For nogle uger siden fik jeg i vildskab skrevet noget om, at jeg var for sent på den. Som i: at jeg manglede noget vigtigt, noget månedligt, som jeg kunne skyde skylden på min irritabilitet. Menstruation (åh, men jeg hader det ord).
Jeg havde ikke lige overvejet, at mine veninder jo for pokker læser med, så der gik ikke længe, før de første sms’er tikkede ind: Er du gravid?!
Sagen var jo den, at Manden og jeg havde ladet os rive med en sen, romantisk aften – jeg kan ikke huske, om det var fordi, der ikke var noget dårligt i tv eller hvad pokker, men glade var vi. Og dem af jer, der har små børn, ved sikkert alt om, at det bare gælder om at slå til, når dét humør overmander en.
Så det gjorde vi, og jeg fik overbevist Manden om, at det var lige meget med babybeskyttelsen, for det var ved at være dén tid på måneden.
Problemet var bare, at det var det slet ikke. Det var faktisk ret præcist 14 dage inden dén tid på måneden. Min babyhungrende tøjtekrop havde narret mig.
Okay, lad os lige få et par ting på det rene: Jeg ved godt, man kan blive gravid whenever, og at metoden med ’sikre perioder’ et eller andet sted er dybt uansvarligt, og noget voksne mennesker ikke bør gøre. At vi burde bruge en eller anden form for prævention.
Men – i mere end 10 år har jeg haft fuldstændig styr på min cyklus. Jeg har markeret den på en kalender, og har kunne mærke, hvornår ægget løsnede sig i æggelederen. I mere end 10 år har Auntie Flo kommet på besøg hjemme ved mig fuldstændig regelmæssigt, faktisk så præcist, at jeg har kunne stille uret efter hende.
Derfor har jeg ikke været utryg ved at bruge lige præcis den metode om sikre perioder, efter Manden og jeg blev enige om, at vi var for realz. Det har virket upåklageligt i årevis.
Problemet var bare, at jeg var kommet ud af træning efter næsten to år i et skønt, periodeløst limbo.
Så jeg gik på nåle i to uger og tænkte lidt over, hvordan fa’ en vi lige skulle få det hele til at spille, hvis min krop havde lykkedes med sin ondskabsfulde plan.
Hvordan skulle det hænge sammen økonomisk? Vi har selvfølgelig en masse babyting allerede, men der skal alligevel investeres en god del, når der kommer en mere i husstanden. Der skal tænkes i ekstra barnevogn, ekstra tremmeseng, ekstra det hele. Alt det, som vi jo har regnet med, Den Næste bare kunne arve fra Frømanden, men det er han jo ikke færdig med at bruge om et år.
Der skal findes penge til en institutionsplads mere, og der kommer en lille mund mere at mætte. Bevares, den er da lille i starten, men de vokser jo som ukrudt sådan nogle babyer.
I starten koster de ikke så meget, hvis man ammer. Men hvad nu, hvis det slet ikke kommer til at fungere med den næste? Bare fordi, jeg har været sindssygt heldig at få amningen til at fungere med den første, betyder det ikke, det kan lykkes med den næste.
Og speaking of, hvad så med fødslen? Hvis den ikke lever op til min første oplevelse med fødegangen. Hvis jeg skal igennem smertelindring, igangsættelse eller akut kejsersnit? Måske er det bedre at stoppe, mens legen er god og så bare ikke føde flere børn?
Og barnet – hvad hvis vi får et barn med kolik? Eller andre udfordringer. Hvad hvis vi får et handikappet barn? Kan vi klare det overhovedet? Det er slemt nok at få hverdagen til at spille nu, hvor der kun er én skrighals, og han skriger faktisk ikke engang ret meget.
Hvad nu, hvis det bliver sådan, at begge børn bliver syge på én gang, og jeg er alene hjemme, og derfor kommer til at løbe i pendulfart mellem børneværelserne og bliver en levende død? (It’s bound to happen mindst én gang…)
Og Frømanden… Han er så lille. Skal han ikke have lov til at være lille lidt endnu uden også at skulle være stor? Er vi overhovedet KLAR til et barn mere? De siger jo, at hjertet bare vokser, når man får en mere, men jeg kan umuligt forestille mig, at der er lige så meget kærlighed og overskud til den næste.
Det var lange to uger.
Kroppen valgte at trække spændingen til det sidste, og lod mig gå to dage over tid, før den valgte at smide håndklædet i ringen.
Så nej, jeg er ikke gravid. Og jeg er simpelthen så overraskende skuffet.
Søvnløse nætter, bryster der bløder eller er betændte eller bare konstant drypper, et bækken der gør det umuligt at gøre noget som helst, en smertefuld fødsel og ikke mindst ni måneders lang, laaaang ventetid… Joew, hvorfor egentlig ikke?
9 comments
Ja, hvorfor egentlig ikke? Hold kæft du fik mig til at grine lige der.
Har selv fået 2 børn med 5 år imellem – fordi den første havde kolik…. Nr 2 havde ikke kolik, men hvor er jeg glad for “mellemrummet” for nr 2 var one piece of work og trak så meget tænder ud. Idag er han 22 år gammel og på vej til at blive den fineste ingeniør (han er jo stadig min lille gøjser – 192 cm høj), så alt er glemt – men jeg er så taknemmelig for mellemrummet, der gav plads til hans storebror :)
Ideelt ville jeg også gerne vente så længe mellem hver, sådan at den store er nogenlunde selvhjulpen, når lillen kommer. Men min krop mener saaagtens, vi kan klare det med kortere mellemrum – og det er svært for mit hoved at argumentere imod ;)
Havde Martin nu haft kolik, havde hovedet haft flere argumenter!
Ha ha, ja – de vil altid være små drenge, også selvom de vokser deres mor over hovedet :D
Mine børn er født med 16 måneders mellemrum, og det var helt bevidst, så ja det var hårdt og ja det var sjovt og hold op hvor har de to haft stor fornøjelse af hinanden.
Da jeg var i 40erne troede jeg at jeg var gravid, havde da to teenagebørn, huset var ombygget til to voksen og to teenagere, jeg bekymrede mig meget, men så sagde min mand; det klarer vi sagtens, det er et luksusproblem. Og som dig blev jeg helt skuffet, da jeg så ikke ar gravid :-)
Ih øv. Det havde nu været skønt – tiltrods for al logikken mod. Jeg tror det bliver hårdt at have to uanset hvornår og der er fordele og ulemper ved både kort og lang tid i mellem, så måske skæbnen bare skal styre det☺️
Det er jo det, og der er fordele og ulemper ved alt… Hvis man får to i rap er det hårdt – men hvis man venter for længe og bliver endnu mere gammel, er det der med afbrudt nattesøvn måske OGSÅ hårdt, selvom den store så kan mere selv, ya know? Så deeeet…. Må være op til skæbnen ;)
Jeg troede *lige* der ville komme en “afsløring” sidst i indlægget! Oh well! Har engang hørt at hvis man er i tvivl om noget, kan man slå plat eller krone om det. Bagefter vil man så kunne mærke om man blev skuffet og dér har man så svaret. Så var det en slags baby-plat eller krone du havde der?!
Vi fik vores to med 20 måneders mellemrum og det har været, som du nok fornemmer, pænt hårdt. Men for fa’en da, de to unger! Så sent som i morges sad den lille og kiggede på den store med sådan et “du er den sejeste i verden og vi er bedste venner, ikke?!-blik og de grinede og fjollede sammen og der var ikke et øje tørt. Det ER det værd, I promise!
Ja, jeg har fornemmet det i dine indlæg. Men jeg har OGSÅ – måske endda mere – fornemmet kærligheden, og at det ér det hele værd. Og man fortryder jo kun de børn, man ikke fik – som de siger :)
Iiih, et spændende indlæg. Også det med Ikea, men det fik jeg ikke lige kommenteret på, inden det gik op for mig, at jeg manglede det her (god bedring! <3 ).
Jeg fik jo mine med 15 mdr. imellem – ganske planlagt, som man ellers kan planlægge den slags ;-) – og jeg har på ingen måde fortrudt. I skrivende stund kan jeg ærligt talt ikke huske, om jeg nogensinde har haft nogen af de der 'alene hjemme med to kropumulige børn' – dage.
Dermed ikke sagt, at Fastelavn i dag foregik smertefrit og helt uden, at jeg skulle ty til 'hvis I ikke holder op med at skubbe til hinanden og alle de andre i køen, tager vi hjem, og I kommer ind på værelset resten af dagen – uden iPad!' ;-) Men de har så stor glæde af hinanden.
Dagen startede dog også med, at begge børn var oppe kl. 7 og legede sammen, mens min mand og jeg sov færdig med de obligatoriske 'jeg er færdig' og 'jeg kan ikke finde æblejuicen, som står midt på sofabordet' afbrydelser ;-) Fordi begge er så store nu, at vi kan tillade os nogle friheder, fordi de ved, at de ikke må drikke af toilettet eller stikke til hinanden med skarpe genstande, som de tryller frem, mens vi sover :-)
Jeg siger ikke, at det er det rigtige for alle at få børn tæt på hinanden. Men det behøver ikke at ulideligt.
Tusind tak for din skønne kommentar! Det er rart at høre, og jeg har faktisk tit tænkt på at spørge dig direkte! ;)