Den allerførste gang

En af de fedeste ting ved at få børn, kan jeg allerede sige nu, mens jeg forsøger at lyde som en, der er garvet i det her babyspil, er, at man oplever alting for første gang – igen.

Første lyd, første smil, første jul, første gang han fik fat i Hundens pels og fik den til at sige som et pivedyr. Fagre nye verden.

For nogle dage siden var det så tid til “Den første gang i svømmehallen” (som dem af jer, der følger mig på instagram (@skalottelog)  måske allerede har set).

Jeg er helt klart født i den forkerte krop. Jeg burde være født som fisk, for jeg kunne sagtens leve i en svimmingpool, hvilket jeg også altid gør, når vi er på ferie.

Manden har det slet ikke på samme måde, han er mere som et firben, der helst vil ligge midt i solens stråler og sove. Derfor er det meget vigtigt for mig at få præget vores barn til at blive en vandhund, ligesom mig, for det er SÅ kedeligt at spille vandvolley alene.

I denne uge var jeg hos lægen og få grønt lys til at hoppe i baljen, og så var der jo ingen tid at spilde, så vi pakkede bilen og drønede i svømmehallen. Jeg sov ikke hele natten inden, fordi jeg var så spændt på, hvordan det ville gå!

Det gik godt. Rigtig godt, faktisk. På trods af at svømmehallen i Herning på ingen måde er velegnet til folk med helt små børn. Der var ingen steder, man kunne lægge barnet fra sig, så Manden måtte hive sønnike med ind under bruseren, mens han prøvede at få smurt sig selv ind i sæbe, få vasket det hele af igen og tage badetøj på med en baby på armen.

Der var en flink mand, der tilbød at hjælpe, meeeen så langt er vi ikke kommet endnu i forhold til at give ungen til andre. Slet ikke helt fremmede, selvom tilbuddet jo var rigtig sødt.

Jeg var derfor færdig før drengene, og var klar ved bassinkanten, da Mand og Frømand entrerede etablissementet. Fik faktisk en lykkeklump i halsen, da jeg så mine to mænd komme gående, for den ene så mere glad ud end den anden.

Frømanden kom i det varme vand, og han virkede til at være ret vild med det. Han kiggede rundt på de ting, der var malet på væggen, smilede, udstødte små lyde, og sparkede lystigt med både ben og arme, når man trak ham gennem vandet.

Efter nogle minutter forsøgte vi os med et dyk. Jeg var lidt nervøs for, om det nu også virkede – den der refleks, som babyer har, der gør, at de lukker øjne og mund, når de bliver dyppet under vand. Så vi talte ned: “1 – 2 – 3 – dyk!”

Jeg pustede ham i hovedet, og trak ham ned under vandet. Han lukkede i som en østers, og kom op igen med vådt hår og vand i øjnene. En smule desorienteret, men efter et par sekunder virkede han igen til at være glad.

Phew! Åh, hvor var det spændende – for os alle tre! Vi svømmede både på maven og på ryggen, og dykkede også et par gange mere. Altså ham, ikke os. Prøvede på at ignorere det faktum, at vi betalte fuld pris for at være i svømmehallen i 20 minutter uden overhovedet at tage et eneste svømmetag. Det’ ligemeget. Det’ okay.

Efter et kvarters tid kunne jeg godt se på den lille mand, at han var ved at være træt. Så mange nye indtryk – vandet, følelsen, lydene. Det var jo vinterferie, så der var et par legende børn, som heldigvis var rigtig søde til at holde sig på afstand af os, men som alligevel fik det til at runge en del med deres skrig.

Egentlig havde vi aftalt at gå op, men jeg var blevet overmodig og tænkte, at vi da lige kunne afslutte det hele med et enkelt dyk mere. Det skulle vi så ikke have gjort. Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg gjorde det for langsomt, eller fordi han var træt, men han lukkede ikke munden. Han fik slugt noget vand, og det gjorde ham selvfølgelig ked af det – men det skulle jo helst ikke slutte med gråd, så der var ikke andet for end at prøve igen. Heller ingen succes. Jeg kapitulerede.

Manden fik drengen med ind under bruseren igen, og jeg kunne tydeligt høre, at det ikke passede den lille herre, så jeg hastede igennem mit bad, og skyndte mig ud til den omklædningsbås, Manden havde parkeret sig selv og babyen i.

På det her tidspunkt var den mindste af dem fuldstændig utrøstelig – den store var også tæt på afgrunden – og det eneste, der hjalp, var at stikke et bryst i munden på Frømanden. Så der sad jeg så. Nøgen på en plastikstol i en bås på cirka fire kvadratmeter med to mænd, der var sure og stressede, men kun med muligheden for at lukke munden på den ene af dem. Presset!

På trods af det, var det alt i alt faktisk en succes, og jeg synes, den lille dreng klarede skærene SÅ flot. Så vi prøver en gang mere i morgen! Denne gang smutter vi bare i DGI-huset i stedet, hvor der faktisk er tænkt på os med helt små børn, og hvor man åbenbart kan få lov at tage babyen helt med ind til bassinet, før den skal vaskes og gøres klar til at bade.

Det vil helt sikkert gøre det til en bedre oplevelse, når ikke man skal balancere en våd baby sammen med vådt badetøj, autostol (som selvfølgelig ikke kunne være i tøjskabet) og alt ens eget habengut. Jeg var allerede begyndt at få koldsved over, hvordan jeg nogensinde skulle komme i svømmehallen alene.

Det ligner altså, at jeg har fået mig en vandhundehvalp! Nu glæder jeg mig bare, til jeg igen selv kan få lov til at komme ud og svømme.

Ligner han ikke en, der glæder sig helt vildt? ;D