Jeg er lige nødt til at starte med at sige tak, tak, tusind tak for alle de mange, søde beskeder, jeg har fået fra jer, der læser med, gennem de seneste par uger. Det har virkelig været rart at få lov til at tude lidt over livet, og få nogle søde ord tilbage i hovedet.
Jeg har vist nok sagt det før, når jeg tidligere har grædt her på bloggen, men det betyder bare så helt vildt meget!
Jeg har ikke haft overskud til at svare på dem, fordi jeg har været så helt afsindigt træt hele tiden, at jeg ikke har haft overskud til at formulere sætninger den anden vej (det gælder ikke kun her på bloggen, men også i virkeligheden. Af og til har jeg bare måtte give op, lægge telefonrøret på og gå i seng, når nogen ringede for at høre, hvordan det gik)
Jeg har siddet og læst alle jeres beskeder omkring min fosterstatus igennem, og nu giver det vist ikke så meget mening at svare på hver især, fordi jeg nu endelig har kunne være ærlig omkring det kort, jeg har haft gemt i ærmet… Så er det okay, hvis jeg bare nøjes med at sende jer allesammen en var og hjertelig tak lige her? (Det kan godt være, jeg alligevel lige poster et hjerte eller noget på de andre indlæg)
Nå, men så forstår I måske, hvorfor jeg gik endnu mere i panik over, at jeg pludselig stod til ikke at kunne få udbetalt dagpenge. For pludselig taler vi jo altså halvandet år, hvor jeg af helbredsmæssige årsager ikke ville kunne søge et arbejde – på grund af bækkenløsning.
Halv.Andet.År.
Det er eddermame længe at være uden indkomst. Hvad jeg så HELDIGVIS ikke ser ud til at skulle være (det offentlige har meget lange svarfrister, så tingene er ikke færdigbehandlet, men jeg har da fået to damers ord for, at der ikke burde være nogen slinger i valsen, når de engang når til mit papir i bunken.)
Så lige nu ser det bare ud til, at der går nogle måneder, før jeg får noget udbetalt. Pyyyha, at man ikke har husleje og skal have noget at spise og den slags detaljer. Men det er trods alt bedre end ingenting, så jeg forsøger at parkere min irritation over mere end tre måneders sagsbehandling. Bare de kommer, så er jeg lykkelig!
Skuldrene er derfor ikke helt nede endnu, men det bliver bedre og bedre i takt med, at det begynder at gå op for mig, at det eneste, jeg skal de næste seks måneder (!), er at forsøge at få det bedre i mit bækken (noget fysioterapi, akupunktur, whatever works) og så ellers til læge og jordemoder i ét væk. Men jeg skal også se rigtig meget Netflix og forsøge at komme af med den her angst.
Barnemad…
Men altså… Tak! Igen, altså… Det er simpelthen befriende og trøstende at have nogle at dele bekymringerne med, som klapper en i ryggen, selvom de ikke er min mor <3
NU sætter jeg mig og skriver nogle svar på alle de fine, søde spørgsmål, jeg har fået oven på nyheden om graviditet. Igen skal I sgu have tak. Det gør det bare lidt sjovere at blogge, når nogen faktisk gerne vil høre, hvad man har at sige ;)
Jeg kan ikke love, at jeg ikke kammer lidt over i babysnak – for der er virkelig mange tanker, jeg har brændt inde med gennem tre lange, tavse måneder! Men jeg skal nok forsøge at brede dem lidt ud, så det ikke bliver ren ammestuesnak.
(Apropos ammestue, så kig lige på bloggens facebookside, hvis du godt kunne bruge nogle gode råd til amning. Anja, som står bag Smertefri Fødsel-konceptet, har nemlig lavet et ammemodul til hendes undervisning, og det er jättebra!)
