For hu-un er så u-ung og så øøndig ser hun ud… Ja, den skråler jeg altid med på. Meget gerne højt og med påtaget Steward Stardust-stemme. Jeg tager gerne rollen som den pinlige onkel, når han ikke er med.
Men alle andre former for fællessang, det er noget, Fanden har skabt i en ordentlig koger.
Jeg var til Måmors 80-års fødselsdag i går. Måmor er sådan en, der elsker at synge, og som man kan være et hundrede på, altid har en hjemmerimet sang under armen, når hun bliver inviteret til fest.
Men Måmor turde ikke satse på, at andre havde sørget for sangskat til hendes egen fødselsdag, så på vores tallerkener lå et fint, hjemmeprintet hæfte med udvalgte yndlingssalmer og tilhørende blomstrede illustrationer. Vældig fint!
Og tanken er da også god. Det er rart at synge, det giver god stemning. Men hvis der skal synges mere end tre vers, så er det bare et dødsdømt projekt at få en større gruppe mennesker til at koordinere omkring at synge sådan en sang. Også selvom det er en, man kender til hudløshed i forvejen. For det er som om, alle kender den i en særlig version.
Det starter altid på samme måde: Der lander et lille papir-spanskrør med et selvklæbende flag på som lukkemekanisme, som er umuligt at få af. Alle fumler. Først med flaget, så med at få papiret glattet ud, hvilket er svært, fordi ivrige fingre har rullet det så stramt sammen, at man skal have reflekser som en ninja for at kunne få det foldet ud og derefter foldet om på den anden led for at undgå, at det svirper tilbage og skærer papir-ar i fummelfingrene.
Når det endelig er lykkedes, sidder alle og rømmer sig, mens de lader blikket glide ned over de tre siders tætskrevne vers, og forsøger at lægge en realistisk plan for, hvordan de skal harkes igennem.
Så kigger man rundt og venter på, at en eller anden tager mod til sig og starter balladen. Det ender som regel med at være en, der lægger tonelejet for højt og tempoet for lavt. I den anden ende af lokalet når lyden først ned cirka 2 sekunder senere, hvor den oven i købet er faldet en tone.
Hvis man sidder nogenlunde i midten er det derfor fuldstændig umuligt at afgøre, hvilken rytme og hvilket tempo, man skal hoppe med på.
Så man stemmer i, krydser fingre og håber på, at sidemanden heller ikke kan høre en skid af, om man rammer rent.
I dag gik det lidt anderledes, hvilket fik mig til at grine mig igennem sangen i stedet. Der var nemlig en, der skiftede toneleje efter hvert andet vers, hvilket fik det til at gå helt i kaos. Til gengæld var der 15 vers. Herligt.
6 comments
Åååh Gud.. Jeg har det på præcis samme måde med de sange! Og hvis der er fire af dem til samme fest, kan man være stensikker på, at indholdet er det samme: “du har så travlt med sport, som du er god til… Du spiller håndbold.. Du er en festlig pige…” Same same same.. Jøsses, får grå hår og lange jader!
Haha – jaaa! Det er lige præcis det der med, at der skal en masse mærkelig info ind i sangen, som for det første sjældent rimer og for det andet ikke har nogen pointe, som jeg virkelig krummer versefødder over (see what I did there? ;))
Så er selv en sang på fire vers virkelig lang!
Hahaha hvor er præcist beskrevet! Meget meget hellere taler så! Vi var til bryllup for en måned siden, og der var ingen sange!!! Måske det uddør lidt med den ældre generation :/
Det kunne man have lov at håbe;) har set en del i vores gen., som frabeder sange til deres bryllup.. Jeg er totalt med på den vogn! :)
Me too! Ved bare ikke helt, hvordan vi skal bede mormor om at lade være, for det er ligesom hendes traditionelle bidrag til enhver fest :S
Jeg var til bryllup sidste år, og der var heller ingen sange! Det var så skønt, så skønt! Og sagde da til Manden min, at når vi skal holde vores fest, så skal vi frabede os den slags. Både sange og underholdning – for det er som regel kun spas for dem, der laver det ;)
Man har virkelig lov at håbe! Sådan nogle sanglege hører mest til ved julefrokoster ;)