Det er jo bare tanker

Jeg har ikke sovet ret meget de seneste to nætter. Pudsigt nok har det intet at gøre med, at mit soveværelse kun var en 13-15 grader varmt, for der har alligevel været dejligt lun under min dyne.

Jeg har ikke sovet, fordi min hjerne har holdt mig vågen. Min åndssvage hjerne, der overtænker alting, har snakket med sig selv, mens den har kørt i ring og holdt mig vågen, fordi jeg havde besluttet mig for, at jeg ville have en samtale med min chef.

Jeg er nemlig ikke ret glad for konfrontationer. Samtidig er jeg ualmindeligt autoritetstro, muligvis fordi jeg er datter af en strisser. Når man lægger de to ting sammen, giver det nok sig selv, at jeg ikke var overdrevet begejstret for at skulle gå ind til Chefen og kræve noget som helst.

For det skulle jeg. Kræve. Eller i hvert fald spørge, om jeg ikke godt måtte kræve. Både noget mere sikkerhed og noget mere i løn, for det andet går bare ikke i længden.

Efter jeg havde taget beslutningen, nåede jeg at gå i panik sådan cirka sytten gange, inden jeg til sidst skrev en mail til hende i mandags om, at jeg gerne lige ville snakke med hende om løn og kontrakt, når jeg mødte på arbejde igen. Så var der nemlig ingen vej tilbage.

Jeg har egentlig taget tilløb til den samtale lige siden, jeg startede. Der har været mange hængepartier, som har gjort, at jeg ikke har følt mig som en del af holdet. Helt basic ting, som nøgler, de ikke lige fik givet mig, som gjorde, at jeg begyndte at føle, at jeg i deres øjne bare var en daglejer. Igen. Ligesom jeg har været alle de andre steder, jeg har knoklet røven ud af bukserne de sidste fem år.

“Tak for din arbejdskraft. Hvis du bukker dig lidt længere ned, skal vi nok betale dig tilbage” – okay, måske ikke, men sådan føles det altså at være den evige vikar. Eller freelancer, som det hedder i vores branche, hvilket skulle indikere, at man selv har kontrol over det, man siger ja tak til, og derfor laver præcis det, man allerhelst vil hele tiden. Sådan er det ikke.

Nå, så jeg ville altså have en samtale, og i går lykkedes det mig endelig at indfange Chefen. Efter de indledende hyggesnakketing, tog vi hul på formaliteterne.

Det gik bare så godt!

For det første, fordi hun gjorde sig meget umage med at fortælle mig, hvor glade de var for at have mig, og hun var ærgerlig over, at hun ikke kunne love mig mere end fire måneders ansættelse af gangen. Men, som hun sagde, så havde hun det sådan, at hun kun ville love noget, hun var sikker på at kunne holde. Det er egentlig rart nok, for så ved jeg i hvert fald, at jeg kan regne 100 procent med det, hun siger.

“Du skal selvfølgelig gøre det, der er bedst for DIG,” sagde hun. “Så hvis du søger et andet job, hvor de kan give dig et bedre tilbud, så skal du jo tage deet. Men det håber jeg ikke, du gør.”

Det var rart at høre. Da jeg bragte mine tanker om lønnen op, sagde hun også, at hun godt kunne forstå mig, og at hun ville arbejde for en løsning. “Det skal jo kunne betale sig at gå på arbejde,” sagde Chefen og tilføjede: “Og man skal føle, at man bliver ordentligt betalt.”

På vej hjem i bilen tænkte jeg meget over de ting, hun havde sagt. Jeg blev enig med mig selv om, at intet job jo egentlig er sikkert. Selvom jeg skulle finde et sted, hvor de gerne ville ansætte mig uden tidsbegrænsning, så er der altid en risiko for, at firmaet går rabundus, skal spare, eller at chefen af en eller anden årsag pludselig stikker dig en seddel i hånden og siger tak for i aften. You just never know, right?

Til gengæld ved jeg her, at det ikke sker de næste fire måneder. At jeg kan stole på min chef, og at hun er til at snakke med. At hun vil sige til i god tid, hvis hun pludselig ikke kan finde arbejde til mig, og at hun vil gøre rigtig meget for at beholde mig.

Det har løftet mit humør helt gevaldigt, og jeg kan igen blot konkludere, at det for fanden handler om at vende tankerne til noget positivt.

Det har jeg bare så svært ved. Jeg er en overtænker. “Det er jeg også,” svarede Chefen, “Men jeg så lige en artikel her den anden dag om, at det er noget om, at det betyder, man også er mere intelligent.”

Den læste jeg også godt her den anden dag (og linkede til den på min facebook-profil), og jeg jeg faktisk helt sikker på, at der ikke er så meget at gøre ved det, ligegyldigt hvor meget jeg så end prøver at tænke positivt.

Til gengæld har jeg en chef, der forstår det, og som jeg kan tale med. Så det skal nok gå. Og hey, måske tør jeg også at tage sådan en snak igen en anden gang.