Kender I det, at nogle dage bare giver jer lyst til at bryde spontant ud i sang?
Sådan en dag har jeg haft i dag. Jeg gjorde det dog ikke, for jeg var bange for, at det ville få mig til at kaste op igen.
Jeg har været syg i dag. Hele dagen, og er det faktisk stadig.
Min krop insisterede på, at den i dag ville have absolut bedst af at ligge krøllet sammen ude på badeværelsesgulvet.
Mens jeg lå der, begyndte mit hoved pludselig at nynne sangen:
I feel shitty!
Oh, so shitty!
I feel shitty and gritty and aaaargh!
Det giver nok bedst mening, hvis man kender originalen (med titlen “I feel pretty”), men selv hvis det ikke er tilfældet, så tror jeg, I er nogenlunde med på, hvordan mit humør var.
Jeg var gal. Ked af det. Træt og irriteret.
Det er simpelthen blevet en farce det her. Seriøst, hvor mange forskellige influenzavirus (og andet skrammel), kan én person tage til sig på tre måneder? Er der ikke kvoter på det lort? Jeg synes ligesom, jeg har taget min del nu!
Jeg har været syg on/off siden december, ja faktisk lige siden jeg startede på det job.
Folk har lagt mærke til det. De påtaler det, og det er virkelig ikke sjovt – heller ikke selvom det sikkert kommer fra et omsorgsfuldt sted.
For det gør mig gal. Jeg VIL for pokker gerne på arbejde hver dag! Jeg elsker at være der, elsker opgaverne, eleverne, kollegaerne. Elsker det, det giver mig af faglig og menneskelig udfordring. Og så er der en god chef, som man kan snakke med.
Jeg har ikke lyst til at stoppe, men jeg bebrejder hende ikke, chefen, hvis hun vælger ikke at forlænge min kontrakt efter den her måned. Jeg har virkelig ikke været særlig stabil, og det er vel mest det, det kommer an på for en chef, ikke?
Så da jeg lå der og krammede toilettet, tog jeg en beslutning. Jeg gider ikke længere håbe på noget.
Faktisk vil det være okay, hvis hun siger tak for i aften, for så bliver jeg tvunget til at tage den sygemelding og lade min krop restituere frem for at forsøge at piske den rundt, når den nu ikke fungerer for tiden.
Eller nej. Det vil det ikke. Gu’ vil det ikke være okay, for jeg vil faktisk helst af sted hver dag.
Jeg får det bedre af at komme ud og møde mennesker, bruge mig selv og mit hoved og føle, jeg er en del af et team. Ikke mindst, fordi jeg så ikke har al den tid til at gå rundt i cirkler om mig selv herhjemme og spekulere, så min analytiske hjerne går i selvsving.
Så helt ærligt håber jeg jo stadig på at blive forlænget. Men hvis det ikke sker, vil jeg prøve at se det positive i det og tage den pause frem for at haste ud og finde noget nyt.
Så er spørgsmålet bare, hvordan mit selvværd vil reagere på at blive valgt fra. Igen. Men den bro må vi brænde, når vi er gået over den…
Indtil da er der nok ikke andet at gøre end at blive ved at melde mig syg, når jeg er syg. Selvom det efterhånden er gået hen og er blevet tragikomisk.
