Fosterstilling

I disse dage ligger jeg krøllet sammen det meste af tiden. Jeg græder meget. Vi krammer meget. Jeg ville så gerne skrive en masse sjove indlæg om alt muligt forskelligt, men min hjerne bliver ved og ved med at kredse om de samme tanker; hvordan overlever jeg det her?

Jeg tror ikke på Gud. Det ærgrer mig af og til, for så kunne det være, jeg kunne tro på, at der er en dybere mening med alt det lort, der rammer mig for tiden.

Jeg har ikke fået forlænget min ansættelse, og jeg troede egentlig at det ville være en velsignelse i forklædning, fordi jeg så kunne tage mig sammen til at blive sygemeldt. Men for nogle dage siden opdagede jeg ved en tilfældighed, at mine dagpenge er udløbet.

Ja, udløbet. Jeg har stadig dagpengeuger til gode, men det er altså for lang tid siden, jeg har brugt af dem sidst, så derfor er kassen lukket i.

Jeg skreg, da jeg opdagede det. Tæppet blev simpelthen revet væk under mig. Så kom tårerne og rysteturene. Dem har der været mange af siden. Min mand er god til at holde om mig, når tårerne overtager mit klarsyn, også selvom det er midt om natten, for det er det også. Jeg har ikke sovet godt de seneste dage.

Efter at have kigget på det hele, regler og rettigheder, ser det ud til, at min a-kasse måske har lavet en fejl, så der er sået et lille frø af håb i mit hoved. På mandag skal jeg have gang i telefonen, så jeg kan få styr på fremtiden, for ellers er vi nødt til at låne os til en fremtid. Eller rykke alting op med rode, og det er for fanden ikke lige det, der vil være smartest lige nu.

Så jeg krydser igen fingre og håber. Tankerne kører rundt, og jeg kigger ret meget ud i luften i disse dage, og synes for en gangs skyld ikke, lang weekend er positivt. Hvorfor skal det altid være sådan, at det hele falder på gulvet lige op til en røvfuld dage, hvor man ikke kan finde svar nogle steder?

Og hvor meget lort kan et liv egentlig indeholde? Dem der tror siger, at Gud kun giver dig de udfordringer, du er i stand til at klare. Og at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.

Det tror jeg heller ikke på. Jeg kan snart ikke rumme flere udfordringer, og jeg er ikke blevet en skid stærkere af alt det her, faktisk tværtimod…

PS: Jeg ved godt, det også handler om, hvordan man vælger at anskue livet, og jeg misunder virkelig dem, der altid ser det grønne græs frem for hundelortene. Jeg priser mig også lykkelig for både mand og barn, men de sorte tanker fylder simpelthen for meget for tiden.

PPS: Jeg ved også godt, at der er andre mennesker, der lider af alvorlige sygdomme, og på papiret har det meget værre end mig. Det hjælper bare ikke mig at tænke på. Jeg ved godt, der for tiden er debatten om, om bloggere overhovedet må brokke sig over små problemer i deres liv og blæse dem op som om, det gælder liv eller død. Men talemåden med, at man skal have gået en mil i en andens sko, før man for alvor forstår deres problemer, passer så glimrende.