Den bedste julegave

Endelig, endelig, endelig kom han! Onsdag morgen kom min lille frømand til verden. 10 fingre, 10 tæer og fuldstændig perfekt.

Jeg vil skrive et indlæg om fødslen senere. Lige nu er vi på vej hjem fra opholdet på barselsgangen, og oplevelsen er ved at sætte sig i mig…

Indtil videre har jeg lært…

…at jeg stadig synes, nyfødte ligner små, grimme haveisser. Som jeg ikke er fan af.

…min egen havenisse er den smukkeste i hele verden!

…at jeg ikke behøvede at være bange for, om jeg ville elske ham fra første sekund.

…at alle flosklerne passer. Ja, jeg følte, jeg kunne genkende ham, da han kom op til mig. Ja, det var smerterne værd. Ja, man glemmer dem i det øjeblik, baby lander på maven. Ja, det er et kæmpe granatchok. Ja, min verden er forandret for altid.

… at jeg aldrig troede, jeg ville blive lettet over at stå midt i et rum og tisse i bukserne. Men med udsigt til endnu en omgang kateter…

… at jeg aldrig har følt mig så meget som en tyk mand. Nok var maven stor før, men nu hænger den oven i købet og dasker, når man går!

… at jeg er den sejeste i hele verden!

… at jeg har valgt den HELT rigtige mand, som i øvrigt mener, at jeg allerede er verdens bedste mor.

… at det er okay at græde over, hvor dejlig ens baby er.

… at de små knirkelyde, han laver, når han sover, er den bedste sang at lytte til.

… at han er perfekt med sit ekstra vedhæng, og at det aldrig kunne have været anderledes.

… at jeg helt sikkert vil gøre det hele igen. Om nogle år. Når minderne om alle smerterne, de ømme ammebryster, de søvnløse nætter og bekymringer under graviditeten er long gone.

Så undskyld for alt mit brok og alle mine bekymringer gennem de seneste par måneder. Jeg er blevet klogere på en nat!

Her er han, min Martin. Født onsdag morgen, 3810 fordelt på 52 centimeter <3