Giv nu fødegangene de penge tilbage!

“Det SKAL være Anette!” brølede jeg efter Manden, da jeg gennem vetågerne registrerede, at det ikke var vores jordemoder, han havde i røret.

Jeg havde egentlig været rimelig cool omkring de her veer i de godt og vel 26 timer, de havde plaget mig. Men til udsigten om, at jeg ikke anede, hvem der nu skulle hjælpe mig i mål med resten, brød jeg sammen. Jeg tudede i panik, og kunne pludselig slet ikke overskue fødslen, da det gik op for mig, at vi var på vej ind på hospitalet uden sikkerhed for, at det var Anette, der tog imod os.

“Det skal nok gå,” beroligede han mig. På vej derind tænkte jeg på, hvad jeg kunne gøre for at holde barnet indenbords, indtil Anette var blevet lokaliseret. For det skulle bare være hende, der skulle være min jordemoder!

Da jeg blev rullet ned mod fødestuen, stod hun der heldigvis alligevel. Anette – med det varme smil, den rolige stemme og de kølige hænder. Anette, som havde fulgt os lige siden det første besøg på jordemodergangen, og som vidste præcis, hvem jeg var, hvad jeg havde med mig i bagagen af psykiske traumer, hvordan min bækkenløsning havde udviklet sig gennem de sidste mange uger, og hvad jeg frygtede og forventede af den fødsel, vi nu stod overfor.

Jeg behøvede ikke at forklare noget som helst. Hun havde allerede set mig i alle mulige sammenhænge, både med og uden tøj på. Vi havde allerede snakket sammen om alt det, der skulle snakkes om. Nu skulle vi bare igennem det. Sammen.

“I må undskylde, jeg ikke lige kunne tage telefonen, da I ringede, men jeg var lige midt i en fødsel,” forklarede hun.

Det var helt okay, tænkte jeg, for hun var der jo nu. Jeg blev rolig igen, og koncentrerede mig udelukkende om at arbejde med mine veer, fuldstændig sikker på, at hun havde styr på alt det, jeg ikke selv havde.

Det gav mig ro, så jeg forsvandt ind i min egen verden af veer, og gik fra fire til otte centimeter på en time. To timer efter, vi kom ind på fødegangen, havde jeg født min lille dreng. (Du kan læse min fødselsberetning her)

Det er altså liv, vi taler om
Hvorfor fortæller jeg nu pludselig alt det her? I har jo nok ikke kunne undgå at høre, at regeringerne gennem de seneste 12-16 år har sparet det meste af sundhedssystemet (og velfærdssamfundet generelt) væk.

Blandt andet har man sparet så meget på fødegangene, at den forrige regering så sig nødsaget til at puste lidt pengene tilbage ind på de trængte stuer. Men nu har den nye regering altså varslet, at de penge alligevel ikke kommer de fødende og jordmødrene til gode.

Jeg fatter det ikke! Det er vi mange, der ikke gør. I går flød internettet over med historier om, hvor hurtigt jordemødrene løber. Det var ikke sjov læsning – faktisk deler jeg til fulde jordmødrenes bekymring om, at det kan koste menneskeliv, hvis ikke der bliver gjort noget for at forbedre forholdene.

Menneskeliv – enten de børn, der ikke bliver hjulpet ordentligt til verden, eller de fødende, der ikke kan få hjælp, hvis en fødsel pludselig udvikler sig problematisk. Eller jordemødrenes, fordi de bliver kørt ned. Stress dræber, som vi jo ved!

Har du talt med din jordemoder i dag?
Jeg var så heldig at blive tilknyttet den ordning, der hedder “Kendt jordemoderordning”, som heldigvis er blevet mere udbredt rundt omkring på landets fødeafdelinger. Det er cirka halvdelen af de fødende i Herning, der får det tilbud, og det er helt tilfældigt, om man bliver valgt.

Kommer man i den ordning, bliver man koblet på et team af 3-4 jordemødre, som følger en gennem hele graviditeten. Ja, faktisk bliver man knyttet op på én af dem, men da sådan en fødsel jo ikke altid kan planlægges, er der en risiko for, at ens “egen” jordemoder ikke er på vagt på det tidspunkt, baby vælger at entrére verden på.

Derfor sørgede jordemødrene i vores team for at få sagt goddag til os i løbet i de uger, vi kom forbi fødegangen op mod fødslen, og de opdaterede hinanden på “deres” gravide, så alle vidste, hvem der var hvem, hvordan og hvorfor.

Det gav allerede fra starten en helt fantastisk ro, for så behøvede jeg ikke at starte forfra på alle mine tankerækker, når jeg skulle ind og checkes. Vi behøvede heller ikke at fortælle dem alle, hvordan vi havde haft det, da vi fandt ud af, at Frømanden alligevel ikke var en pige. Det havde de snakket om, fordi de så ville være opmærksomme på min reaktion, når drengen kom ud til mig. Det var dejligt, at vi ikke behøvede at tale om den episode, mens jeg lå i kramper på fødelejet.

Jeg er mere end 100 procent sikker på, at min fødsel ikke var gået så smertefrit og godt, hvis jeg var blevet udsat for nogle af de rædselsfulde tilfælde, jordemødrene beskriver i disse dage. Hvis nogen for eksempel havde parkeret mig ude i venteværelset, da jeg var otte centimeter åben, var jeg gået i panik.

Hvis der konstant kom nye jordemødre, som jeg ikke kendte, og som skulle opdateres om mit forløb, ville jeg ikke kunne gå ind i mig selv og arbejde med kroppen, som jeg gjorde. Så havde min hjerne overtaget, og jeg havde haft brug for at skabe tryghed i alle omgivelserne, før jeg kunne fortsætte mit arbejde.

Det ved jeg, for jeg har været i andre situationer, hvor jeg har gjort det samme. Det er utroligt, hvad kroppen kan gøre, og hvis vi bliver udsat for stress, hæmmer adrenalinproduktionen vores fødsel. Det er nemlig ret smart, hvis man er et stenaldermenneske, og der lige kommer en sabeltandtiger forbi, når man ligger der helt sårbar og ude af stand til at hverken kæmpe eller løbe.

Vi kan ikke være det bekendt!
Men vi er et moderne samfund, og vi kan ikke være bekendt at skære på så vigtigt et område. Bevares, der findes mange vigtige områder derude, som også godt kunne trænge til en økonomisk indsprøjtning, men det er dog de færreste, der handler så direkte om liv og død, som det gør på barselsgangen.

Færre kvinder dør i barselssengen, end hvad de gjorde for blot 100 år siden. Hvorfor? Fordi, vi har bedre lægefaglig viden og muligheder i dag, og derfor kan hjælpe, når en fødsel bliver farlig. Det gør den som regel, når der bliver sprøjtet ve-stimulerende midler eller smertelindring ind i de fødende kvinder.

Det gør den, når kvinderne ikke får ro, tid og omsorg nok til, at de kan lade deres kroppe arbejde. Det er helt tydeligt, hvis man kigger mod Ærø. Her kan de prale af, at de overhovedet ikke bruger smertelindring på deres fødegang, fordi der her er tid til de fødende.

Vi kan simpelthen ikke være det bekendt som samfund, at vi på den måde er med til at skabe utryghed og sygdom hos mennesker, bare fordi nogle økonomer har siddet og kigget på nogle tal, og er kommet frem til, at der KAN spares. Vi ser ikke effekten af besparelserne endnu, men den kommer, det er jeg sikker på.

Den kommer i form af stressede, udbrændte medarbejdere, der siger op og finder andre brancher, så vi kommer til at mangle hænder til at tage imod børnene. Den kommer i form af flere komplicerede fødsler, flere akutte kejsersnit – og måske stiger dødstallet eller antallet af

Født på en af de travleste dage
Onsdag den 17. december 2014 var en virkelig travl dag på sygehuset i Herning. I følge jordemødrene, var det en af de travleste dage, de havde oplevet. Da Frømanden kom til verden kvart over syv om morgenen, delte han allerede fødselsdag med tre andre herningensere.

Inden vi folod hospitalet om eftermiddagen, var der blevet født ti børn, og i alt kom 15 til verden på Herning sygehus den dag. Det var så mange, at der ikke var flere ledige stuer på barselsgangen, så vi – og to familier mere – måtte køre 35 kilometer med vores nyfødte for at komme til Holstebro. Hvor der i øvrigt også blev født 15 børn den dag!

Jeg var ligeglad med køreturen, for vores fødsel var gået godt, og så var det også det eneste, vi mærkede til travlheden.

Et kvarter inden, Frømanden hoppede ud i verden, var der vagtskifte, men Anette valgte at blive hos os den sidste tid, fordi vi jo var så tæt på. Hun havde haft vagt i 24 timer, men ville bare så gerne møde den lille baby, hun havde lært at kende gennem mit maveskind.

Klokken syv kom også en jordemoderstuderende, som fik lov at være med. Der var ro og tid – både til mig og til at guide hende, og faktisk fik hun lov til at tage imod sin allerførste baby den dag. Det var stort for os allesammen.

Fra jeg ankom på hospitalet, til jeg sad med min baby i armene, gik der kun to timer, men på intet tidspunkt forlod Anette vores stue. Faktisk blev vi først ladt alene, da alt var på plads med både mig, baby og far.

Stemningen var god og afslappet hele vejen igennem, og selvom de altså var temmelig pressede og overbelagte, så mærkede vi det på ingen måde. Der var ingen, der jagede os ud af stuen, og vi fik al den tid i verden til at samle os sammen, før vi tog det dyrebareste, vi nu havde fået, og trissede videre.

Det var SÅ god en oplevelse, og jeg gyser ved tanken om, hvis jeg havde været så uheldig at bosætte mig et sted, hvor hospitalerne ikke fungerer halvt så godt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg havde reageret, hvis nogen havde proppet mig ud i venteværelset, da jeg var otte centimeter henne i fødslen – det var altså der, hvor jeg havde allermest brug for at fokusere på min krop. Det var der, det gjorde mest ondt.

Jeg har ondt af de jordemødre, der løber så hurtigt, de kan, for at gøre det, de allerbedst kan lide. Jeg håber, de vil blive ved med det, for ellers tør jeg ikke at få flere børn!

Det er hyklerisk, som regeringen prædiker om, at vi bør knalde noget mere uden beskyttelse, samtidig med at de fjerner en masse ressourcer på områder som skole, børnepasning, sygehuse og – ikke mindst – fødegange. Det øger bestemt ikke min trang til at sætte flere borgere i verden.

Måske er regeringens håb, at de til sidst har svækket fødegangene så meget, at vi hellere selv vil betale en privat jordemoder for at give os den kærlige omsorg, der er nødvendig?

Jeg føler, vi er nødt til at gøre noget mere end bare at skrive de her blogindlæg. Så nu går jeg i tænkeboks for at finde ud af, hvad det kan være. For jeg tror desværre ikke på, politikerne lytter endnu.

 

Ej, men se lige den lille fis! Iført sit livs første body, minutter inden vi pakkede sammen og forlod fødegangen efter at have krydret røv i cirka syv timer! Ja, for det var der, vi var klar til det. 
Nissehuen var en, den jordemoderstuderende gav ham – hun mente, det var passende, når han valgte at komme en uge før jul. Stuen var fyldt med så meget omsorg og kærlighed <3