Det besværlige barn

Jeg er virkelig glad for, at lillebror ikke kom først, for så er jeg temmelig sikker på, at han var blevet enebarn. For han er sgu en besværlig en. Eller nej, det må man jo ikke sige. Han er tryghedssøgende. 

Eller med andre ord: Han stikker i et vred og højt hyl i sekundet efter, han har forladt min arm. Ikke engang far er god nok, og det er eddermame hårdt, ikke mindst for mig.

Før nogen nu begynder at sige, at det er helt normalt for babyer, og at vi bare skal give ham al en tryghed, han har brug for, og at det bare er en kort periode, og at jeg bare skal nyde det, fordi han om to år vil sige “Nej, Moar!” hver gang, jeg nærmer mig, ligesom Frømanden gør det nu, så vil jeg skynde mig at sige, at det gør vi. Faktisk kan det tælles på én hånd, hvor mange gange, han har ligget for sig selv i de 11 dage, han har været hos os.

Det. Er. Hårdt.

Særligt fordi, jeg jo altså stadig har bækkenløsning (det forsvinder ikke bare efter fødslen), og derfor lige nu lever i et konstant smertehelvede, fordi jeg er tvunget til at sidde op det meste af tiden, da jeg endnu ikke kan ligge på ryggen for smerter. Amningen fungerer endnu ikke i liggende stilling, så det efterlader kun siddende eller halvt-siddende, og begge dele gør, at jeg nu har så ondt i hele underskuffen, at jeg knap kan tisse, heller ikke selvom jeg doper mig selv med smertestillende hver sjette time.

Belært af erfaringen fra Frømanden, skyndte vi os at få lillebror til kranio sakral terapi for at løsne op for de spændinger, han helt tydeligt havde efter fødslen, og det hjalp med det samme. Men kun lige på dagen og dagen efter, og nu ligger han igen og vrider sig med jævne mellemrum. Det var samme scenarie med Martin, som havde brug for tre behandlinger, før han var nogenlunde afslappet, så vi har booket endnu en tid, og jeg tæller timer til på torsdag, som lige nu synes aaalt for langt væk.

Oven i det, er der en anden lille en, der også har besluttet sig for, at mor er den eneste, der dur, men kun så længe den der baby ikke er hos hende. Så han er gået i sultestrejke, og nægter at falde i søvn, med mindre det er mig, der putter.

Jeg håber virkelig, det vender, inden Hr. Hansen skal starte på arbejde igen efter nytår, for ellers ved jeg ikke, hvordan vi kommer igennem. Vi starter nemlig hårdt ud med tre dage som græsenke, hvor jeg skal være helt alene med to børn. Det er skide godt planlagt. Jeg ved, andre har gjort det her før mig, men hvordan?

“Sådan var det jo også med Martin,” sagde min veninde.

Var det virkelig? Sådan husker jeg det ikke. Altså, jeg kan godt se, jeg lige nu tager mange billeder fra de samme vinkler, som jeg gjorde for to år siden, men han lå da for sig selv i vuggen om dagen?

“Ja, men ikke mere end 45 minutter i træk,” mindede min mor mig om.

Nå ja, det kan jeg måske godt huske, når de siger det. Er der nogen, der kan huske, hvornår det gik over?

Måske er det bare sådan, når man får en baby, og selvom jeg siger til mig selv, at det er en fase, så er det svært at bevare optismen med udsigt til fire måneder (mindst) uden søvn. Det var en dårlig idé det her, og det gør vi aldrig igen.

Heldigvis, må jeg tilføje, bliver søvnunderskuddet, og frustrationerne over ikke at kunne ligge ned, fulgt af en vanvittig, overvældende kærlighed, og jeg tager også mig selv i at sidde og tænke, at han aldrig må blive større. Den her bløde, slatne, lille baby, der kan kigge på en på en helt særlig måde, som får øjnene til at fyldes med lykketårer. Det er overvældende.

Jeps. Det her bliver den sidste.

Af og til lykkes det at flytte ham fra mors bryst til fars bryst. Hr. Hansen kan heldigvis stå op og sove.