Et helt nyt liv

Jeg har i årevis gået rundt og dukket nakken. Bogstaveligt talt, altså. Jeg har i mange år gået rundt med spændinger, og min nakke har efterhånden indtaget en position, som ville få en parisisk klokkespiller til at synes, jeg var forfærdelig at se på.

Det har nok mange årsager, men det er i hvert fald kun blevet værre, efter jeg gik ned med stress, og efter bækkenløsningen tvang mig til at ligge i sengen i noget nær tre år. Det har heller ikke hjulpet, at jeg har siddet krummet sammen over to styks mælkedrankere, som i mange måneder i træk har suget sig fast på, trukket og hængt i mit bryst.

Særligt den sidste del er faktisk grunden til, at jeg i sidste uge besluttede, at NU skulle der gøres noget ved det. En anden mor med ammeudfordringer nævnte nemlig for mig, at spændinger i min nakke og ryg måske kunne være grunden til, at det stadig gør så vanvittig ondt at amme på det højre bryst.

Så i mandags havde jeg min første tur hos en kiropraktor. Det har jeg aldrig prøvet før. Ikke fordi jeg ikke tror, det virker. Faktisk er jeg helt overbevist om, at de der behandlere kan nogle vilde tricks, og at det kan være en nødvendighed at komme ind og få rettet skelettet og musklerne op, fordi vi lever den skrivebordstilværelse, som vi gør.

Jeg troede bare, at kiropraktor var for folk, som var kommet til skade. Piskesmæld og den slags. Da ikke mig, som bare har kigget mod navlen lidt for længe.

Jeg lagde mig på briksen, hun masserede og trykkede, så det knækkede og knagede, og til sidst drejede hun mit hoved, så det sagde pop-pop-pop.

Hold nu helt op, hvor er jeg ærgerlig over, at jeg først har fået det gjort nu. For jeg var et både gladere og pænere menneske, da jeg gik derfra. Pludselig gjorde det ikke længere så ondt, når jeg skulle kigge mig selv over skulderen, inden jeg drejede bilen til højre. Og så gjorde det mig faktisk slet ikke så irriteret, at cyklisten valgte at dreje, selvom hun ikke viste af.

Jeg har også fået mere energi. Og er muligvis blevet lidt rarere at være sammen med. Alt sammen fordi, en (virkelig sød og dygtig) dame har trykket mig lidt hist og pist.

I går var jeg på briksen igen, og på onsdag tager vi en tur mere. Min plan er, at hun skal hele kroppen igennem, så jeg kan få den her bevægelige, smertefri følelse i hele kroppen – lidt en utopisk tanke for en, der ikke har kunne bevæge sig uden smerter i tre år. Og så tror jeg, vi skal have det vedligeholdt resten af livet, for det er sgu lidt sjovere at leve, når det ikke gør så forbandet ondt.

Har det så hjulpet på amningen? Som med så meget andet, skal det jo gøre ondt, før det bliver godt. I går lykkedes det mig at få trykket en masse betændelse ud af den brystvorte, som blev ved med at drille. En brystvortebums, kan vi kalde det. Det var lige dele klamt og forløsende! Det føltes fantastisk at blive renset ud, og i dag har vi indtil videre haft tre smertefrie amninger.

Jeg er jubeloptimist! Jeg forudser, at der i nær fremtid kan blive tale om både sund mad og overskud til at rense huden om aftenen. Et helt nyt liv – eller i virkeligheden bare tilbage til mit gamle jeg. Det er i hvert fald det, jeg håber på.

Og så står den på lang weekend og solskin oven i købet. I dag er livet dejligt.