Nå, så Manden er taget væk med arbejdet i denne her uge, og jeg er atter og igen alene med øgleynglet.
Hvilket ville være helt fint, hvis ikke det var fordi, drengen savner sin far, og kompenserer ved at igle sig fast til mig af frygt for, at jeg også skrider.
Hver eneste dag i denne her uge, har han forvandlet sig til en stortudende koalaunge, så snart jeg har gjort mine til at forlade ham i dagplejen. Altså på den der måde, hvor både arme og ben holder krampagtigt fast.
Han er heldigvis hurtigt blevet glad igen, kan jeg se på den daglige fotodokumentation, men så snart han spotter mig om eftermiddagen, stopper hans ben med at virke. De bliver simpelthen til spaghetti. Så jeg må slæbe ham rundt for at aflevere solhatte og plastikskovle i de rigtige kasser, og finde sko og jakke og alle de 117 andre ting, man slæber med frem og tilbage, med én hånd og en slatten unge på armen.
Hvilket ikke ville gøre helt lige så ondt, hvis ikke det var fordi, min bækkenløsning driller igen. Jeg er derfor ikke skide overskudsagtig efter sådan en omgang, så det meste af eftermiddagen går med, at jeg ligger brak og ser tv i sofaen, mens jeg forsøger at ignorere, når han spæner rundt ude i køkkenet og hiver samtlige gryder og pander ud af køkkenskabene. Knivene har jeg pakket væk, og så går det vel nok, ikke?
De to første dage har været hårde, men i dag toppede den alligevel og blev ekstra god, fordi han heller ikke gad at spise noget aftensmad. Til gengæld var der ingen problemer den modsatte vej, men det der med at få en ren røv at trutte i, var i dag slet ikke noget, han mente, han behøvede.
Derfor var det til lyden af en hyletone, der var en tirsdag i starten af maj værdig, jeg fik slæææbt ham ind på puslebordet. Og som en ekstra bonus sluttede han af med at tisse mig lige direkte i hovedet og ud over mit tøj og det meste af puslebordet. Imponerende.
Da klokken nærmede sig hans vanlige godnattid, 18.30, drønede han rundt og flyttede på stuens møbler. Jeg kunne godt regne ud, at jeg ikke ville have stor succes med at smide ham i seng, så jeg trak den.
Klokken 19 tænkte jeg alligevel, at nok var nok, og jeg foretog en dyb vejrtrækning, inden jeg gav mig i kast med projekt-nedlæg-snotunge. Det var ingen succes. Drengen kastede sig rundt i sengen, og smadrede flere gange hovedet direkte ind i tremmerne som en vred vædder. Med vilje. Mens han grinede helt vanvittigt.
Vi satte os igen i sofaen og så lidt Postmand Per (som der kun er cirka 10 forskellige afsnit af på YouTube… Glæde for mig…), og klokken 20 besluttede jeg mig for, at han sgu så måtte græde alt det, han ville. I seng skulle han.
Det gjorde han så også. Jeg prøvede først at lægge ham på ryggen, men han sprang op som en fjeder, og jeg nåede ikke engang at forlade det cirka 12 kvm store værelse, før alarmen lød.
Jeg kunne høre, hvordan sutter og bamser blev tyret rundt i rummet, mens skrigene blev mere og mere hidsige. Efter et par minutter gik jeg ind igen. Han stod op i et hjørne af sengen og græd, så han var helt blåviolet i hovedet.
Jeg tog ham op, samlede alle hans sutter og bamser sammen, fik stukket en alarmstopper i kræften på ham, og vuggede ham beroligende frem og tilbage. Der gik cirka to sekunder, så kunne jeg mærke, hvordan han blev helt slatten.
“Nu lægger jeg dig ned i sengen igen, okay?”
Han var for træt til at komme med andet end et grynt. Øjnene havde allerede vendt det hvide ud, inden han ramte madrassen. Aaaand he was out.
Jeg tudede faktisk først ved en 19.30-tiden… Men det bliver nok ikke sidste gang, jeg tuder i denne her uge. To dage mere – det er eddermame hårdt.
Heldigvis ændrer de sene sengetider (for den var også gal mandag og tirsdag) ikke på hans godmorgen-tidspunkt. Han vågner stadig frisk og fuld af liv og lyde klokken 6.00. Fedt nok.
Godnat derude! (Snart fredag, snart fredag, snart fredag!)
Her er Per, Postmand Per, i sin bil med sin lille kat, Emiiiiil. Tænk sig, man KAN faktisk godt blive andet end i godt humør, når den spiller ;)
