For et år siden…

Det er slet ikke til at forstå, hvor meget der faktisk kan ske på et år. Jeg er blevet mindet om det i løbet af de sidste par dage, hvor min Timehop-app har vist mig glade gensyn fra en tid, der synes så utrolig langt væk.

I dag er det for eksempel helt præcist et år siden, den celle, der siden skulle blive til Bøffens storetånegl, eller hårfarve eller en af de andre ting og træk, han har arvet fra mig, begyndte at dele sig. (Ja, okay, det fik jeg ikke et billede af på Timehop, der er jo grænser for, hvor meget man kan dele, ikke…) Først i to, så i fire, otte… Og helt præcist (altså, på dagen-præcist) ni måneder senere, blev jeg mor til endnu en lille gut.

For et år siden tog Martin sine første, ustabile skridt. 15 måneder skulle han blive, før han lærte at holde balancen uden en hjælpehånd, og var en af de sidste af børnene på hans alder i dagplejen, der lærte at mestre teknikken. Til gengæld har han haft væsentlig færre faldulykker end naboens dreng, der fik nok af at se tingene i hundehøjde allerede ved otte måneder, og i dag er han så en af de mest stabile løbere af børnene i dagplejen. Og motorisk klar til at komme i børnehave.

For et år siden havde jeg et arbejde, hvor jeg nød at komme hver dag. Jeg havde ansvar for læreplaner, og jeg underviste blandt andet de ældste klasser i latin og debatterede situationen i Syrien. Jeg havde nogle rigtig gode kollegaer, særligt savner jeg hende, jeg arbejdede sammen med om børnene i specialklassen. Og jeg savner børnene.

I dag sidder jeg med ammehjerne og gylp på trøjen (fordi der ikke er flere af de rene, som også er tørre. Det er lidt som at vinde i Lotto, når det en sjælden gang sker, at der bare er rent tøj med det samme, man får lavet noget af det andet beskidt…), og kan ikke sætte to sætninger sammen, så det giver mening uden for mit hoved.

Tiden mellem dengang og i dag har budt på virkelig mange nedture, men heldigvis også én altoverskyggende optur. Jeg har været gennem dagpengesystemets lede klør, har gennemført behandling for angst (som jeg altså nok skal skrive mere om snart, jeg lover det!), og så har jeg gennemført en svær graviditet og en fantastisk fødsel – ville egentlig have kaldt den nem, men jeg tænker, alt er relativt i den sammenhæng.

Det virker som om, jeg har oplevet et helt liv på bare et enkelt år. Alligevel er vi nu halvt igennem årets tredje måned, og det føles som om, min barsel snart er ved at være slut. Det er den jo slet ikke. Gad nok vide, hvordan livet ser ud om et års tid.

Jeg tror, jeg vil komme med et par få gæt her, og så bliver det (forhåbentlig) sjovt at vende tilbage om et års tid og konkludere et eller andet. At livet er uforudsigeligt, ganske givet.

Nå, here goes:

• Om et år har jeg fundet mig et job. Enten har jeg fået banket en ordentlig freelance-biks op, eller også har jeg fundet noget på deltid. Undervisning, måske.
• Jeg har tabt nogle af de mange ekstra kilo, denne her graviditet har givet mig.
• Jeg er fri for mine bækkensmerter! (If you can dream it…)
• Jeg har været på kaffedate med den der kollega, jeg savner så meget.
• Og mon så ikke, jeg har meldt mig ud af den der latterlige a-kasse? Måske…

Nåja, nogen fylder jo faktisk tre måneder i dag…