Fredagsfølelse på en tirsdag

Nåede lige at tage mig selv i at ønske god weekend, da jeg forsvandt ud af døren til dagplejen i morges. For det er jo kun tirsdag. Men det føles som fredag, for når min mand kommer hjem fra arbejde i dag, så er det slut for mig med at være alene mere i denne her uge.

Jep. Han har taget fri. Jeg har presset ham til det, og han har modvilligt accepteret at holde noget optjent afspadsering. Det har jeg krævet af ham, hvis jeg skal blive ved med at være hans kone, og jeg mente hver en højlydt vejrtrækning, da jeg hvæsede det til ham for nogle uger siden.

Jeg har nået min grænse.

Det kan godt være, andre mennesker kommer fint gennem de første par måneder med to småbørn, og det er meget muligt, at jeg bare burde glæde mig over det held, det er, at vi har fået to dejlige, raske drenge. Men jeg er nødt til at acceptere de begrænsninger, min angst sætter for mig. Jeg er nødt til at bede om endnu mere fra min mand, hvis jeg ikke skal knække nakken på det her projekt.

Det forstod han heldigvis til sidst, da jeg altså kom dertil, at jeg truede med at gå. Han har altid været sådan en “arbejdet først”-kind of guy, for i det hverv, han har, der betyder det liv eller død, når man mangler en mand på holdet. Okay, måske mest i overført betydning, når de render rundt og skruer på biler på kasernen, løber intervaltræning i skoven og æder kage på kontoret. Men når de løber rundt dernede i ‘Nam eller ‘Rak eller ‘Stan – eller hvor de nu er udsendt for tiden – betyder det vitterligt forskellen på liv eller død, at alle mand er fuldt ud koncentrerede om deres arbejde.

Sådan var han, før jeg mødte ham, for der havde han kun sig selv at tage hensyn til, og jeg har i mange år accepteret, at det stadig gjaldt, selvom jeg var kommet ind i billedet. Det var jo en del af det, jeg havde forelsket mig i.

Da vi snakkede om at gøre mig gravid, begyndte jeg alligevel at spørge, om det kunne være anderledes. Jeg er vokset op med en far, der ofte var mere dedikeret til sit arbejde end til familien, og det gør ting ved et barn. Min mand lovede, at hans prioriteter ville ændre sig, når vores familie blev større.

Det gjorde de måske også, men ikke nok. Første gang, jeg skulle være alene i min nye morrolle, var Frømanden fem uger gammel og i gang med sit første tigerspring. Og vi var begge forkølede. Jeg hylede mig gennem den uge, mens jeg sendte hadefulde beskeder til min mand om, hvor meget jeg hadede ham for at efterlade mig i det granatchok, det var at få et barn.

I løbet af det første år var han væk så tit, at jeg sammenlagt var alene sådan cirka halvdelen af tiden, men det var lagt sådan, at jeg aldrig nåede at vænne mig til tingenes tilstand, før det hele blev vendt på hovedet igen. En uge hjemme, en uge væk, to dage med 24-timers-vagter, en dags fri.

Bortset lige fra i juni måned, hvor han skulle være væk i tre uger i træk. Det var selvfølgelig hen over endnu et tigerspring, og så brød de to første tænder frem fra gummerne, hvilket ikke gjorde babyen i bedre humør. Det var fandme hårdt. Jeg svarede ikke på mandens beskeder eller opkald i de tre uger, for havde jeg fået bare ét gran af medlidenhed fra ham, så var jeg sikker på, jeg ville miste grebet om mig selv.

Men vi kom igennem det, og faktisk tror jeg, at jeg voksede lidt på de tre uger. For jeg beviste over for mig selv, at jeg godt kunne få tingene til at spille, hvis jeg skulle, og jo ældre Frømanden blev, jo nemmere blev det også at være alene med ham.

Nu er vi her så igen. Bombet tilbage til babystadiet. Endnu en gang sidder jeg med en følelse af chok over, hvor hårdt det er at have fået et barn, og oven i det skal jeg også jonglere med en to-årig, der både har gang i at udfordre sin selvstændighed, og som skal finde sine ben igen, efter vores familie har ændret form.

Første gang, jeg skulle være alene med de to, var Bøffen kun to uger gammel. Det var for tidligt. Der var jeg nødt til at bede min mand komme hjem igen på dag to. Siden har vi prøvet forskellige ting, blandt andet at min mor har overnattet her, at svigermor har været forbi for at lave mad og så videre. Men det går ikke.

For nogle uger siden fik jeg nok. Jeg meddelte manden, at hvis jeg alligevel skulle være alene halvdelen af tiden, ville jeg hellere være det på mine egne præmisser. Da jeg sagde det, mente jeg hvert et ord, men jeg er nu alligevel glad for, at han slog armene om mig og lovede, at vi nok skulle finde en anden løsning. Afspadsering og omsorgstimer er blevet lagt sammen, og i de næste fire uger skal han derfor kun på arbejde et par enkelte dage.

Sådan må det være. Jeg er ikke stolt af det, for det føles som en fiasko, at jeg ikke engang kan magte at passe mine to børn, mens min mand går på arbejde. Havde det nu bare været et almindeligt 8-16-job, så skulle det nok gå, men min hjerne kan altså ikke kapere det her med, at jeg skal være alene nogle dage, at han går hjemme andre dage, og at skemaet i øvrigt konstant bliver lavet om med dages varsel. Det kan jeg ikke lige nu, og jeg bliver nødt til at tage det alvorligt, når min krop reagerer på presset.

Nu skal jeg bare lige holde ud en halv time mere, så kommer han hjem og hjælper. Bare lige nogle uger. Bare indtil de værste uregelmæssigheder i babyens rytme er ovre.

Så skal det nok gå. Specielt når man kan spise fredagsslik to gange på en uge.