Et skridt i den rigtige retning

I går smed jeg et billede op på min instagram-profil. Jeg havde nemlig make-up på. Så i går følte jeg mig som mig selv, som et levende menneske – hvilket ikke sker ret ofte for tiden.

Jeg er meget tænksom – faktisk alt for tænksom – i disse dage. Jeg har sagt det før, så I ved det nok, men det hele handler om, hvordan pokker jeg skal sætte mit arbejdsliv sammen efter den her barsel, og selvom der er masser af muligheder, så virker ingen af dem som en god løsning lige for tiden.

I sidste uge faldt jeg lidt sammen, og når jeg gør det, plejer jeg at arbejde mig ud af krisen. Så jeg skrev en ansøgning til et opslået job, som faktisk virkede helt perfekt. Jeg blev ringet op dagen efter og inviteret til en samtale. Og det var den, jeg var nødt til at iføre mig make-up for at komme igennem.

Jeg havde faktisk panik-ringet til den psykolog, der hjalp mig af med min stress for lidt over et år siden, og fået en tid hos hende på grund af det der indlæg med alle tankerne om døden, men da den tid lå dagen inden samtalen, havde jeg bare brug for at snakke med hende om dét. Om hvordan jeg kunne få banket nok selvtillid ind i mit hoved til at give et godt førstehåndsindtryk.

Hvad er mine svagheder? Det klassiske spørgsmål, som man jo ikke kommer uden om. Jeg har i hvert fald fået det til alle de samtaler, jeg har været til, og det er edderbroderemig et svært spørgsmål.

Altså, der er jo masser at tage af, det er ikke nær det. Jeg kan da remse de første tyve op så let som ingenting, men jeg er bare ikke sikker på, det gør den store forskel, at jeg godt kan blive bange i mørke, når vi snakker kommunikationsjob.

Jeg er helt med på, at det er for at vurdere, hvordan en person er, og hvordan vedkommende håndterer modgang. Og helt ærligt, så var jeg bare bange for at komme til at bruse ud med alle dårligdommene på én gang.

Ja, gu’ påvirker det mig da, at jeg har haft stress. Er det en svaghed? Eller en styrke? Det er jo egentlig begge dele. Faktisk ligger fordele og ulemper så tæt op ad hinanden, at det kan være svært at skelne, sagde den kloge dame til mig.

Måske bliver jeg hurtigere eller voldsommere påvirket i stressede situationer, end hvad jeg ville være blevet tidligere. På den anden side har jeg jo lært at spotte signalerne i tide, så jeg kan gøre noget ved dem, inden det igen bliver så galt, at jeg er nødt til at blive sygemeldt. Det er jo en bonus, også for arbejdsgiveren.

Da timen var gået, havde psykologen fået tegnet lidt på en planche, og pludselig gik der en masse ting op for mig. Jeg kunne nu sidde og kigge på mine personlige værdier. På de ting, der er vigtige for mig som menneske. Det var ren coaching.

Måske var det også derfor, samtalen gik så godt. Jeg svarede ærligt. Jeg mærkede efter i maven, og jeg holdt mig til de værdier, jeg pludselig kunne se helt lysende klart. Jeg gjorde det så godt og så ærligt, som jeg overhovedet kunne, og det bedste af det hele var, at jeg kom igennem fuldstændig uden at stress-svede!

Det har jeg ellers været plaget af længe. Faktisk kan mit ansigt blive helt flydende bare af at tænke tanker om alt det, der kan gå galt, og jeg har i lang tid derfor måtte starte alle møder med at sige: “Det er altså ikke fordi, jeg har det varmt, jeg er bare nervøs.”

Hvilket har været pisse irriterende. For det første fordi, det ikke helt er sandt. Det eneste, jeg normalt er nervøs for, er om jeg begynder at svede. For det andet virker det dybt utjekket, og enten synes folk, man er lidt ulæks, eller også får de ondt af én.

Man bliver i hvert fald ikke taget lige så alvorligt, tror jeg, fordi det så virker som om, man ikke har styr på pisset. Til sidst endte det med, jeg bare sagde, at ja, jeg havde det varmt, velvidende at intet åbent vindue ville kunne kurere det, med mindre jeg altså kastede mig ud af det.

Jeg kom først i tanke om de manglende svedperler på vej hjem i bilen, og kørte hjem med en rigtig god følelse i maven. Jeg kunne på ingen måde gøre mere. Jeg havde gjort mit bedste, været mit mest sande jeg, og hvis de ikke ville have det, så var det i hvert fald ikke fordi, jeg ikke havde prøvet.

Hele dagen i dag er gået med ondt i maven. De havde nemlig sagt, de ville give besked i dag, så jeg skævede ængsteligt til telefonen en gang hvert tiende minut, og skiftede mellem at håbe på, at den ville ringe – og så at den bare ville forblive tavs, så jeg ikke behøvede at håndtere afvisningen. Jeg havde selvfølgelig kørt mig selv helt ned i forventningen, så jeg ikke ville blive alt for skuffet, når de ikke valgte mig.

Men det gjorde jeg alligevel. For på trods af den gode mavefornemmelse, fik jeg ikke jobbet, og jeg er faktisk rigtig sur. Ikke så meget på grund af afslaget, men fordi det blev givet på mail med linjerne: “Igen mange tak for din ansøgning. Vi har desværre besat stillingen til anden side.”

Ikke engang en pisset forklaring. Ingenting at arbejde videre med i en kommende ansøgning. Det er jeg bare så gal over, for nu sidder jeg igen tilbage med en følelse af at have gjort alting 110%, men alligevel bare få smækket døren i hovedet.

Jeg har skrevet tilbage og spurgt efter detaljer. Det skylder de sgu! Og så kan jeg i det mindste tage med mig, at jeg blev valgt ud til samtale blandt 220 ansøgere. Og at jeg ikke svedte! I øvrigt havde jeg så fået en time hver vej til og fra arbejde, så det er sikkert meget godt, jeg ikke fik det. Right? Jeg havde jo aldrig fået set den der lille baby, jeg har sat i verden. Vel?

Nej, det var klart for det bedste…

De mørke skyer er lettet lidt, selvom jeg godt nok stadig svinger lidt mellem optimisme og håbløshed. Det skifter cirka en gang i timen. Men jeg har taget et stort skridt fremad, og selvom jeg endnu ikke har fået deres vurdering af min præstation, så føler jeg, at jeg har lært noget – ikke mindst om mig selv – til næste samtale.
Så nu skal jeg bare endnu en gang (eller sytten gange) have lagt min sjæl i en ansøgning. Så jeg kan komme til samtale igen.
Det skal nok gå. Det skal det altså!

Heldigvis er der da (mindst) én, som mener, jeg er den bedste til jobbet