Fem grunde til at jeg hader min baby

1) Efter to dage kun med gule bleer, vælger han at give den max gas 10 minutter efter, Manden er strøget ud af døren for at tage på en uges øvelse med det der arbejde. Og for dælen, der var sparet sammen til en ordentlig fest. Brun ble overalt! I bleen, på barnet, på dynen…

2) Første dag i den uge, vi skal være alene, vælger baby at nægte at sove mere end én time af gangen i løbet af dagen. Hvilket betød, at jeg rendte i pendulfart mellem baby og sofa/toilet/spisebord. Klokken 20 var det svært for mig at blive ved med at være overskudsmor.

3) Han giver selvfølgelig lyd præcis i det øjeblik, jeg har sat mig på tønden/rullet tæppet godt om mig/varmet en frikadelle.

4) Efter at have leget søvnløs baby hele dagen, vælger han klokken 21, at nu vil han sove igennem for første gang. Altså fem timers uafbrudt søvn, seks timer mellem amningerne. Men det glemte han at informere mig om, så jeg gik glip af det. Tænkte, at han jo ville vågne liiige om lidt, og SÅ ville jeg give ham mad og en ren ble og så i seng. Nænnede ikke at vække ham for det, og først ville jeg ikke gå i seng selv, fordi jeg jo troede, han ville vågne om lidt. Da klokken var midnat, tænkte jeg, at jeg bare ville være mere træt, hvis jeg lagde mig for så at blive vækket kort efter. Klokken 02 overgav jeg mig endelig. Jeg vidste jo godt, freden ikke ville vare meget længere, men jeg håbede…

5) Efter at have luftet hundene, børstet tænder og moslet vuggen ind i soveværelset, uden at baby er vågnet det mindste, lægger jeg mig stille i sengen. I det sekund, jeg slukker lyset, slår barnet øjnene op.

Så ved man, det bliver en lang uge. Af og til kan jeg virkelig godt være i tvivl om, hvorvidt han gør det bare for at være en røv. Af og til har jeg mest lyst til at stille ham uden for døren og bare gå ind i seng.

Meeeen så giver han mig det her smil, og så er alting tilgivet ;)