Don’t blink!

Jeg ser egentlig ikke Dr. Who, men jeg ved i hvert fald så meget, at man ikke må blinke, når man ser en engel. Hvorfor man ikke må, finder jeg nok aldrig ud af, for jeg orker ikke at sætte mig ind i en ny serie, men jeg ved i hvert fald, at det også gælder i virkelighedens verden.

BLINK, og så kunne han smile. BLINK, så kunne han pludre. BLINK, i dag sover han sin allerførste lur i tremmesengen på sit eget værelse. I øvrigt et syn, der var lige ved at få grædekonen her på arbejde igen.

Det går bare stærkt, og det mærkelige er, at det sker i ryk, ikke gradvist. Pludselig kan han bare noget nyt. Som for eksempel at vende sig fra mave til ryg, og lige om lidt kan han også den anden vej, han øver sig i hvert fald, og ligger og vrider sig som en orm i kravlegården.

Jeg tager selvfølgelig rigtig mange billeder (glemmer at få dem printet ud og sat i album, så det bliver rigtig sjovt senere), så jeg kan se forandringen dér. Det gør jeg primært med min mobiltelefon, fordi den som regel er det, jeg lige har ved hånden, når ungen laver en ny bevægelse.

Det er ikke så mange af billederne, der ender her på bloggen. Der ender lidt flere på min instagramprofil (@skalottelog), men som søde Mia fra Den Pæne Overflade bemærkede, da hun for nylig gav mig en masse søde ord på sin blog (tak for det! Det varmer så usigeligt meget, altså :)), så er det ordene, der er bærende her i mit univers.

Det gjorde mig faktisk lidt ærgerlig at læse. Altså, hun har jo ret, den søde pige. Men fotografering er faktisk en af mine mange hobbies, og jeg har syltet den lidt på det seneste, fordi der ikke har været overskud til at kravle rundt på maven for at komme i højde med hunde, blomster, solnedgange og alt det andet, jeg plejer at skyde med min udløserknap efter.

Så jeg besluttede mig for at prøve at få et par gode billeder af min lille mand. Nogle skarpe, hvor han ikke er helt gul i hovedet, fordi hvidbalancen ikke er helt optimal.

Jeg er selv ret pjattet med resultatet, men må også bare være realistisk og indse, at jeg ikke kan få det hele. Jeg kan ikke tage fine, redigerede billeder hver gang. Og slet ikke dem, der viser et lyst og luftigt og bekymringsfrit liv, som så mange andre mommy-bloggeres billeder (hvordan kan det lade sig gøre? Bor alle mennesker bare i hvidt?), for så kommer der aldrig nogle indlæg her på bloggen.

Og så er det bare heller ikke altid, jeg har det helt store Canon med makrolinse ved hånden, når der sker milepæle i barnets liv. Som for eksempel middagsluren i dag, hvor jeg kun lige kunne liste en hånd med en mobil ind gennem døren, der stod på klem.