Fanget i et stille kaos

Der sker ikke så meget her på domænet for tiden. Det er fordi, der sker rigtig meget her på den anden side af skærmen.

Jeg føler, jeg er røget ind i en identitetskrise, hvor jeg ikke længere ved, hvem jeg er, hvad jeg kan og hvad jeg vil.

Jeg har altid fulgt den lige vej. Jeg kom i dagpleje, da jeg var seks måneder. Det gjorde man bare dengang, for barselsperioden var ikke længere, så sådan var dét. Og det var fint for mig, for jeg elskede min dagplejemor næsten lige så højt, som jeg elskede min egen mor.

Efter dagplejen kom jeg i samme børnehave som min kusine, hvilket var dejlig trygt, og vi fulgtes også ad i skolen, hvor den ene dag tog den anden. Jeg var en af de bedste i klassen og fik ofte at vide, at jeg kunne blive præcis, hvad jeg ville – hvis altså bare jeg ville det.

Dengang havde jeg en helt klar plan om at blive journalist. Så efter folkeskolen tog jeg direkte på gymnasiet, og efter det søgte jeg ind på journaliststudiet.

Og fik afslag.

Den sved, for det havde jeg ikke regnet med. Jeg plejede jo at være en af de bedste, og nu blev jeg ikke engang inviteret til optagelsesprøve.

Jeg famlede lidt i nogle småjobs, indtil jeg endelig kunne søge ind på journaliststudiet igen. Denne gang kom jeg ind.

Fire år senere fik jeg overrakt et diplom og et pressekort, og så startede livet for alvor. Desværre ikke det rosenrøde, guldrandede liv, jeg var blevet lovet.

Jeg var vant til bare at sætte mig ind i den anviste bus og holde fast, så længe vi kørte. Men nu blev jeg smidt af i en vejkant med besked om, at jeg selv måtte finde resten af vejen.

Det har jeg forsøgt at gøre lige siden. I otte år. Jeg har tomlet en del, og er da kommet op og køre med nogle sjove mennesker. Men jeg har stadig ikke noget begreb om, hvad retning jeg egentlig skal i.

Jeg siger ikke, at der absolut skal være en klar destination. Men jeg er begyndt at få ondt i benene, og jeg er bange for at bruge mit krudt på at løbe i en retning, som ender i en blind vej.

Jeg tror stadig på, at jeg sagtens kan alt i verden, hvis jeg bare vil det nok. Men lige nu er jeg totalt forvirret og ved ikke længere, hvad jeg har lyst til.

Lige nu er det frygten, der styrer. Frygten for at tage forkerte valg, som fører til udmattelse eller økonomisk ruin. For jeg har ikke lyst til at flytte herfra. Det er mere end bare mursten, det er et nabolag, vi har fundet en mening i at være en del af.

Frygten lammer mig, og den gør, at jeg ikke føler, at jeg lever. Stadig ikke. Efter otte år har jeg stadig ikke fundet ud af, hvilken bus jeg skal hoppe på. Og det gør mig altså noget deprimeret. Så jeg prøver at lede efter noget, der giver mening at gå efter.

Jeg har brugt weekenden på at rydde op og rydde ud. Det har været hårdt for mig, både fysisk – skide bækkenløsning – men også psykisk. Jeg er faldet over gamle billeder og dagbøger, som har fået mig til at huske ting fra min fortid, jeg ellers havde fortrængt.

Episoder og ord, som har formet mig, og som har fyldt alt for meget i alt for lang tid. Noget som måske gør, at frygten får lov til at overtage og styre mig.

Det hele summer i mit hoved, og jeg kan mærke, jeg er midt i en brydningstid, hvor jeg det ene øjeblik føler, at jeg kan det hele, hvis bare jeg finder min retning, og det næste føler, at jeg ikke kan en skid. At jeg er så martret af min forbandede fortid, at det hele bare kan være ligemeget.

Ting skal lande.

This too shall pass.

Det skal nok gå alt sammen. Det plejer det jo at gøre.

Og så videre.

Jeg ved godt, jeg ikke skylder nogen at dele noget, og at ting jo altså nogle gange skal falde på plads i en selv, før man deler dem med andre.

Men jeg har jo lyst til at dele og skrive. Til at spille bold op af nogen og få inspirerende ord igen. Særligt nu, hvor alt er kaos indeni. Et stille kaos, som giver mig lyst til at skrige og sparke mig fri af frygtens klamme hænder. Hold nu OP med at holde mig nede!

Jeg har bare ikke gjort det før nu, altså skrevet herinde, fordi det virkede helt skørt at skrive om sådan nogle dybe, ofte mørke, tanker den ene dag og om fodcreme og øjenvipper den næste.

Men blæs på det. Det gør jeg fra nu af, for det er mit liv for tiden. Et vanvittigt kaos af strøtanker, som lige nu hvirvler i luften som visner blade, der venter på roligere vejr, så de kan samle sig.

Jeg glæder mig, til det hele lander. Til at jeg finder min retning. For jeg er virkelig, viiirkelig træt af at have det sådan her.