En tyksak siger farvel

Det er med blandede følelser, at jeg må konstatere, at det er ved at være slut. For der er både fordele og ulemper ved, at målet nu så småt kan anes.

Jeg har fået en dato for, hvornår jeg senest vil blive sat i gang. Den 18. december. Og så må man jo kun gå i tre dage og vente på, at skidtet virker. Så det vil sige, jeg kan regne med, at hun er her senest den 21. december. Det er nu meget rart for sådan en planlægningsfreak som mig.

Det sætter selvfølgelig også nogle følelser i gang. Ikke mindst panik,  men også både glade og sørgmodige tanker.

For når hun først er ude, så er det farvel til:

• De små puf og spark indefra, som er ret hyggelige, og giver en følelse af at have noget helt særligt sammen med bloppen derinde.
• At nyde sit bad.
• At nyde sin mad… Har hørt, det bliver noget med at inhalere alting fremover.
• At udskyde aftensmaden et par timer, fordi man ikke er sulten klokken 18. Eller måske lige har spist chokolade…
• At sove mere end et par timer i træk.
• At kunne blive liggende i sengen, fordi man har lyst.
• Generelt bare at gøre noget spontant, bare ‘fordi man har lyst’.
• At kunne spise præcis hvad man vil med henvisning til, at det er dét, baby vil have.
• At krybe uden om alt det huslige, og lægge sig på sofaen, mens manden laver mad/støvsuger/rydder op/passer dyr/bærer varer ind fra bilen.
• At kræve massage til enhver tid, fordi det gør ondt.
• At give hormonerne skylden for, hvorfor man er pisse sur uden grund.
• Tykt hår (okay, tykkere. Tykt bliver det så aldrig, selv ikke hvis jeg fik tvillinger) og stærke negle, der vokser hurtigt.

Men til gengæld er det jo også farvel til:

• Kun at kunne vralte med 0,2 km/timen.
• Ondt i hovedet, ondt i maven, ondt over det effin hele, altså.
• Halsbrand
• Av-navle. Som nævnt tidligere, er det kommet bag på mig, at man kan have ondt i navlen… Altså, navlen for fanden! Men det kan man, og det er virkelig drønubehageligt.
• Ikke at kunne synge, løbe, danse og føle sig i live i sin krop.
• Ikke at kunne holde ud at sidde eller stå i mere end en halv time af gangen. Jeg elsker min seng, men vi har set alt for meget til hinanden på det seneste.
• At pruste, stønne og svede som en vild viking, hver gang man bevæger sig bare det mindste.
• Først at bruge 5-10 minutter på virkelig at overveje, om man i grunden vil komme til at ligge bedre, inden man laver vendingsforsøg i sengen.
• Vand i kroppen, som betyder, at man kun kan gå i leggings, og har to forskellige par fornuftige sko at skifte mellem.
• Teenage-hud, dårlig ånde og konstant og voldsom svedlugt.
• At være fast besøgende på sygehuset (forhåbentlig!)

Men jeg regner bestemt med, at det hele bliver opvejet af den ubetingede kærlighed, de allesammen har reklameret så varmt for, så jeg bliver nok glad i sidste ende :)