Det værste ved det hele er…

Undskyld. Jeg er ikke selv fan af sådan nogle click-bait-overskrifter, men jeg kunne ikke lige finde på noget bedre. For det værste ved det hele er, at jeg ikke har overskud til mit søde barn i alt det her.

I går blev Manden hjemme fra arbejde, fordi vi godt kunne forudse, at dagen ville blive rigtig hård. Det var den også, ikke mindst fordi, Frømanden græd som pisket, da han blev afleveret i dagplejen.

Det har han altså ikke gjort, siden han startede dernede for otte måneder siden, og dengang varede det kun et par dage. Han ELSKER at komme i dagpleje, og har som regel slet ikke tid til at sige farvel, fordi han bare skal ind og finde sin blå yndlingstraktor. Sådan var det ikke i går.

Han hang i mit bukseben, og pjevsede helt vildt. Det endte med, at han fik sit sovedyr med ind i stuen, men heller ikke det hjalp, da en af de andre stjal den der blå traktor for næsen af ham. (Det ligner jo heller ikke noget, vel.)

I dag var det samme sang, bortset fra, at der begyndte hans øjne at blive helt blanke, allerede da han skulle vinke farvel til mig. Jeg ved jo godt, at han elsker sin dagplejemor og -far, at han er i de bedste hænder, og at det ville gå over kort tid efter, når der blev serveret formiddagsfrugt. Men det var alligevel vanvittigt svært at gå fra ham. Fem minutter senere fik jeg heldigvis en MMS af en glad dreng, der blev madet af en af pigerne. Ja, han kan altså nogle tricks.

Jeg har alligevel haft det elendigt hele dagen, så har sovet det meste af den væk. Det gjorde jeg også for at lade op, for Manden er tilbage på arbejde, og i denne uge er han væk på øvelse, så jeg står for det hele selv. Står for at rumme både mine og Frømandens følelser helt selv. Det er sindssygt hårdt.

Det kan jo være, den lille fis bare er inde i en af de der perioder, som børn i den alder kommer i, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er for tilfældigt, at det kommer lige efter en weekend, hvor der har været rigtig meget gråd. Jeg har selvfølgelig forsøgt at skjule det, når drengen var vågen, men han har uden tvivl kunne mærke, at noget var galt.

Han har hængt på mig. Haft behov for at sidde med mig i sofaen i stedet for at ligge i sin elskede sækkestol, når der har været børnetv-tid. Haft lidt svært ved at falde i søvn, og er vågnet i høje skrig hver nat.

Hele eftermiddagen i dag har han været pylret, og har kun ville sidde på min arm, og så gad han heller ikke spise noget. Det endte med, at jeg fik lokket noget havregryn med mælk i ham, efter jeg havde smidt de varme frikadeller, kartofler og gulerødder i skraldespanden.

I aftenbadet fik han et regulært sammenbrud, fordi han fik nej til at sidde og pøse vand ud over hele badeværelsesgulvet. Altså, ind i brusekabinen var det helt fint med mig, men sgu ikke ud på gulvet, så jeg kunne bruge en masse tid på at rydde op bagefter. Det var vi så ikke helt enige om, og han græd så meget, at han næsten ikke kunne få vejret.

Lige dér ramte den dårlige samvittighed ekstra hårdt. Jeg kæmper mange kampe lige nu, både med systemet og med mit eget hoved, og det betyder bare, at der ikke er overskud til at være verdens bedste mor. Desværre, for det er faktisk det, der er det allervigtigste for mig. At være hans mor. Det kan man desværre bare ikke leve af!

Jeg var tæt på at sætte mig ned og tude sammen med ham. Det er en forfærdelig følelse, at jeg ikke har overskud til mit barn. Selv ikke, når Manden er hjemme, har jeg overskud til ham. Det gør mig så uendeligt ked af det, og sætter ironisk nok gang i selvmordstankerne. Som om jeg ville være en bedre mor, hvis jeg slet ikke var her.

Jeg har en stående aftale med Manden om, at han kan kaldes hjem, hvis det bare ikke går, men for fanden… Det går jo heller ikke. NOGEN skal jo hive penge hjem, og når han nu HAR et job, så er det nok bedst, at vi udnytter den mulighed.

Så jeg prøver at holde sammen på mig selv, få styr på papirer og holde systemerne i ørerne, mens jeg samtidig forsøger at være en god, nærværende, overskudsagtig mor. Heldigvis findes der bland-selv-slik og sodavand, så det planlægger jeg at bruge resten af min aften på at trøste mig selv med. (Og så nævner vi ikke den der dårlige samvittighed over, at jeg egentlig burde fokusere på noget sund og nærende kost for at få det bedre, vel…)