan cirka fem minutters mellemrum, indtil han gav op. Eftersom øjnene blev helt små og begyndte at klø allerede klokken fem, var ingen af os nemlig i tvivl om, at han var dødtræt.

Han var også mæt og glad, og havde haft en god dag i dagplejen, så chancen for succes var der. Det gik sådan set fint nok, så længe det var mormor, der var inde og fælde ham, men da jeg var inde uden at tage ham op, gik han fuldstændig i spunk, og skreg, så det næsten ikke var til at holde ud.

Efter en times tid måtte mormor takke farvel, og så stod udholdenhedskampen mellem mig og en virkelig gal, virkelig ked lille dreng.

Jeg prøvede alting. Prøvede at nusse ham, prøvede at synge. Prøvede at tage ham op og holde ham tæt og vugge ham, hvilket da heldigvis hjalp og fik tårerne til at stoppe. De kom dog igen så snart jeg gjorde mine til at lægge ham i sengen igen. Jeg prøvede at sidde helt stille i det mørke lokale, prøvede at tale med et monotont stemmeleje, og prøvede at pakke dynen tæt om ham og shysse ham i søvn i et håb om, at jeg kunne lyde lidt som blod, der suser rundt om en livmoder.

Til sidst gik jeg. Efter tre timer, var jeg så tæt på at tage ham op og med ind i stuen, at jeg var nødt til det. Han kunne jo ikke se ud af øjnene, vand ville han ikke have, heller ikke banan. Jeg vidste, at det ikke nyttede noget at forsøge at amme, fordi han efterhånden havde grædt så længe, at han ikke ville have tålmodighed til det pjat. Og havde ikke mere på det frosne fjernlager.

Så nu sidder jeg og skriver det her indlæg for at få mine tanker til at fokusere på noget andet end mit lille barn, der skriger arrigt og ulykkeligt efter mig, så mit hjerte går i stykker, og jeg føler mig som en pisse tarvelig mor.

Jeg har mest lyst til at gå ind og kramme ham, men det virker ikke. Det har jeg prøvet. Så nu krydser jeg fingre for, at det holder hurtigt op, og at han ikke får mén for livet.

Jeg tror det ikke. Jeg tror på, mit konstante nærvær i hans første 10 måneder har lagt en god bund, så han ved, jeg er der til at hjælpe ham. Men jeg er bange for, at det her altså er nogle kampe, man ikke kan (læs: bør) undgå et par gange i løbet af sådan en barndom.

Selvfølgelig er det typisk, at han skal teste dem lige nu, hvor det passer allerdårligst ind i planlægningen af resten af livet.

Update: Efter hvad der føltes som evigheder, men reelt nok kun var ti minutter, faldt han endelig omkuld. Jeg har lige været inde og vende ham om, putte dynen om ham, stryge ham over håret og kysse ham på panden. Han snøfter i søvne. Jeg går lige ind og (skyder mig selv) tuder i stuen…

Det er svært at bebrejde ham… Det er helt vildt hyggeligt at sidde med far, kat og hund i sofaen om aftenen…