En af de aftener…

… hvor det havde været en lang dag, allerede da vi nåede til aftensmaden, fordi den lille er midt i et tigerspring, og derfor er ret pylret og svær at få til at sove.

… hvor den store nægtede at spise flødekartofler. Dem han ellers åd et halvt fad af, sidst han blev præsenteret for dem.

… hvor han også nægtede at gå i seng. Som i overhovedet.

… hvor han græd så vanvittigt voldsomt, at han vækkede den lille.

… som vi lige havde brugt en time på at få til at falde i søvn.

… hvor jeg satte mig for at amme til tonerne af et barn, der var hysterisk vred over noget, som ingen kunne gætte, hvad var. Heller ikke ham selv.

… hvor den lille ikke havde skidt i to dage, og derfor i forvejen var rimeligt anspændt. Helt bogstaveligt talt.

… hvor vi derfor overhovedet ikke havde forældrefri, da den store endelig overgav sig efter to timers kamp.

… hvor den lille endelig oversked hele sin seng, så vi kunne begynde processen på at få ham til at sove. Efter altså at have fyldt vaskemaskinen.

… hvor vi endelig kunne kravle under dynerne klokken lidt i midnat.

… hvor vi var alt for udmattede til at skændes, selvom vi havde været rasende på hinanden hele dagen på grund af søvnunderskud fra natten inden.

… hvor vi blev vækket af højlydt barnegråd klokken 02, og den store herefter proklamerede, at han ikke gad sove mere.

… hvor gråden igen vækkede den lille, så vi splittede op og startede forfra med at prøve på at få dem til at sove i hver deres ende af huset.

… hvor vi forsøgte at holde fast i, at det hverken var tid til mælk eller kiks, men til at sove.

… hvor det stædigste barn i verden holdt på, at han havde ret. Også selvom han ikke vidste, hvad han egentlig mente.

… hvor kiks og mælk alligevel ikke var det, der kunne få gråden til at gå væk.

… hvor mit ellers søde og nemme barn blev besat af en dæmon, der fik hans lille krop til at spjætte og dirre af arrigskab.

… hvor jeg forsøgte at holde om og kramme et barn, der gik i dobbelt flitsbue.

… hvor der er blevet sagt “Nej, Moaaaaaar!!” flere gange på en time, end der er blevet sagt hele forrige måned.

… hvor jeg til sidst gik ud af værelset og overvejede bare at lade ham skrige sig i søvn.

… hvor jeg alligevel gik ind igen og forsøgte at få kontakt til det hysteriske barn, men endte med bare at sidde og stirre ud i mørket og håbe på, at han godt kunne mærke, jeg var der.

… hvor jeg klokken 04.00 kapitulerede, og gik ind i soveværelset til min mand for at tude.

… hvor min mand sagde, at han gerne ville prøve for at se, om det ville gøre en forskel, at det var ham.

… hvor der pludselig blev stille, og manden kom tilbage og forklarede, at han var blevet bedt – af en meget bestemt lille gut – om at gå sin vej.

… hvor klokken nu er 04.15, og jeg håber på at få bare to timers søvn, inden den lille vågner igen og grædende kræver min tilstedeværelse og mit manglende overskud.

… hvor jeg håber, efterspillet på den omgang med sygdom snart er ovre.

… hvor jeg glæder mig til dagplejen åbner på mandag, så vi kan få kørt rutiner ind igen.

(…hvor jeg heldigvis også føler trang til at sige, at de er det hele værd. Når de ikke hyler.)