“Sådan en skal han bare have! Og dermed pasta,” lød mit hårdtslående argument.
Jeg havde forelsket mig i Trunkis søde kufferter, allerede inden Frømanden kom til verden. Nu står sommerferien snart for døren, og med det kom også tanken om min lille fis, der drøner rundt i lufthavnen på sådan en sag.
Som med så meget andet, flerfarvede tumledyr i skum for eksempel, kunne jeg pludselig slet ikke se, hvordan han nogensinde skulle vokse op og blive et ordentligt menneske, hvis han ikke fik sådan en kuffert.
Efter at have fremført alle de gode argumenter for, at små trætte ben skulle have noget at hvile sig på, “og så er den også sød at se på og sjov at lege med”, svarede Manden: “Det kan jeg godt se.”
Så snakkede vi ikke mere om det. Jeg ved nu, at når en jyde siger sådan, så er det som at sige: “Jeg hører hvad du siger…” – men det betyder ikke altid, at de er enige. Det kunne gå begge veje.
Egentlig havde jeg besluttet, at sådan en skulle vi så først købe, når barnet er stort nok til at køre på den og trække den selv, men med sommerferien så tæt på, at jeg næsten kan dufte alle de mange røde jordbær, is og kvalitetstimer, så endte jeg alligevel med at lede efter det sted, man kunne få den på billigst mulige måde. Noget skal jeg jo bruge tiden til, når varmen ikke vil lade mig spendere mine nattetimer på noget så trivielt som at sove.
Åh, men den var jo på tilbud (her). Jeg var millimeter fra at bestille den hjem og tænke, at tilgivelse er nemmer at få, end tilladelse er det. Men med alle de luksusting, vi tillader os op til brylluppet, så følte jeg alligevel ikke, vi havde råd.
Her til morgen nævnte jeg det sådan lidt en passant for Manden, som sagde: “Køb den”. Vi har ikke nogen ekstra taske til barnets ting, og ingen af os var sådan rigtig tændte på at fylde femten plastikposer med forskelligt babygrej.
Så sådan gik det til, at denne lille Tiger nu er på vej hjem til os!
Det er klart moren, der er mest begejstret! Ungen er nok ligeglad noget tid endnu. Og så undgår vi heller ikke helt poserne, når den ikke er større, men så kan vi nøjes med at fylde dem, vi har, der er lavet af stof.
Måske er det tanken om hans søde, lille søn på en kuffert med is og grin i hele femøren, der gør forskellen. Måske er det varmen… Men det er ret vildt sagt af en mand, der mener, vi ikke MANGLER andet end toiletpapir og tandpasta.
2 comments
Den er godt nok fin – jeres et-øjede tiger kuffert :) Den skal han nok blive glad for, når han engang er stor nok til at rulle på og med den, men indtil da kan du jo heldigvis nyde den ;)
Rigtig god ferie! <3
Faktisk skulle vi på en mini-ferie i weekenden med en enkelt overnatning. Der mente jeg godt, vi bare kunne nøjes med pusletasken, men Manden ville så gerne have kufferten med, fordi: “Den er jo så fin!” – men åh ja, hvor jeg dog glæder mig, til han kan køre på den :D Altså, den lille af mine mænd ;)