Mange har spurgt mig, om jeg så ville have kønnet af vide “næste gang”. Spørgsmålet kom faktisk første gang allerede et par dage efter, jeg havde fortalt jer, at Frømanden altså var en dreng, og ikke den pige, vi var blevet stillet i udsigt.
Dengang var jeg ikke i tvivl. Det skulle jeg helt sikkert! Og jeg skulle ikke bare have det at vide fra sådan en sygehusjordemoder, som ikke havde tid til at se ordentligt efter (fordi de skal huske at se på, om organer og sådan fungerer som de skal, ptsh!) – nej, jeg skulle have en rigtig kønsscanning.
Nu er “næste gang” så oprunden, og tiden er blevet booket for længe siden. I morgen får vi at vide, om det er en lillebror eller en lillesøster, der brygges på inde i min mave.
Jeg er dødnervøs. Faktisk måske lidt bange?
Først og fremmest er jeg bange for, om der overhovedet stadig er liv derinde. Risikoen er under 3%, men jeg har før raget alskens dårlige statistikker til mig, så man ved jo aldrig.
Nej, selvfølgelig er den okay! Og det er selvfølgelig det vigtigste, men det er også vigtigt for mig at få et helt sikkert svar på, om det er en dreng eller en pige for jeg kommer til at knytte mig til svaret. Og det er derfor jeg er bange. Hvad hvis det sker igen, at den der scanner tager fejl..?
Nu kender scanningsdamen jo min forhistorie, og hun har lovet mig, at hun ikke siger hverken blå eller pink, med mindre hun 116% sikker, men intet er jo hundrede procent sikkert. Heller ikke selvom hun siger det, vel?
Men jeg er også bange for at blive skuffet.
Åh, sagde jeg lige det?
Hvad bilder jeg mig egentlig ind?!
Jeg har haft let ved at blive gravid, og det er lidt af et mirakel. Jeg burde bare være glad for, at der indtil videre ikke er nogle problemer, og alt ser ud til at gå fint med babyen. Dreng eller pige er da fuldstændig underordnet!
Ja, selvfølgelig er det det. Altså, i virkeligheden er det ligemeget, om det er en dreng eller en pige. Bare babyen kommer ud og er lige så perfekt som sin bror, så ER kønnet vitterligt ligegyldigt, så meget har jeg da fundet ud af efter den oplevelse, vi var igennem for halvandet år siden.
Og så alligevel ikke. For det er en drøm, der for evigt vil blive knust, hvis det ikke er en pige, der gemmer sig i maven. Jeg har altid ønsket mig en pige. OG en dreng. En af hver, eller alternativt to piger, men aldrig to drenge. Derfor var jeg lykkelig, da scanningen af Frømanden viste, at han “helt sikkert var en pige”.
Jeg åndede lettet op. Det var rart, at presset nu blev taget af næste graviditet, og at det var underordnet, om “den næste” havde tap eller ej – min drøm var gået i opfyldelse.
Derfor var det noget af et chok, da vi et par uger inden termin skulle omstille os på, at der altså var en dreng på vej. Det var hårdt, fordi vi havde knyttet os til tanken om, at vi skulle have en pige. Pludselig var det et helt andet barn, der lå i min mave. En anden fremtid, som var på vej.
Marie blev pakket ned. Navnet på væggen, alt det lyserøde tøj, de lyserøde bamser og ting med hendes navn på, som vi allerede havde købt, blev pakket ned i to store kasser og stillet op på loftet. Den lilla farve på væggen blev malet over med en grøn, og vi satte et nyt navn op på væggen.
Det var dét, der ramte hårdt, at drømmen blev smadret. Det var ikke det, at vi skulle have en dreng. Det kan jeg se nu, hvor vi har fået verdens sødeste, gladeste, nemmeste, dejligste dreng. Jeg ville ikke bytte ham for noget i verden. Det vil jeg heller ikke, hvis vi jeg om seks-syv måneder får endnu en dreng i mine arme, men i morgen er en anden sag.
Vi skal ikke have mere end to børn, for det vil min mand ikke, så i morgen kan den drøm, jeg stadig har stående i to kasser oppe på loftet, risikere at blive pakket væk for evigt. Og det er lidt svært for mig at sluge.
Jeg er bange for at føle, at jeg går glip af noget, og at jeg altid vil føle, at jeg mangler noget. Jeg er bange for, at to børn så ikke vil være nok for mig. Det kommer til at kræve en mental omstilling, hvis scanningen viser en dreng. Endnu en gang.
Og det giver mig allerede dårlig samvittighed, for det er jo stadig et ønskebarn! Ligegyldigt om det er en dreng eller en pige, så er det SÅ meget et ønskebarn lavet i kærlighed, og som kommer til at smelte mit hjerte for altid.
Jeg er faktisk også bange for at blive skuffet, hvis det ikke er en dreng. For det kunne jo også være fantastisk at få en dreng mere. Det er jo noget, jeg allerede kender til – at være drengemor med alt hvad det indebærer af grineanfald over prutter, en dyb kærlighed til traktorer, og blåt tøj. Helt uden glimmer. Måske vil jeg også føle, at jeg ligefrem har valgt en dreng fra, hvis det viser sig at være en pige.
Et par stykker har spurgt mig hvad jeg håber på, og jeg er ikke længere sikker. Jeg vil nok være ked af det lige meget hvad, fordi det ene kommer til at udelukke det andet. Jeg er åbenbart ikke til at stille tilfreds. Eller også skal man vende det til noget positivt og sige, at jeg vil blive lige glad, lige meget hvad scanningen viser.
Bare den er sund og rask. Det er det vigtigste.
Og bare det er en pige.
Disclaimer: Jeg forstår, at det ikke er alle, der kan forholde sig til og acceptere mine følelser omkring det her emne. Jeg har allerede mistet én veninde på grund af det, og selvom jeg aldrig vil kunne forstå, hvorfor hun (og andre) ikke kan acceptere mine følelser omkring det, så forstår jeg, at det trykker på andres knapper. Enten fordi, man selv har svært ved at blive gravid, fordi man har mistet et barn, oplevet problemer i graviditeten eller lignende. Jeg forstår, at disse mennesker mener, jeg er dybt forkælet, og derfor ikke bør få lov at have børn. Jeg forstår ikke hvorfor, men jeg forstår, at nogen føler det sådan.
Jeg har selvfølgelig ikke skrevet dette for at gøre nogen kede af det eller for at provokere, og jeg er lykkelig for, at jeg kan tillade mig at føle sådan for et luksusproblem. Jeg beder selvfølgelig til, at mit barn bare har det godt. Det ER det vigtigste.
10 comments
Det bliver vel nok spændende imorgen så. Ærligt, så blev jeg skuffet begge gange. Ikke helt af den samme grund som dig dog. Første gang var jeg sikker på, at jeg skulle have en pige, så da jeg fik at vide, at det var en dreng, blev jeg helt forvirret. Her bagefter kan jeg se, at det ikke som sådan var skuffelse, i hvert fald slet ikke over babyen, snarere mig selv, for hvis min intuition var *så* dårlig, så kendte jeg da slet ikke det lille liv, der voksede inde i mig. Tror jeg nok, at jeg tænkte. Hormoner, tænker jeg nu…. Anden gang ville jeg så gerne have en dreng mere, for det var jo alt hvad jeg kendte til. Hvordan er man overhovedet pigemor, tænkte jeg. Fjollet, tænker jeg nu. Vi griner lige højt af de små prutter, hun leger (også) med traktorer og ja, er naturligvis helt perfekt (hvis jeg selv skal sige det).
Der er meget tabu omkring “gender disappointment”, tror jeg de kalder det herovre. Jeg tager selv rimeligt let på det, forstået på den måde, at følelser er følelser! Altså som min veninde sagde for nyligt (om noget andet): “det er BARE følelser, Pernille!” Vær du bare i det, og giv slip på det, når du er klar til det, så skal det hele nok gå fint i sidste ende. Pøj pøj imorgen!
Kære Pernille, tusind tak for din kommentar. Du formår altid at sige det helt rigtige til mig, og det er bare så skønt, at du gider! Havde dine ord i baghovedet, og det var faktisk rigtig rart.
Ha, jeg kan virkelig genkende den der skuffelse – over mig selv. Med Martin havde jeg også “følt” en pige lige fra undfangelsestidspunktet. Da det så blev bekræftet ved MD-scanningen, tænkte jeg: “Ja, selvfølgelig!”, og at jeg var ret meget i kontakt med min krop. Mja, så blev grundforvirret og faktisk bange for, om jeg kunne klare fødslen, når jeg TYDELIGVIS ikke var i kontakt med min krop overhovedet.
Ja, det er egentlig ret fjollet, for lige præcis kønnet føles vel for pokker ikke anderledes inde i maven ;D
Kan godt forstå, hvad du mener. Her set i hindsight tror jeg faktisk, jeg ville have det på samme måde, hvis lillebror havde været en pige :O
Din veninde lyder også som en klog kvinde. Jeg er helt enig. Det er bare følelser, og sådan nogle går jo heldigvis over igen :)
Har det på samme måde! Spændende med i morgen ♡
Det er dejligt at høre, at jeg ikke er alene om de tanker <3 Skal du have det at vide, så?
Søde Skalotteløg!
Du skriver det selv til allersidst: “Jeg beder selvfølgelig til, at mit barn bare har det godt. Det ER det vigtigste.”
Og det ER det vigtigste, men man har da altid lov til at håbe – det gør dig ikke til en dårligere mor, for du elsker det barn, der kommer – tap eller ej ;)
Jeg er en af de kvinder, der ikke selv kunne få børn, så mit yndlingsbarn er født af en anden mor i Sønderjylland og adopteret af mig. Men jeg elsker ham overalt på jorden, og han er min min min … og han ville dø af skam, hvis han så det her, for han er 21 år i dag :D
Da vi skulle skrives op til adoption, skulle vi også angive, hvilket køn vi helst ville have … og det stødte mig mere, end dine ønsker for en lille pige ;) Jeg ville bare gerne have et sundt og rask barn – kønnet var fuldstændig ligegyldigt ;)
Jeg håber for dig (jer), at I får den lille pige, men mest af alt håber jeg, at I får et rask og dejligt barn.
Pøj pøj med scanningen <3
Kære Mette, tusind tak <3
Og ja, det er præcis det, jeg mener: Man kan jo godt elske sit barn ud over alle grænser, selvom man stadig håber på en af det andet køn.
Hvor er det dog dejligt, at du kunne få et barn i dit liv, selvom naturen ikke lige var med dig! Jeg kan godt forstå, hvad du mener. At man for pokker bare gerne vil have et barn, et sundt og rask et. Når det så er lykkedes, så kan man begynde at ønske ting for, og det er dreng eller pige. Hvis det første ikke er opfyldt, så er det andet jo fuldstændig ligemeget :)
Selvfølgelig er han pinlig over sin mor, men det går over igen med alderen ;D
Når han kommer ud, så skal I nok elske ham lige så meget som Martin!
Min veninde venter barn nr. 3. Hun har altid gerne ville have en pige. De skal have endnu en dreng og hvor blev hun trist, da de fik svaret, men det betyder jo på ingen måde at de ikke vil elske ham lige så højt.
Jeg synes faktisk der er mange der spørger hvad man håber på – og hvis det er okay at spørge om, så er det vel også okay at ønske det ene frem for det andet?!?
Netop på grund af alle de følelser vil jeg ikke have kønnet at vide, for så skal man forholde sig til det. Og jeg vil bare gerne have et sundt og raskt barn. Min mand vil gerne vide det, så må vi se hvem der får sin vilje….
Ååhr, det var egentlig et godt argument! Det havde jeg slet ikke overvejet – for ja, der er jo ikke nogen skam forbundet med at spørge. Ha, det var da en genial måde at vende det på :D
Ja, du har så absolut ret – han bliver lige så elsket som Martin. Det er jo det, man fortryder kun de børn, man ikke får, ikke? :)
Kan godt forstå dig! Overvejede virkelig også at lade være med at få det at vide, for så var barnet og adrenalinet og alle de kærlige følelser (og kaos og søvnunderskud) der, når det så blev afsløret, og så ville jeg ikke have tid til at tænke over det. Måske. Eller også ville det blive lige omvendt, og det var faktisk det, jeg var mest bange for – altså at det kunne skubbe mig ud i en efterfødselreaktion, eller at jeg ikke ville tillade mig selv at blive ked af det, når han var der. Og lige nu er jeg i hvert fald glad for, at jeg ved det allerede :)
Hvis nu vi ikke havde haft den oplevelse med Martin, så havde jeg nok også valgt at lade det være en overraskelse (hvis jeg kunne styre min nysgerrighed, ha! ;))
Vi venter i spænding ;) Hvis man har fået to børn af samme køn er der større sandsynlighed for, at man vælger at få et tredje barn. Det fortæller også noget om, at der er følelser og drømme knyttet til køn. Den drøm jeg gradvist har måttet give afkald på er drømmen om mange børn. Fire istedet for to, fordi jeg altid selv har elsket at være en del af en flok. Det fulgte mig lidt i lang tid, men selvfølgelig er det da helt helt underordnet i forhold til at få lov til at være MOR til to vidunderlige piger og er ikke længere noget, det betyder noget.
Det tror jeg, du har ret i :) Jeg kan i hvert fald mærke, at tanken om at få en mere er rykket lidt nærmere, nu hvor vi får to drenge. Havde vi fået en pige, så tror jeg, at det havde været nok for mig. Det er fjollet, det er det altså, for hvorfor er to drenge ikke nok? Måske kan det sammenlignes med din drøm? Men som du også siger: Hvis man er heldig, går det over med årene, hvis det ikke er det, der ligger i ens kort. Forhåbentlig :)
Og heldigt at du har fået to så søde børn, når nu det skulle være sådan :)