Det var et godt år..!

Jeg elsker simpelthen bare alle de lister og opsummerende indlæg, som både tv og internet svømmer over med for tiden. Jeg er nok lidt melankolsk på den måde.

Så selvfølgelig hopper jeg da med på bølgen. Nu har bloggen her jo ikke eksisteret i et år, faktisk ikke engang et halvt år, men derfor kan jeg vel godt opsummere alligevel ;)

Det har været et kontrastfyldt år, helt ærligt. Det startede med en livskrise, og endte med et mirakel.

 

I januar gik det op for mig, at jeg nok ikke bare var ‘travl’, men at det nok stak lidt dybere end det. Så jeg trak stikket, sagde nej til en masse arbejde og isolerede mig.

I februar besluttede Manden og jeg, at det var på tide at prøve at lave den der familie, vi havde snakket om så længe.

I marts lykkedes det, og jeg fik alle de lede graviditetssymptomer lige fra en start.

I april fyldte jeg 29, en alder jeg stadig ikke helt kan forholde mig til. Min mor har altid sagt til mig, at livet først rigtig begynder ved de 30, fordi man først her begynder at forstå, hvem man er, hvad man står for, hvad man (ikke) vil finde sig i, og hvad der faktisk betyder noget i livet. Så jeg har altid set frem til at blive det. Nu, hvor det banker på, synes jeg pludselig, jeg er bagud. Jeg har i hvert fald ikke pis på styret, men jeg har selvfølgelig også lige fire måneder endnu til at få det.

I maj brød jeg for alvor sammen og fik en sygemelding. Og så kom jeg tilbage i det system, der havde fået mig ud i stressen til at starte med. Det var også her, min bækkenløsning for alvor begyndte at give smerter. Selvom smerterne er forfærdelige (Er. Nutid. For de er der stadig…), så tvang det mig i den grad til at sætte tempoet ned, hvilket har været rigtig godt for mig. Jeg er nemlig sådan en, der altid har ild i 17 milliarder ting på én gang, og det går ikke i længden…

I juni besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at finde et eller andet pusterum. Det hjalp ikke at male træer med akvarelfarver, så i stedet startede jeg på at skrive denne blog. Det har gjort mig godt, kan jeg mærke :)

I juli fik jeg besøg af min folkeskoleveninde, som jeg ikke havde set i mere end fire år. Det var fantastisk, det var som om, vi havde set hinanden ugen inden. Det er bare livsbekræftende, når man finder ud af, hvor stærke nogle venskaber er. Så føler jeg mig elsket og forstået.

I august kunne jeg fejre fire års kærlighed med Manden i mit liv.

I september valgte kommunen at sætte mig over på barselsdagpenge i stedet for sygedagpenge, hvilket lettede helt utrolig meget. Slut med kommunemøder, hvor alle følte, deres tid blev spildt, fordi jeg jo ikke kunne deltage i alle deres “tilbud”, som skulle få mig tilbage på arbejdsmarkedet. Det er temmelig svært, når man 1) ikke kan bevæge sig mere end 20 meter/10 minutter uden at have så ondt, at man skal ligge ned, og 2) har to måneder, til man skal på barsel.

I oktober stæsede jeg rundt, så meget som kroppen nu tillod det, for at blive klar til baby, som jeg var helt sikker på, ville komme ud til mig før tid.

I november bandede jeg enormt meget, fordi baby ikke var med på min plan om at komme ud tidligt, men til gengæld var begyndt at synes, det var virkelig sjovt at headbange ned i mit bækken, mens han satte af mod mine ribben. Det var i øvrigt også her, jeg fandt ud af, at det alligevel ikke var en pige, der lå i min mave, men en lille dreng.

I december kom han så endelig. Min Martin. Mit lille ønskebarn, mit mirakel, min største kærlighed til dato.

 

2014 blev også året, hvor jeg mistede. Det er ellers længe siden, jeg har mistet mennesker i mit liv. Sidst var i 2008, hvor min morfar endelig gav op efter længere tids sygdom og forfald. Men i 2014 mistede jeg tre mennesker. To spøgelser fra fortiden og så en kær kollega, der valgte at sige farvel til et liv, han fandt alt for hårdt.

Spøgelserne var nogle, der engang betød noget. Det ene var som en far for mig i mine pre-teen-år. Det var bedstevenindens far, som jeg altid har været dybt misundelig på hende over. Vi snakkede altid om, at det hele ville være meget bedre, hvis vores forældre byttede. Hendes mor var nemlig en strigle, og min far var en idiot, mens den omvendte kombination var helt fantastisk, så hvis hendes far og min mor bare kunne slå pjalterne sammen, så ville alt blive meget bedre, mente vi. Han døde af kræft efter kort tids sygdom, og jeg nåede aldrig rigtig at få sagt til ham, hvor meget han betød for mig. Så jeg græd meget, da jeg hørte det.

Det andet spøgelse var et af dem, som hjemsøgte mig. Han var en gammel, gnaven mand, som altid sagde præcis, hvad han tænkte – uden tanke for, om det kunne gøre nogen kede af det. En evne, jeg både beundrede og hadede. Det var ham, der sagde til mig, at jeg aldrig ville blive journalist, fordi mine forældre læste Se & Hør. Og at jeg aldrig ville få succes som sanger, fordi jeg “jo ikke var pæn”.
Ubevidst har jeg derfor altid forsøgt at modbevise ham. Jeg fik min uddannelse, og jeg er forsanger i et band. I mange år har jeg gået og overvejet at melde mig til X-Factor bare for at kunne sige til ham, at jeg SAGTENS kunne få succes, selvom jeg har rigeligt med kilo på sidebenene. Men det ville jo på et eller andet punkt også være at lade ham vinde.
Men nu er han død, og jeg sidder tilbage med en underlig, tom fornemmelse. Jeg ved, han ville have sagt undskyld, hvis jeg altså havde opsøgt ham. Men jeg kan ikke bruge det til noget, for hans ord sidder for dybt i mig, og jeg skal have fundet en måde at komme ud over det nu uden en direkte konfrontation.

Endelig ser det også ud til, at jeg har mistet min elskede kat. Missemanden er forsvundet, og det får mig til at græde ekstra meget for tiden – som om de skide hormoner ikke gjorde det slemt nok!

 

For at opsummere: Det har været et begivenhedsrigt år med mange op- og nedture, omvæltninger og episoder, der har sat gang i nogle dybe tanker. Fyldt med smerte, kvalme og kærlighed. Som sædvanlig. Det er vist bare det, man kalder “livets gang”.

 

Og her til slut får I lige de fem mest populære indlæg:

1. Hvor går grænsen på nettet?
2. Når drømmen brister
3. Hvorfor udleverer jeg mig selv?
4. Nå, hvad er der så med de der drenge?
5. Den bedste julegave

 

Tusind tak til alle jer, der har fulgt med, kommenteret og heppet fra sidelinjen i løbet af året – jeg glæder mig til endnu et år i jeres selskab! :)

 

<3 Charlotte