Hvordan har menneskeheden nogensinde overlevet, når babyer er så åndssvagt dårligt lavet, at de driver deres forældre til vanvid?!
Jeg var i hvert fald ret tæt på at smide min yngstearving ud af vinduet i går nat. Det er åbenbart sådan nogle lyster, jeg får, når jeg bliver berøvet for søvn og overskud.
Måske er det bare fordi, han har gang i et appetitspring, måske er det en tryghedsting… I hvert fald nægtede ungen pure at ligge for sig selv overhovedet hele onsdagen. Og det harmonerede bare dårligt med, at jeg var alene hjemme, og derfor var nødt til at sidde med krapylet selv.
Om eftermiddagen kom min mor, så jeg ikke også behøvede at tage mig af Frømanden, men det ændrede bare ikke rigtig på det opslidende i en baby, der ikke kunne finde ro nogle steder, og som hele tiden ville ammes.
Jeg havde sådan håbet på, jeg kunne kæmpe mig igennem på ren viljestyrke, eller (utopisk!) at drengen faktisk ville arte sig, så barnefaderen kunne få lov til at passe sit arbejde i de tre dage, han skulle være væk. Men da jeg torsdag morgen havde været vågen 22 ud af 24 timer, skrev jeg en SMS til ham med Caps Lock slået til. Jeg gav op. Han var nødt til at komme hjem igen.
“NU!” stod der, og så måtte han ind og snakke med chefen om at tage tidligere hjem.
Det kunne heldigvis lade sig gøre, men jeg er bare langt fra glad og tilfreds med den løsning. Det går jo ikke, for fa’en.
Jeg er skuffet over mig selv. Hvorfor er det her så svært for mig? Andre mennesker kommer jo igennem det. Dem med tvillinger, eller dem som ikke har en mand med på projektet. Dem fra De Unge Mødre klarer det! Det burde jeg også kunne.
Jeg har også dårlig samvittighed. Både over for Frømanden, min mand og hans chef, men ikke mindst overfor den lille baby, der holder mig vågen med sit dødsskrigen.
Jeg elsker ham. Helt fuldstændig åndssvagt meget, og jeg kysser hans tykke kinder hver dag, aer ham over det bløde hoved og vugger ham med armene slynget tæt om den lille, slatne krop, når han er færdig med at spise.
Men lige nu ville jeg godt nok ønske, vi ikke havde fået en to’er. At vi var stoppet, da legen lige var begyndt at blive rigtig god, nu hvor Frømanden er virkelig sjov at være sammen med.
Jeg vil selvfølgelig ikke undvære min lille baby for noget i verden, men lige nu… Lige nu vil jeg faktisk gerne bytte ham for otte timers sammenhængende søvn.
Det gør mig ked af det. Jeg burde bare være glad og lykkelig, ligesom alle andre på Instagram er for deres nye babyer.
Jeg skal være glad for, at vi har fået en sund og rask og dejlig dreng. Det er ikke alle, der er så heldige!
“Husk det der med græsset på den anden side,” sagde min veninde, som selv går og håber på at blive gravid.
“Du må gerne komme og slå mit græs!” svarede jeg. Bare lige en seks måneders tid, indtil han begynder at sove ordentligt (for det gør han! Alt andet er ikke til at holde ud at tænke på lige nu.)
Det kommer, jeg ved det. Og den første måned er den hårdeste, som flere af jer har været så søde at huske mig på.
Så en uge mere, så vender det… Det håber jeg virkelig, for det her er tortur. Og det er altså svært at være sådan rigtig glad, når nogen udøver søvntortur på dig.
Han sover så fint på ammepuden…
14 comments
Hvis du bare vidste hvor mange forfærdelige og alarmerende beskeder jeg har sendt til Mand gennem tidens løb, også ved barn nummer to, om at han skulle komme hjem NU, så ville du ikke være så hård ved dig selv. Tror jeg. Alle andre opgiver også ævred ind i mellem, vi ser det bare ikke, for de viser det ikke. Der kommer andre dage hvor du kan klare det, og bum! så knækker filmen igen. That’s life, honey, men hey: det er okay, for alting ordner sig – på et tidspunkt. Hang in there, og ja, man er ikke skide stolt af de der sms’er man sender afsted, men det er jo det nødråb man må ty til…. Held og lykke fortsat! ❤️
Ja, det er jeg måske. Det ville være rart, hvis det bare er sådan, landet ligger, altså at andre bare ikke siger det så højt. Og det er det jo nok <3
Han ser dejlig ud – men de tanker er vist helt almindelige. Søvnunderskud er helt forfærdeligt, og svært at navigere friskt igennem. Husk dig selv på at det bliver bedre! Det gør det altså altid, uanset hvor nederen faser ens børn skal igennem.
Kram til dig
Hvordan I har overlevet den her fase fire gange… Du har helt klart fortjent din superheltetitel 😘
Kære Charlotte
Jeg har nu fulgt dig et stykke tid på FB og nu også her på din blog. Jeg læste forleden dit indlæg med det nyeste skud på stammen der kun ville ligge hos jer. Jeg skrev et langt svar til dig, men øv, så gik der koks i det da jeg ville bekræfte og sende – så nu prøver jeg igen :-)
Måske du allerede er bekendt med “(særligt) sensitive børn” – ellers håber jeg at jeg kan gøre dig bekendt med det nu, da alt det i gennemlever minder utrolig meget om min nu 5-årige drengs mønster. Det var et helvede at have barsel rent ud sagt. Jeg nød den slet ikke, og nej, jeg har ikke lyst at gå igennem det igen, hvilket også har – desværre – afholdt os fra at få et barn til. Vores dreng var en rigtig skrigeballon, og som førstegangsmor og -far, så føler man sig virkelig som de mest elendige forældre i verden. Jo, det er hårdt for alle, men vi fik lige smidt lidt ekstra i sylte og følte os ekstra dårlige da vi jo overhovedet ikke kunne trøste vores barn. I dag når jeg tænker til bage og læser din blog, så husker jeg det hele så tydeligt, og tænker at det også har givet mig SÅ meget at være igennem den oplevelse – jeg er bl.a. blevet meget klogere på mig selv og efter næsten 40 år fået sat ord på hvorfor jeg altid har været som jeg har været i min barndom og op i voksenlivet – jeg er SENSITIV! Hurra for en skøn sundhedsplejerske, der gav os ekstra besøg og introducerede mig for Elaine Arons bog om Sensitive børn (det var en af de få bøger der fandtes for 5 år siden, der er komme en del til siden). Pludselig gav det hele mening – jo, det var stadig sindssygt hårdt, men det at få sat ord på det var sååå skønt! Nej, han havde ikke kolik,nej, det hjalp ikke at være en masse gange til kiropraktor med ham, nej, han havde ikke forstoppelse – han var SENSITIV! Ville ikke ligge i barnevogn, så alle de romantiske ture jeg havde drømt om den sommer kunne jeg kaste en hvid pind efter. Mine mødregrupper droppede jeg efter et par gange, da jeg endte i en lænestol i et hjørne med min dreng i armene – for det meste ked af det eller klukkende mens de andre mødre sad og åd kage og drak kaffe mens deres børn enten sov eller lå og pludrede på gulvet. Jo, det er hårdt at have barn og det er ikke en dans på roser, men lige lidt ekstra hårdt med sådan en følsom guldklump. Jeg mindes da han var ca. 1 måned gammel, vi havde vovet os til min mands søsters fødselsdag EN HEL TIMES kørsel fra hvor vi bor. Bedstemoderen bad om at holde ham, men han stak i et stort skrig og vi fik ham hurtigt tilbage.
Før vi fik barn havde da bare tænkt, at han skulle i vuggestue som “alle andre børn”, men nej, vores sundhedsplejerske anbefalede at vi fandt en dagpleje (da der kun er få børn), hvilket vi selvfølgelig gjorde og har været rigtig glade for. Da vi så stod at skulle vælge børnehave, anbefalede dagplejen en lille privat børnehave i byen (der er maks. 30 børn), som vi også har været rigtig glade for. Nu 5 år efter står vi så med en meget stærkere dreng, og har indmeldt ham i “en helt almindelig folkeskole” 1 km fra vores bopæl.
Nå, nu vil jeg ikke trætte dig mere end du er i forvejen, men hvis du har det mindste lyst til trøst eller at sparre mere, så er du velkommen til at skrive :-)
KH Louise
Hej Louise, tusind tak for din besked ❤ Jo, kender godt begrebet, for det er jeg selv 🙂 Min mor er det også, og jeg synes også, jeg ser tegn på det hos begge mine børn. Men fra at vide det til at håndtere det… Altså, det går ganske fint med Frømanden, nu hvor man bedre kan snakke med ham (synes jeg i hvert fald selv 😉), men det er svært med en baby 😣
Tror det er mere normalt at ha det sådan, end man lige tror, fordi folk er bange for at sige det højt. Jeg kunne i hvert fald selv ha skrevet det indlæg der. Du skal ikke være så hård ved dig selv! Du gjorde det helt rigtige! Kram
Tak ❤❤❤
Kære du, Min søster fik to kolikbørn, som det hed dengang. Jeg havde en hel dag sammen med hende med nummer to, og jeg var helt træt i mit hoved til sidst. Da jeg arbejdede på børneafdelingen for mange år siden, fik vi af og til et spædbarn med mor indlagt, fordi alt var gået i hårdknude derhjemme. Min søster plejer at sige, at det var først, da hendes to piger var fire måneder, at der blev plads til at elske dem helt og holdent. Indtil da var det ren overlevelse, så vær ikke hård ved dig selv, du kan ikke bruge mine beretninger eller andres hvor børnene sover flere timer i streg væk fra moderen, til noget. vi andre ville også blive udmattet totalt, der er jo en årsag til at søvnfrarøvelse bruges som tortur. knus til dig
http://www.underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com
Det hjælper selvfølgelig ikke på mit underskud lige nu og her, men det er rart at høre, hvad din søster har sagt ❤ Fire måneder alligevel… Der er næsten længere til, end der er til juleaften…
Du skal ikke være så hård ved dig selv. Jeg har haft tvillinger der heldigvis sov men havde de dage hvor det eneste der duede var mig og babbenutterne var jeg fuldstændig smadret flere dage efter. Jeg tænker måske kunne en vikle eller ergo baby ære værd at prøve for der binder du jo baby fast til dig men har stadig mulighed for at have to hænder fri.
Tak ❤ Har sådan en ErgoBaby-vikle, og den gider han ikke sidde i. 600 kroner well spent 😖
Jeg hepper op dig! Det er nok ligegyldigt at høre lige nu, for hvad skulle det hjælpe? Men vid at vi sidder nogen bag skærmen, der synes du at du er et fantastisk menneske – også selvom at du må kalde manden hjem. Min mand havde aldrig fået lov at tage afsted ;-).
Jeg krydser fingre for noget søvn i løbet af ugens dage.
Din kommentar gjorde mig simpelthen så glad!! ❤ Nok giver den mig ikke nattesøvn, men jo, du kan tro, dine ord hjælper. Tak! 😘