Flyv, Frømand, flyv!

Fotocred.: Farmor

Min unge er ude og prøve sine vinger af for allerførste gang. Eller sagt med ord, der giver mening: Han er hjemme hos farmor og blive passet, og skal for første gang overnatte ude uden mor eller far til at ødelægge nattesøvnen med snorken.

Det var med ondt i hjertet, at jeg sendte ham afsted. Han elsker sin farmor! Og de har de så hyggeligt sammen. Så det er ikke fordi, jeg er nervøs. Og så alligevel. Jeg er bare ikke rigtig klar til at overlade ham til en verden uden mig eller far ved sin side, heller ikke selvom jeg ved, hans elskede farmor passer godt på ham.

I morges hjalp vi hinanden med at pakke en taske med sengetøj og skiftetøj, og så pakkede han alle de vigtigste sovedyr i sin nye børnehavetaske, tog den på ryggen – og var klar med stort K. Jeg prøvede at lade være med at gøre et stort nummer ud af det, for det er det jo ikke.  Bortset fra for mig, tror jeg. Men det skal han ikke vide endnu, for jeg satser på at skubbe et par selvstændige, modige mennesker ud af reden om 18+ år, så jeg vinkede bare, som jeg plejer at gøre, når bilen kører mod Rema1000.

Det var endda min egen idé. De to sov nemlig sammen i en dobbeltseng, da vi for nogle uger siden var i sommerhus, og det gik over al forventning. Så han var vel ved at være klar til at prøve det, og vi har da også længe snakket om, at han netop skulle prøve det, så vi kunne få mulighed for en pause fra livet med to børn. Bare en gang imellem. Hvis det brænder på.

Det gjorde det i torsdags. Efter en hel uge med en tigerspringsbaby, der har været skide sur, og som højlydt har nægtet at sove både dag og nat, var vi mere end udkørte, da vi nåede torsdag aften. Så jeg skrev en sms til min svigermor og spurgte, om hun mon havde lyst til at holde pyjamasparty for to. Det havde hun heldigvis.

I morges vinkede vi farvel, og siden har han både været ude og grave i køkkenhaven, spist hjemmedyrkede tomater, sovet til middag med farmor i hendes seng OG været ved stranden og soppe og kaste sten. Og grave.

I morgen kører farmor ham i dagpleje, så jeg ser ham først igen i morgen eftermiddag. Det er helt underligt kun at have én unge i huset. Kun en enkelt, der larmer og kræver opmærksomhed. Ét barn til to sæt hænder er luksus! Jeg aner ikke, hvorfor jeg brokkede mig så meget dengang, dét var vores dagligdag – og skulle vi nogensinde få én mere, så tænker jeg sikkert det samme om den her dagligdag, hvor vi kun har to. Man vokser åbenbart bare med opgaven. Selvom det ærligt talt ikke føles sådan, når jeg halser efter hverdagen.

Jeg savner ham, og jeg glæder mig til at se ham igen. Min storsnakkede, glade, store dreng. Ham, der sover på helt fastlagte tidspunkter, og som man kan spørge, hvorfor han er ked af det. Men det er altså dejligt med den her pause.

Nu vil jeg krydse fingre for, at tigerbabyen er til at nedkæmpe i aften, så jeg kan sidde i sofaen og flette fingre med min mand og se noget Modern Family. Så jeg kan blive mindet om, hvorfor vi ikke skal have en mere…

Det var i øvrigt en velvalgt weekend, for i går gik jeg (selvfølgelig!) ned med en omgang snue. Så mens mit barn bader i solskin, sidder jeg under tæppet med varm kakao og dynesokker. Sommer, siger de…!