Derfor fik min baby klippet sit stramme tungebånd

Efter fire måneders konstant skrigeri, tog vi den lange tur til Holland for at få klippet Bøffens stramme tungebånd. En tur der endte med masser af gråd, både af arrigskab og af lettelse.

Jeg har aldrig hørt ham skrige så vanvittigt før. Det var et hyl, der kom fra et sted inden i ham, jeg slet ikke kendte til. Et urskrig, der lød som et vildt dyr, når pilen rammer. Det var ikke bare hjerteskærende, det flåede hele mit hjerte ud, så det lå og krampede på briksen ved siden af min fire måneder gamle søn, der vred sig under hænder, der holdt ham nede.

Jeg var gået lidt væk. Jeg vidste godt, jeg ikke ville bryde mig om at se, når han skulle have klippet tungebåndet, og der var ingen grund til smitte min lille dreng med min frygt for, hvad der skulle ske. Han lå bare i tandlægestolen og smilede lykkeligt uvidende til sin far og de rare, fremmede ansigter, der talte til ham.

“Se, hans tungebånd ser jo umiddelbart fint ud, og han kan godt få tungen ud over læberne. Men der er ikke ret meget bevægelse i tungen, han kan ikke få den ud til siden. Kan du se det?” spurgte Kirsten. Den hollandske tandlæge, som havde specialiseret sig i stramme tunge- og læbebånd.

Jeg nikkede, selvom jeg jo helt ærligt ikke anede, om det var rigtigt, hvad hun sagde, eller om det var helt normalt. Men hun virkede rar og kompetent, og jeg stolede på hendes ord. Ikke mindst fordi, jeg på forhånd havde hørt fra mange, hvilke mirakler Kirsten Slagter kunne udrette.

Og vi havde brug for mirakler, hvis vi skulle fortsætte med amningen. Mine brystvorter var nemlig godt og grundigt ømme, efter min lille gut havde suget livet ud af dem for selv at overleve. De var revet op, blødte, og var fulde af svamp og betændelse. Jeg græd af smerte ved hver eneste amning, allerede inden jeg lagde ham til, og jeg vidste, at det var et spørgsmål om tid, før enten jeg, brysterne eller babyen opgav. Hvilket jeg ikke ville. Det virkede så forkert, når nu jeg havde kunne amme Frømanden i 15 måneder uden de store problemer.

Jeg var sikker på, vi kunne finde en løsning. Mine bryster virkede jo fint for to år siden!

Efter nogle uger i smertehelvede, kunne jeg ikke holde det ud længere, og desperationen fik os til at smide samtlige påskeplaner ud til højre, bestille hastepas, og pakke bilen til en smuttur til Holland. Og nu stod jer så der i en hollandsk tandlægeklinik med et skrigende barn og tænkte, om det mon var det rigtige, vi havde gjort?

Ingen fagpersoner så noget galt

Vores ammeeventyr startede ellers godt. Allerede en time efter, han var kommet til verden, begyndte han at møffe rundt på mit bryst og lede efter noget, som han instinktivt vidste, han skulle bruge. Han fandt selv mit bryst, og jeg var overhovedet ikke i tvivl, da han hapsede på. Der var sug i den unge.

Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var dejligt, at han bare var god til det fra starten. Håbede, at det ville være nemmere at få gang i amningen her anden gang, end hvad det havde været første gang, hvor jeg måtte kæmpe en del i starten, og blandt andet bruge ammebrikker for at få det til at spille.

Det var også helt tydeligt, at han fik noget i sig, da vi tre dage senere kom til kontrolvejning på sygehuset. Trods en startvægt på knap fem kilo, og en advarsel fra jordemoderen om, at han måske skulle have supplerende erstatning i starten, indtil min mælk løb til, havde han ikke tabt mere end et par procent. Så der var gang i malkeriet, konkluderede vi.

Han havde godt nok sådan en klik-lyd, når han suttede, men så længe det ikke gjorde ondt på mig, og så længe han tog fint på, så var der ikke noget at være bekymret for, fik jeg at vide. Hans sutteteknik var fin, konkluderede jordemoderen. Samme besked gav sundshedsplejersken og lægen. Det var nok bare fordi, hans tykke kinder gjorde det svært at få ordentligt fat om brystvorten, gættede de.

Var tæt på at droppe amning

Efter to måneder begyndte det at gøre ondt. Først lidt, så meget og til sidst fuldstændig vanvittigt – både under, efter og imellem amningerne, som i øvrigt var hver anden time. Men der var ikke nogle tegn på, hvad der var galt. Der var hverken sår eller svamp at spore hos hverken baby eller mig. Der var heller ikke en deform brystvorte, som når baby sutter forkert. Til gengæld gjorde det afsinsigt ondt, når min mælk begyndte at løbe.

Jeg kontaktede flere ammevejledere, som alle kom med forskellige bud på løsninger. Vi prøvede alverdens ammestillinger, men det hjalp ikke noget. Måske var der for meget fart på mælken, når den begyndte at løbe, gættede de, og jeg prøvede at lade den første mælk løbe ned i en stofble. Det hjalp heller ikke.

Da Bøffen rundede tre måneder, begyndte jeg så småt at overveje at stoppe med at amme. Jeg prøvede at sige til mig selv, at vi bare skulle holde ud, til han var fire måneder. Bare lige lidt mere. Men hver gang, jeg tænkte tanken til ende, blev jeg bundulykkelig, for jeg havde ikke lyst til at stoppe. Jeg havde en mavefornemmelse af, at det måtte være min baby, den var gal med. Der måtte være noget fysisk galt med ham. Jeg havde jo gjort det før.

Kunne heller ikke spise af flaske

Vi prøvede, om det ville hjælpe at give ham min mælk i en flaske i stedet. Men også her havde han problemer med at spise. Vi prøvede med forskellige flasker og forskellige størrelse sutter, men enten kunne han ikke suge mælken ud, eller også kom der så meget, at han var ved at blive kvalt.

Og han klikkede stadig, når han spiste. Han kunne ikke danne vakuum, og faldt hele tiden af. Det fik ham til at sluge en masse luft, så han gylpede efter hvert måltid. Frømanden havde også gylpet meget, og havde en overgang kælenavnet Gylpegrisen. Vi havde fået at vide af sundhedsplejersken, at det var helt normalt, så da Bøffen gjorde det samme, tænkte vi ikke for meget over det.

Efter nogle uger begyndte vi at kalde ham Gylpefanden, når han ikke lyttede. Mere end 50 stofbleer, havde vi på lager fra dengang, Gylpegrisen var lille, men det var slet ikke nok til at følge med Bøffens gylperi. Det væltede ud af ham, og ikke kun lige efter et måltid. Han kunne fortsætte med at bøvse halvfordøjet mælk op i timevis. De voldsomme spuleopkastninger var slemme at se på, men det var ikke det, der generede ham mest.

Det var det gamle, halvfordøjede mælk med konsistens som hytteost og lugten af død og ødelæggelse, der gjorde ondt på ham.

Det kunne tage to timer at putte ham, fordi han blev ved med at vågne, og skrige, når syren fandt vej op i spiserøret igen, og når han endelig havde sovet lidt, så kom der tit mere, så snart man tog ham op. Lugten satte sig i alting. Hans tøj, vores tøj, sengetøj – og det overdøvede duften af dejlig nyfødt. Og lysten til at være tæt på ham.

Fandt hjælpen på facebook

På et tidspunkt nævnte en ammevejleder ordet “refluks” sammen med en beskrivelse af det gylpehelvede, vi stod i, og kort tid efter havde jeg fundet info og facebookgruppe om det emne. Herinde var der så en der nævnte, at refluks kunne være tegn på stramt tungebånd. Og så faldt alle brikkerne på plads.

Han var jo ellers blevet checket for stramt tungebånd. Jeg havde tænkt tanken mange gange, og faktisk bedt sundhedsplejersken om at checke en ekstra gang, men når fagpersoner bliver ved med at insistere på, at alt er fint, så lytter man jo. Desværre.

Vores redning blev støttegruppen for kort tungebånd på facebook. En gruppe med både fagfolk som ammevejledere, ergoterapeuter og helt almindelige forældre, som har erfaring med kort tungebånd. Jeg klagede min nød, og de sagde med det samme: “Prøv at sende billeder til den her tandlæge i Holland. Hun kan sit kram!”

Så det gjorde jeg. Søndag eftermiddag sendte jeg både billeder og videoer til Kirsten Slagter uden at vide, om jeg overhovedet var klar på den lange køretur, hvis hun svarede, at hun kunne se grund til at vi tog den. Et par timer senere svarede hun, at det bestemt så ud som om, han havde svært ved at bevæge sin tunge fuldt ud.

Hun lovede ikke noget. Det var slet ikke sikkert, det kunne hjælpe, og vi skulle også være klar på et ugelangt efterforløb med kropsbehandlinger hos en kiropraktor. Men måske. Måske kunne hun hjælpe, og det håb var nok til, at vi tog afsted.

Turen går til Groningen med gråd

Turen derned var lang. Rigtig lang. Vi startede ellers ud i godt humør og med masser af bland-selv-slik, og en baby, der sov hele vejen ned gennem Jylland. Vi havde seks timers nettokøretid, og havde beregnet to timer til pauser. Hvad vi ikke havde kalkuleret med, var vejarbejde ved Hamborg, som vi blev fanget i, selvom vi var kørt tidligt hjemmefra.

Det var babyen ikke fan af, så vi sad fast i en urokkelig kø i en time med babyskrig som soundtrack. Så gør selv verdens største slikpose ikke nogen forskel. Vi kom først til hotellet klokken 18. Og vi skulle være hos Kirsten klokken 19.

Efter at have fået noget nyt tøj på os alle tre, for det var selvfølgelig gylpet godt til, smed vi en køretræt og sur baby i barnevognen, og styrtede gennem gaderne for at finde tandlægeklinikken. Klokken 18:59 stod vi forpustede foran den adresse, vi havde fået oplyst. En fornem, hvid bygning med masser af detaljer fra en svunden tid. Det lignede helt ærligt ikke en tandlægeklinik, det lignede et engelsk byhus.

Døren var låst. På den hang en seddel med et telefonnummer. Min mand ringede op, og blev mødt af stilhed i den anden ende. Han spurgte efter Kirsten. Stadig stilhed. Længe. Så blev døren åbnet.  En kvinde tog imod os. Med et stort smil introducerede sig selv, med et navn, jeg ikke bed mærke i, og førte os ind i et venteværelse.

Der var virkelig fint. Velourbeklædte stole med gulddetaljer på benene stod langs væggene, og der hang en prismelysekrone over det store, runde bord midt i rummet. Vi blev ført ind i et baglokale, og jeg nåede igen at tænke, at det her var en fejl.

Hvad har vi dog gjort?!

Vi kom ind i et hvidt lokale med en tandlægestol og en kvinde i 40’erne, som mødte os med verdens rareste håndtryk og et kæmpe smil. Det var Kirsten. Hun udstrålede en professionalisme og venlighed, som gjorde mig helt tryg med det samme.

Hun forklarede os om indgrebet, og gik i gang med at undersøge vores baby. Konstaterede, at han havde både stramt læbebånd og tungebånd. Og spurgte, om vi stadig ønskede at få det ordnet?

Det ville vi gerne, svarede vi. Hun smurte lokalbedøvende creme under hans tunge og under overlæben, og så instruerede hun os i de øvelser, vi skulle lave efterfølgende hver sjette time i tre uger. Det skulle gøres for at sikre, at såret ikke voksede for stramt sammen igen.

Da alle spørgsmål var stillet, gik hun i gang. Min mand holdt om Bøffens arme og ben, mens en assistent sørgede for, at hans hoved var stille. Han brød sig ikke om at blive holdt fast, og endnu mindre, da han fik et sæt fingre ind i munden.

Jeg vendte mig om og holdt mig for ørerne. Hans skrig gik lige i hjertet. Jeg havde lyst til at løbe hen og befri ham, men messede inde i hovedet, at det var det rigtige, vi gjorde. Det VAR det rigtige. Vi HAVDE prøvet alt andet, og jeg var SIKKER på, det var tungebåndet, den var gal med.

Det tog ikke mere end et par sekunder, men tankerne fór rundt i mit hoved. Da jeg fik et “klar”-signal, styrtede jeg hen og fik mit grædende barn i armene, vuggede ham, trøstede ham og prøvede at ignorere den gennemtrængende lugt af brændt væv.

Han skreg vildt. Øjnene var helt oppe i nakken, så der kun var det hvide at se. Jeg kunne slet ikke få kontakt til ham, jeg kunne ikke trøste ham. Jeg var tæt på at bryde sammen i gråd og skrige “Hvad har vi dog gjort?!?”, men jeg vidste jo godt, at det ikke ville ændre noget. Han havde brug for, at jeg bevarede fatningen. Jeg bandede mig selv langt væk.

     .

Endelig græd vi af lettelse

Assistenten, som havde holdt hans hoved, blev ved med at sige, at hun altså ikke mente, det gjorde ondt på ham. Jeg ville gerne tro på hende, men tænkte samtidig, at hun jo for fanden ikke kendte mit barn, så det vidste hun ikke en skid om. Han havde skreget meget i sit korte liv, men aldrig på den her måde.

Jeg prøvede at amme ham, men han nægtede. Han havde trods alt også lige fået, inden vi forlod hotellet. Til sidst tog min mand ham, slukkede lysstofrøret i loftet, og gik lidt rundt med Bøffen i armene. Der gik et halvt minut, så holdt han op med at græde.

Han var virkelig bare vred. Overvældet. Overstimuleret. Måske bange? Og træt. Helt sikkert.

Vi gik ud til skranken for at betale, og vores lille dreng havde travlt med at prøve sin nye tunge af og lave trutmund med læberne. Jeg blev enig med mig selv om, at hans skrig ikke havde været for smerte. Så havde han skreget endnu. Vi puttede ham i barnevognen, og trillede rundt i byen for at finde lidt aftensmad. Den milde aprilluft blandede sig med en sødlig dunst af den hollandske nationalrøgelse, og vi besluttede os for en dönerkebab, som vi tog med tilbage til hotellet.

Endelig var det overstået. Det hele. Vi pustede ud og spiste maden. Efter to timer vågnede Bøffen og var sulten. Jeg lagde ham til, og han tog fat uden problemer. Han klikkede ikke. Det gjorde ikke ondt. Bagefter faldt han i søvn i mine arme – helt uden at kaste op.

Jeg var så lykkelig, at jeg begyndte at tude. Jeg kunne slet ikke holde op igen.

Fire måneders kamp og smerte. Og nu var det måske overstået. Måske var det her vores redning.

I venteværelset efter klippet. Der er overskud til, at far viser, hvordan Bøffisen ser ud nu.

Hvordan går det så i dag?

På fredag fylder min lille Bøf et år, og det er ved at være otte måneder siden, han fik klippet tungebåndet. Vi ammer stadig. Min mælkeproduktion har reguleret sig selv, så jeg ikke længere har overproduktion, og der har hverken været sår, svamp eller smerter siden.

Det skal ikke lyde som om, klippet var en nem løsning på problemet, for det var det absolut ikke.

I ugerne efter skulle vi lave tungeøvelser mange gange hver dag, og han brød sig på ingen måde om, at vi stak fingrene ind i munden på ham for at løfte tungen. Han skreg helt hysterisk hver gang han fornemmede, at det var tid. Selvom det kun tog et halvt minut, var det hårdt at skulle gøre det.

I mange uger gik det frem og tilbage med symptomerne. Først forsvandt refluksen, så kom den tilbage – for derefter at forsvinde igen. Vi rendte til kiropraktor hver eneste uge.

Først efter fem uger turde jeg at sige, at det havde hjulpet. Inden da nåede jeg at gå i panik mange gange, og allered efter 14 dage var jeg ved at bestille en ny tid i Holland, fordi jeg var sikker på, det ikke havde hjulpet. Men vi holdt ud. Og det gav resultater.

Jeg har ofte lyst til at tude, når jeg sidder med min lille baby i ammestolen. Jeg er så glad og stolt over, at jeg turde stole på min mavefornemmelse og lyttede til den i stedet for de læger, som sagde, alt bare var normalt. Det var det ikke. Det kunne jeg jo mærke! Og heldigvis fandt jeg den ekspert, som kunne se det.

Han har det godt. Han er den gladeste, mildeste dreng. Han spiser godt, sover godt, han pludrer løs, og er foran for sin alder rent motorisk. Han kan stadig godt spænde op i kroppen, når han for eksempel er syg eller får tænder, men det kan heldigvis fikses ved en tur forbi kiropraktoren, så der kommer vi stadig i ny og næ.

Jeg er så småt begyndt at kunne trække vejret igen. Det har været så åndssvagt hårdt for psyken, det her. Først tvivlen om, om jeg kunne give ham nok mad. Om vi skulle skifte til flaske. Om han havde ondt. Alle tårerne, når han har afvist brystet og de søvnløse nætter, når han har skreget sig i søvn.

Særligt det, at vi selv har skulle finde alle svarene, har været hårdt. Det er meget utrygt at gå imod lægernes ord og gøre noget på egen hånd. Men det føltes mest rigtigt i maven, og i dag kan jeg heldigvis klappe mig selv på skulderen og sige, at det var de danske læger, der tog fejl.

Jeg har fået en belastningsreaktion som følge af det her. De af jer, der har fået “kolikbørn” kender det helt sikkert. Jeg er udmattet af de første mange måneder med en baby, der ikke sov, og jeg kan stadig ikke tåle gråd i for lang tid af gangen. Så bliver jeg simpelthen nødt til at gå min vej. Det er hårdt, for jeg føler ikke, jeg er en god mor for mine børn, når jeg ikke kan holde dem ud.

Heldigvis er jeg endelig ved at kunne skimte lidt lys ved overfladen igen. Tror jeg. Nogle gange dukker et grådanfald mig, fordi det stadig er hårdt, men jeg tror og håber, jeg snart kan fungere rigtigt igen. Jeg er begyndt endelig at kunne nyde mine børn.

Jeg er vred over, at vi ikke har kunne få hjælp af det danske sundhedssystem. Det er derfor, jeg vælger at dele vores historie med jer, og også derfor, jeg har lavet hjemmesiden www.stramttungebånd.dk. Jeg vil være glad, hvis andre kan slippe for at gå igennem det helvede, vi har været igennem, og jeg arbejder – sammen med en gruppe af afsindigt seje mennesker – på at skabe interesse og retningslinjer for klip af posterior tongue tie i Danmark.

Læs alle mine indlæg om stramt tungebånd HER