Mit nylige besøg i klorbølgerne bragte også et gensyn med en masse gamle kendinge. I ved nok, den der slags personager, der stort set altid er at finde i en svømmehal…
Hurtigsvømmeren – der er to dekader ældre end mig, men som alligevel tonser derudaf med mindst 6 kilometer i timen. Det er altså demotiverende, når jeg ligger helt svedig og forsøger at kæmpe mig op på to i timen.
Flyt dig for helved’-manden – som selv mener, han har styr på pisset, og derfor er sikker på, han ejer hele banen. Sagt på en anden måde: Hvis du ikke flytter dig, bliver du mejet ned af de lidt for store armbevægelser.
Kan ikke læse skilte-manden – som derfor ikke kan finde ud af at holde til højre, men insisterer på at optage en hel bane for sig selv, og lade alle andre svømme uden om ham. Hey, fister medister, der er en grund til, de har lavet de skilte. Det er, så man kan koncentrere sig om at svømme i stedet for at skulle zig-zagge frem og tilbage mellem dem, der svømmer i modsat retning.
Den klamme udstrækker – ham der kigger dig direkte i øjnene, mens han med et saligt smil – og alt for små speedos – laver benudstrækning ved hjælp af udspringsskamlerne på kanten af bassinet, så du får value for din monetos. Samme gut, der bagefter spankulerer stolt frem og tilbage langs kanten, mens han flasher sine to buler – den i buksen og den lige over buksen… officielt for at køle ned, inden han skal i sauna, tænker jeg…?
Kommer du også her-damen – hende der tager i svømmehallen for at socialisere, hvilket altså er lidt akavet, når man ligger der i 34 grader lunkent vand i helt tætsiddende undertøj, hvad badetøj jo egentlig er, og føler sig lidt blottet over at dele private oplysninger.
Saunahippien – som har et helt naturligt forhold til egen krop, men også til at sidde pivnøgne i en varm sauna med fremmede mennesker. Og som derfor ikke har noget problem med at ligge og flade ud, sprede ben og klø lige der, hvor det nu engang klør.
Hende der har al tid i verden – og som derfor bruger timer på at gøre sig i stand efter endt gerning. Der skal både fønes hår, lægges make-up og sprayes oceaner af parfumer på kroppen for at dække over, at hun nu er blevet skyllet ren. Allerbedst er det, når hun får lusket sig ind i en egobås, som egentlig er forbeholdt dem med små børn. Som der er to af.
Fniseungerne – som synes et-eller-andet er det sjoveste i hele verden, og slet ikke kan holde op med at grine og fnise over det. Minder mig altid om, hvor lille mit selvværd egentlig er, når jeg er nøgen. (Jeg VED godt, det ikke er mig, de griner af… måske…)
Teenagere som ejer det hele – ej, come on, var vi selv så irriterende og egoistiske? Nej, vel?! De larmer og fylder og svirper med håret uden at bekymre sig om, at alle andre omkring dem bliver våde. Hvis jeg var (og det var jeg jo nok), så undskyld!
Ham der sidder i hjørnet af børnebassinet – vi ved jo godt, hvad han laver. Et par stykker af os (dem med briller på) har også set det. Ad. Men han er snu, for hvis han bliver opdaget, smutter han, inden man kan nå at alarmere en livredder.
… de to sidste mødte jeg faktisk ikke denne gang! Det var nemlig senior-tid, fortalte Kommer du også her-damen mig. Det viser sig, at seniorer kommer gratis ind i middagstimerne om onsdagen. Jeg havde godt undret mig over, hvorfor pokker der dog var så mange lige præcis denne dag, for det plejer der faktisk ikke at være.
“Nå, så du er ikke kommet gratis ind?” spurgte hun mig. Herefter besluttede jeg mig for, at jeg nok havde ligget i vandet længe nok, hvis min hud var blevet SÅ rynket at se på…
4 comments
Kommer du også her-damen ville være min frygt. Ville promte agere døvblind spastiker!
– Anne
http://www.venterpaavin.blogspot.com
Jeg overvejede også den strategi! Hvor tæt er FOR tæt i sådan en situation i grunden? Hun vidste det åbenbart heller ikke..
Arh hvor godt! ;D Kan virkelig genkende alle dem du beskriver :D
Og jeg har een til – mændene som, med falkeblik, har spottet når nye kvinder kommer ud af badet og i vandet, og som smilende hilser på en når man svømmer forbi hinanden, samtidig med de åbenlyst tjekker en ud under vandet – for de har jo sjovt nok svømmebriller på!
Og nej! Vi var ikke som nutidens teenagepiger! (og hvis – så undskylder jeg hermed også)
Åhjaaaa, dem havde jeg glemt! Hvilket er spøjst, for dem mødte jeg faktisk to af den dag! Øv, man føler sig faktisk lidt krænket af det, ikke?
Selvfølgelig var vi ikke det :D