Endnu engang terror – det er ikke så sært

Tøsedrenge – sådan kaldte vi dem i folkeskolen, der ikke kunne finde ud af at argumentere for deres holdninger og følelser, men bare begyndte at slå i stedet. De var nogle idioter.

Det er kun fem måneder siden, en flok småtbemidlede tøsedrenge myrdede løs i Paris, og en af gerningsmændene fra dét angreb er først blevet fanget for nogle dage siden. Nu er der så en ny terrorist på fri fod.

Terrorangrebet i Belgien har fyldt hele dagen, så jeg behøver nok ikke at fortælle flere detaljer derfra, vel? Og jeg behøver nok heller ikke at specificere, at jeg fordømmer det, og føler med både ofre og pårørende, for det gør jeg selvfølgelig.

Jeg føler med dem. Men jeg har ikke været ked af det i dag, som jeg blev det efter angrebet i Paris (og hvor jeg snakkede lidt om, hvordan jeg ellers har reageret på sorg).

Det studsede jeg noget over.

Hvorfor blev jeg ikke ked af det?

Jeg fik nys om angrebet, fordi jeg tilfældigvis ringede til min mor lidt over ni i morges, og hun tilfældigvis stod ved et tv, da den gule bjælke kom på skærmen. På det tidspunkt kendte man ikke omfanget og detaljerne.

“Nogle siger én død, andre siger 11,” fortalte hun mig.

“Nå, okay. Ja…” svarede jeg tørt. Og lagde på, og gik ind i bageren, som jeg havde parkeret ude foran kort forinden, for at købe kage.

Jeg blev ikke ked af det. Det ville jo ske på et tidspunkt.

Det må vist efterhånden være gået op for de fleste, at tilhængere af Islamisk Stat er sindssyge, og at DE bestemt mener, Europa er i krig, selvom nogle mennesker – og statsledere – forsøger at lade som om, vi ikke er.

Vi sender bombefly ned over dem, der slås. Vi blander os. Fordi vi bliver bedt om det, ja, men ikke desto mindre – vi blander os i krigen.

Jeg tror bestemt, IS havde angrebet mål i Europa, ligegyldigt om vi havde holdt vores fly på egen landjord eller ej, for de er virkelig forskruede i deres måde at tænke på.

Det er altså en gruppe af så radikaliserede, syge individer, at selv al-Qaeda synes, de går over stregen. Lad os huske på, at al-Qaeda stod bag det største terrorangreb i nyere tid. Læg så til, at IS blev dannet, fordi de her mennesker ikke måtte være med i al-Qaeda, fordi de var for voldelige, og så får vi vist sat en barre for, hvor høj grad af ekstremisme, vi snakker om.

Så jo, de havde nok bombet alligevel, fordi de ikke mener, vi har fat i den lange ende, når det kommer til at leve det gode – det rigtige – liv, men jeg tror, at IS-krigerne behændigt hænger deres hatte – eller tørklæder er det vel – på, at det er amerikanske og europæiske fly, der svæver over det krigshærgede område i Syrien. (Og så ældgammel historie og nag, som de stadig bærer rundt på, of course.)

 

Der kommer mere terror
Betyder det så, at vi skal trække vores kampfly hjem?

Nej, mener jeg, efter at have læst denne artikel:
http://www.dr.dk/nyheder/udland/professor-islamisk-stat-er-en-gruppe-man-kan-slaa-hvis-man-anstrenger-sig

Her forklarer en professor i sikkerhedspolitik, at: “Logikken […] er, at et angreb besvares med et modangreb. Derfor må Europa ikke se dagens angreb som et isoleret tilfælde, men forstå krigens logik, som handler om, at et angreb modsvares af et angreb.”

Med andre ord er det altså uundgåeligt, at der vil blive ved med at komme slag fra jihadisterne, så længe der er krig. Krig mellem syrerne selv, vel at mærke, for jeg tror som sagt ikke, at angrebene mod Vesten stopper, bare fordi man vælger ikke at blande sig alligevel – og det kan vi i øvrigt heller ikke, men det handler om storpolitik, og den snak lader jeg lige ligge.

Vi i Vesten er fanget i en ond cirkel. Vi kæmper for vores demokrati og ytringsfrihed, og vi værner om vores beslutning om at opføre os “fair” i krig. Vi kan (vil) ikke bare bombe dem sønder og sammen, primært fordi det kommer til at gå ud over uskyldige civile.

Men det hjælper heller ikke at snakke med IS, for hjernevaskede mennesker lytter ikke til andres argumenter.

Jeg tror, som professoren i artikler også siger det, at vi går en grum tid i møde med masser af terrorangreb i vente.

Måske er det derfor, jeg ikke blev decideret ked af det denne gang? Fordi vi har set det før. For nylig. Og fordi, vi kommer til at se det igen, og det ikke nytter noget at blive ked og apatisk hver gang?

Eller måske fordi, sorgen denne gang er blevet erstattet af en voldsom vrede over, at der ikke er nogen øjensynlig måde at undgå disse angreb, i hvert fald ikke lige foreløbig?

Jeg er i hvert fald vred, og denne gang giver det endnu mere mening at sige Je Suis, for vi ER i krig. Og jeg er på det hold af europæere, der står sammen og siger, at vi ikke vil lade os kue af sådan en samling tøsedrenge.

Je suis Démocratie!

 

Billede lånt herfra