Du må ikke dø. Noget om at savne en, man ikke kender

I dag er det tre år siden, han valgte livet fra.

Tre år siden, han sirligt og fattet skrev de ord ned, der vel har været hans sidste. Beskeden om ikke at gå ind, men i stedet ringe til politiet og sige, at der var sket en ulykke.

Sedlen hængte han på sin hoveddør, inden han gik ind til rebet, som han havde monteret i loftet. Så hoppede han.

Det var en helt almindelig tirsdag formiddag midt i september. Hvorfor han lige valgte denne dag, ved jeg ikke, men den var nøje udvalgt.

I weekenden inden, havde han været på besøg hos alle dem, der betød noget for ham. Hans mor, hans søstre, hans bedste veninde. Han levede alene, og havde ingen børn. Det var blandt andet derfor, han følte sig så ensom.

De vidste godt, han var ensom. Det havde han givet udtryk for mange gange. Han havde snakket med bedsteveninden om, hvordan det ville være smartest at begå selvmord, og hvad man skulle gøre for at være sikker på at dø, og ikke ende som en eller anden grøntsag. Det ville trods alt være værre. Skulle det gøres, så skulle det gøres ordentligt. Et planlagt trafikuheld var derfor udelukket, og det ville i øvrigt også udgøre en risiko for andre. Det ville han ikke have. Det måtte kun gå ud over ham selv.

Det var også derfor, han skrev sedlen på døren om, at hvem der end var kommet for at lede efter ham,  måtte de ikke gå ind. Ring efter politiet. En sidste omtanke for dem, han holdte af.

Det var en af vores kollegaer, der fandt sedlen. Det vidste han godt, det nok ville være, for han havde nemlig vagt på denne helt almindelige tirsdag, og det lignede ham ikke at blive væk. Han var heller ikke typen, der lagde sig syg. Desuden havde han været der om mandagen, og der havde han virket gladere og mere frisk, end han havde gjort længe. Da han heller ikke tog telefonen, fornemmede man, at noget var galt.

Bagefter snakkede vi om, hvorfor ingen dog havde set noget. Mærket noget. Han havde virket så glad, som om de mørke skyer, der havde fyldt i så mange år, var ved at lette. Dét havde vi bemærket, og det havde gjort os glade på hans vegne.

Derfor var det et chok for os alle, da vi fik at vide, hvad han havde gjort. Et kæmpe chok, selvom det alligevel ikke kom bag på os. Han havde jo snakket om det længe. Men livet går op og ned, hverdagen kører med egne liv og børn og arbejde. Man glemmer måske at spørge, hvordan det går nu. Man orker måske heller ikke helt at høre svaret, fordi der ikke rigtig er en løsning på den der ensomhed.

Og så var han væk.

Der var så mange ting, jeg gerne ville have fortalt ham. At han var et af de dygtigste og skarpeste hoveder, jeg nogensinde havde mødt. At jeg beundrede og respekterede ham for det arbejde, han lavede. Hvor meget det betød for mig personligt og professionelt, at han roste det, jeg havde lavet.

Jeg ville gerne have fortalt ham, at jeg – trods hans ofte afvisende ydre – elskede at være på vagt sammen med ham. For når han endelig åbnede op for den varme kerne, så bragte han mig så meget glæde og energi, at jeg blev helt forlegen. Jeg ville gerne have sagt, at jeg elskede hans humor, men det turde jeg ikke. Jeg var sikker på, han ville misforstå det som en joke, eller at han ville synes, jeg var idiot.

Da jeg cirka et år forinden skulle videre fra min pind på kontoret, havde jeg planer om at lægge en pose Halls-bolcher med lakridssmag til ham sammen med en seddel, hvor jeg ville skrive nogle af de ord, jeg ikke kunne få sagt. Han levede nærmest af de bolcher, men var altid fin til at spørge, om man ville have en. Men jeg glemte at få posen med på arbejdet den dag, og uden den virkede det malplaceret at lægge sådan en seddel med varme ord.

Jeg havde tit planer om at tage forbi med den pose, men som tiden gik, virkede det mere og mere mærkeligt at gøre.

Jeg tænker ofte på ham, selvom jeg ikke kendte ham som andet end en dygtig, sjov – og en anelse sky – kollega. Jeg tror slet ikke, han havde forestillet sig, hvor mange der sidder tilbage og savner ham, og hvor langt han faktisk nåede ud. Jeg tror ikke, han troede på, at han var de tanker værd.

Jeg ville ønske, jeg havde fået fortalt ham det.

Det havde nok ikke ændret på den beslutning, han tog på en tirsdag for tre år siden. For han var ensom, og ligegyldigt hvor mange, der så end havde sagt til ham i løbet af en dag, at de var glade for ham, så gik han stadig alene hjem til en tilværelse, som han ikke var glad for. Men som han heller ikke havde lyst eller overskud til at ændre på.

Når jeg tænker på ham, og hvor meget hans selvmord påvirker et perifært bekendtskab som mig, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg skal blive ved med at kæmpe mod den psykiske sygdom, der prøver at lægge mig ned med jævne mellemrum. Man rammer mange flere med sit væsen, end man tror. Selv når man føler sig allermest alene i verden.

Vi savner dig, H. Jeg håber, du har fundet trygheden, der hvor du er nu.