Opsangen om Larsen

Lige for tiden afholder jeg mig fra at mene ret meget om noget. Sådan er det, når man er stresset – så skal der ikke meget til at vælte en, og det der med at holde fast i sine meninger bliver nærmest umuligt, bare der kommer den mindste vind.

Men nu siger jeg lige noget alligevel.

Det handler om Kim Larsen. Det gør det meste for tiden, ligegyldigt hvor man end kigger hen. Her og der og alle vegne er der folk, der siger noget om ham.
I aften er der mindekoncert, hvor politiet regner med, at tusindvis vil fylde gaderne bare i København, for det gjorde de allerede i fredags, hvor der – åbenbart – var arrangeret en offentlig vandring for at samles i sorgen over at have mistet en, som betød meget for mange.

Og det er så fint. Det er rørende, synes jeg faktisk, og jeg håber særligt, at hans familie mærker den varme. Der sker noget magisk, når mange mennesker samles om den samme sorg. Og jeg regner da med at kigge med via tv-forbindelse i aften, når en række af de helt store navne stiller op og synger sange, som har formet min barndom.

Der er alligevel noget malurt i bægeret, og ikke kun fordi Michael Falch også synger i aften. Det har ikke noget med ham at gøre.

Nej, grunden til, at denne store opbakning til Lune Larsen kommer lidt bag på mig er, at jeg ikke kan se ham afspejlet generelt i samfundet i lige så høj grad, som jeg har kunne på gader og internet i den seneste uge.

Én ting er musikken – men Kim Larsen var jo mere end det. Han var samfundsrevser. Han var gadens mand, og han advokerede for samfundets tabere. Er folk overhovedet klar over det, når de står og skråler med på historien om, hvad der skete midt om natten, om Nanna med den røde mund og lange, sorte (og gule?) negle og spørger: Så hva’ gør vi nu, lille du?

Nej.

Det gør folk øjensynligt ikke. I hvert fald er fremtrædende profiler fra både Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke sene til at hylde Christianshavnerdrengen. Selv samme type, som de med deres politik forsøger at nedværdige og udskamme.

Claus Høxbroe har meget fint beskrevet det i sin digtsamling “Kongens København”, som udkom sidste år:

Jeg elsker Larsens musik.
Som barn elskede jeg musikkens rytme.
Som teenager elskede jeg det fællesskab, det gav, når man sang over en kold øl.
Som voksen er jeg begyndt at lytte til teksterne og elske dem for det, Kim Larsen forsøger at formidle.

At vi skal passe på hinanden og på samfundet.
At livet kan være noget lort – ligegyldigt hvor på samfundets stige, man befinder sig.
At vi ikke skal være fordømmende overfor dem, vi ikke kender.
At man også er et menneske, selvom man måske er lidt skæv i det.
At politikerne skal lade være med at blande sig så åndssvagt meget i folks privatliv.

Tænk engang, hvis det ikke kun var musikkens genialitet og gode lyd, der var i fokus i aften, men også musikkens budskaber. Larsens hjertesager.

Tænk engang, hvis vi kunne samle tusinder på gaden i protest over forringelser på velfærdsområdet og gøre op med den kultur, der har eksisteret i mange, mange år, hvor de rige bliver rigere, mens de fattige ryger mere og mere på røven. Måske kunne vi gøre en forskel?

Man skal nok have været på samfundets bund for helt at gide at bryde sig om andre, der ligger dernede og roder rundt i paragraffer og regelrytteri. Jeg kender i hvert fald en del, som er bedre stillet, der mener, at det er tabernes eget problem, at de er endt der. Men husk på, at arbejdsløshed og sygdom kan ramme enhver. Ligegyldigt hvor god form, du er i, så kan det ske, du snubler over en sten på livets vej. Og hvis det sker, er man virkelig glad for, at der er et sikkerhedsnet.

Jeg kender også flere, der har betalt topskat i årevis, som af den ene eller anden grund blev arbejdsløse i forbindelse med krisen, og derfor har mistet alt. Opsparing, pension, hus, venner – alt.

Jeg hørte en udsendelse på P1 forleden – I ved nok, en af de der kulturfremmende kanaler, som snart skal skæres helt ind til benet – hvor en adfærdsforsker forklarede, at ens syn på samfundet i høj grad formes af de muligheder, man støder på. Hun fortalte, at forsøg viser, at bedre stillede mænd er dårligere til at dele end deres knap så godt stillede sidestykker. Det kommer sig simpelthen af, at vores krybdyrhjerner tænker, at vi – når vi har gode muligheder – er stærke. At hvad der end kommer, så skal vi nok klare det. Så vi behøver ikke samfundets beskyttende arme, og behøver ikke at dele med andre for at få dem til at inkludere os i et fællesskab.

Jeg har aldrig gået op i sociale faldgruber. Ikke før jeg selv røg ned i en. Jeg blev færdiguddannet lige midt i finanskrisens værste år, og det gik i dén grad ud over både muligheder og selvværd. Jeg har ellers en mellemlang, videregående uddannelse, som kun optager omkring 75 elever om året. En meget fin, vigtig uddannelse, hvor jeg kom ud som en af samfundets vagthunde. De er i reglen godt betalt.

Da jeg startede på den uddannelse, troede jeg, at jeg ville leve lykkeligt resten af mine dage. For nu blev jeg en af dem, der altid var brug for. Vores centerleder sagde, at vi nok ikke engang ville komme til at gøre vores uddannelse færdig, fordi der var så stor efterspørgsel på journalister. Det var i gratisavisernes guldalder. To år senere var de fleste gratisavisers lukket.

Jeg synes, det virker hyklerisk, at så mange mennesker hylder en af samfundets største revsere uden at forholde sig til, hvad hans holdninger var. Eller måske gør folk faktisk det – og så håber jeg, vi snart kan se det udfolde sig i samfundsdebatten også.

Kan vi nu ikke bare blande politikken uden om og holde os til, at vi godt kan lide musikken? – spørger du måske. Jo, det kan vi skam godt. Men så synes jeg, du skal krydse dine vippende fødder og håbe på, at du aldrig selv falder over en sten.

Jeg er ked af, at Kim Larsen er død.
Først og fremmest fordi han efterlader mennesker i sorg, og fordi der ikke kommer flere nye, skønne sange fra hans mund. Men også fordi en af de mest rapkæftede af samfundets vagthunde nu ikke længere kan kæfte op.
For det er der stadig brug for.

God koncert!