Den første dag i dagplejen

Hvis noget ikke er i udvikling, så er det i afvikling. Det er en god ting, det der udvikling, prøvede jeg at huske mig selv på, da min morgenmad blev serveret med en strid strøm af tårer.

Min lille frømand er blevet et dagplejebarn, og jeg er – som vist nok nævnt før – ikke rigtig klar til det. Det er en underdrivelse. Jeg er faktisk slet ikke klar. Det betød, at jeg startede dagen med at hælde vand ud af både øjne og ører.

Manden startede derfor sin dag med skuldrene oppe om ørerne, for han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige til det. Drengen skulle jo altså starte i dag. Jo, vi kunne da godt rykke det “bare en måned”, som jeg hulketryglede om, men så ville dagen jo bare komme om en måned. Ville jeg være klar der? Næ, det ville stadig være “alt, alt for tidligt!”

Jeg tog mig sammen. Hev Frømanden op, inden han var færdig med sin morgenlur, hvilket bestemt ikke huede ham. Han kvitterede ved at nægte at spise sin havregrød.

Det var derfor en lidt betuttet baby, vi slæbte med os, og det var – muligvis derfor – noget overvældende for ham, da alle de søde unger, han skal lege med de næste par år, kom kravlende for at sige goddag. Med det samme, vi satte ham på gulvet, stak han i et hyl. Og mit hjerte bristede et kort øjeblik.

Heldigvis hjalp det, da han kom op til sin mor, og da han igen blev sat ned på gulvet, havde han det lidt bedre. Kort tid efter fik han det endda så godt, at han begyndte at lege med noget af alt det nye legetøj, der pludselig var inden for rækkevidde, og sagde endda goddag til de børn, der kom forbi.

Dagplejen havde heldigvis gjort alt for, at det skulle være rart at komme med ham i dag. Alle, der nogensinde er startet på et nyt job, kender sikkert følelsen af, at man kommer lidt til ulejlighed på den første dag. At arbejdspladsen, på trods af et længere ansættelsesforløb, på ingen måde er forberedt på, at der skulle komme en ny medarbejder, og derfor hverken har sørget for en konto på computeren, en mailadresse eller blyanter i skuffen.

Sådan plejer det i hvert fald at være for mig, og jeg blev så glad over at se, at de både havde skrevet “Velkommen til Martin” på ‘dagstavlen’, og sat hans navn på fødselsdagstavlen. Han havde også fået sin egen sutteskål og kasse, med både navn og billede, til ekstratøj. Alle børnene vidste, at det var Martin, der kom i dag, og de blev ved med at komme hen og sige hej til ham. Det føltes godt.

Men åh, alle de nye indtryk og – ikke mindst – lyde. Det gjorde ikke trætheden mindre udtalt hos Frømanden. Vi besluttede dog, at vi også ville med ud i haven, og det var en god idé, for her kvikkede ungen lidt op, da han fik stukket en sandet kop i hånden.

Sandkassesand i munden! Det er noget, der kan bruges. Men det var ikke det eneste, han fik lov til at smage. Purløg, æble og et mynteblad kom også ind og vende, og så var han også med inde og samle æg hos hønsene.

Han blev rost og kaldt både mild og god, og da vi efter halvanden times tid gik derfra, havde mit hjerte det helt godt igen. Faktisk hoppede det lidt op i halsen af lykke over at se, hvor godt tilpas den lille fyr så ud til at have det, som han sad der på græsset i sit spritnye regntøj og kiggede på alt det, der foregik omkring ham.

I morgen er det alligevel Manden, der afleverer. Jeg er ikke sikker på, jeg kan lade være med at blive lidt trist over at skulle efterlade min yndlingsdreng, selvom det bare er for en times tid, og er bange for, om det smitter af på ham. Vi gider jo ikke flere tårer end højst nødvendigt.

Så det bliver faren, der må gøre det beskidte arbejde, mens jeg må sidde herhjemme og græde lidt for mig selv. Og måske trøste mig med, at jeg sikkert snart kommer til ligefrem at værdsætte de fritimer, det giver. Det skal nok blive godt!

Klar med klar på. Kun lidt træt ;) M for Martin!