Du er jo syg i hovedet…

For nogle dage siden fik jeg et opkald om, at en person, der betyder meget for mig, havde været millimeter fra at tage sit eget liv.

Det kom som et chok for mig. Hun er nemlig en skøn kvinde. Smuk, humoristisk, tynd (hvilket i min bog jo er lig med lykke), to skønne børn, som klarer sig godt i livet, og et spændende job, hvor hun tjener masser af penge. Der kommer kun sjove bemærkninger og positive updates fra hende på facebook, hvor hun i øvrigt får masser af likes fra sit netværk.

Alting synes perfekt, så hvad har hun at være ked af? Men det var hun altså. Der var sket nogle ting, som gjorde, at hun pludselig følte sig helt alene i verden, og at alting bare ramlede sammen om ørerne på hende. Hun orkede ikke at kæmpe mere.

Hun havde ringet til vores fælles veninde midt om natten og tudet så meget, at man næsten ikke kunne forstå, hvad hun havde sagt, fortalte min veninde, som heldigvis havde siddet i den anden ende af telefonen. I tre timer sad hun der og snakkede uden egentlig at vide, hvad hun skulle gøre for at hjælpe. Hun fik heldigvis talt hende fra det.

Hvad kan man egentlig gøre? Der er mange hundrede kilometer mellem de to, så det var ikke så nemt bare at køre over og give hende en ordentlig krammer, for det var en helt almindelig hverdagsaften. Men selv hvis der havde været kort afstand, hvad skulle hun så gøre? Hun kan jo ikke gøre hende rask og få smerten til at gå væk.

For omkring et halvt år siden skrev jeg om en kollega, der valgte at tage sit liv (læs indlægget her, hvis du ikke allerede har læst det). Han havde også tit ringet en god veninde op om natten og grædt over livet, som virkede meningsløst. Faktisk gjorde han det også to ugers tid inden, han altså besluttde sig for, at det var den eneste fremtid, han kunne se mening i.

Han fik ellers det der kram, og der var folk, der havde øjne på ham. Men altså, det med at klage over livet havde han jo gjort så mange gange, og nu – pludselig – så det faktisk også ud til, at han var begyndt at få det bedre. Det kom som et chok for alle, at han mente det denne gang.

Dengang skrev jeg, at jeg mente, selvmord er en egoistisk handling. Efter at have læst det her brev, som en kone har skrevet til sin afdøde mand, efter han begik selvmord (som Miriam var så sød at dele på sin blog), er jeg blevet klogere. Meget klogere!

For fanden da – jeg har selv haft en depression! Jeg har selv ligget og stirret ind i væggen og ønsket, at jeg bare ville blive opløst. Jeg havde ikke lyst til at dø, jeg havde bare ikke lyst til at leve. At nogen lige kunne trykke på ‘pause’, så jeg kunne nå at indhente det gode liv, som alle omkring mig så ud til at være helt på linje med. Og alligevel har jeg ikke forstået, at det ikke er noget, man selv vælger.

Jeg har hele tiden troet, at det var mig, der valgte ikke at tage mit eget liv. Men måske var jeg i virkeligheden bare ikke syg nok. Måske er det som at være ramt af en ond kræftsygdom, som man til sidst kommer over. Ikke kæmper sig igennem, ikke vælger til eller fra – men som man bliver rask fra.

Når JEG ikke forstår det – altså en af dem, der selv har ligget en sen nattetime og tudet ned i et telefonrør til en veninde om, hvor håbløst det hele var – når jeg ikke forstår det, hvordan skal så en, der aldrig nogensinde har prøvet det?

Det er svært at acceptere, at det er en sygdom. At det er noget kemisk, der foregår i kroppen, ligesom kræft også er det, og at man ikke bare kan tage sig sammen og blive rask. At selvmordet hverken er den nemme eller egoistiske løsning.

På en måde er det også en befrielse. Jeg har nemlig gået rundt længe og frygtet, at jeg ligesom bare var “sådan en”, en af dem, der er lidt syge i hovedet. Det var jeg så også. Syg. I hovedet.

Men nu er jeg (måske) blevet rask. På samme måde som en kræftramt kan blive det: Med den evige frygt om, at det kan komme igen når som helst, fordi risikoen bare er det større, når man først har været ramt én gang.

Tilbage står så mit spørgsmål: Hvorfor er der så mange, der bliver syge i hovedet? Er det noget, vi selv skaber? Det tror jeg (men jeg har jo taget fejl før).

Jeg tror, det er den evige stræben efter, at alting skal være så perfekt, der gør det. Det er i høj grad de sociale mediers glorificering af hverdagen, som helt klart er sjovere at følge med i end folks fodvorter og andre dårligdomme.

Vi skal gerne have en masse venner, mange penge, et spændende job. Vi skal også se rigtige ud, gå i det rigtige tøj, tage på de rigtige ferier og tage pæne billeder af det hele imens. Vi skal hygge os. Med andre. Det går sgu ikke, at vi bare sidder derhjemme alene en fredag aften.

Dem der gør det (hvilket vist nok er størstedelen af os, er det ikke?) kan så sidde ved computeren og kigge på alle de andres fede liv og få det rigtig dårligt med sig selv, og ved midnat er ensomheden til sidst så gennemtrængende, at man bliver nødt til at ringe til nogen. Heldigvis er de også hjemme!

For mit eget vedkommende kom depressionen i kølvandet på flere års selvpineri med hensyn til krop og mad. Men den historie kan I få i et andet indlæg.

Min intention med det her indlæg var faktisk bare at sige: Jeg er blevet klogere (hør folket juble!). Depression er en sygdom, og selvmord kan være konsekvensen, hvis ikke den bliver behandlet. Af og til kan man ikke behandle sygdom. Men vi skal fannerme prøve! Og det kan vi kun ved at snakke om det.

Du behøver ikke føle skam. Du er bare syg. Det er ikke din skyld, og du kan hverken gøre til eller fra, men måske kan du blive helbredt. Der er lys.