Jeg ved ikke længere, hvem jeg selv er. Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til, hvad der giver mig glæde – hvilket gør det lidt svært at følge rådet om at lave ting, man godt kan lide, for at undgå stress.
“Hvad kunne du tænke dig at spise til aftensmad?” spørger min mand. Jeg ved det ikke. Snerrer jeg. Jeg er jo ikke sulten, så det er ligegyldigt. Det ryger ned, uden at jeg smager på det. Fordi jeg ved, jeg skal spise noget.
“Hvad vil du gerne finde for et arbejde?” spørger folk. Jeg kan ikke give dem et svar. Jeg ved ikke, jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til. Eller om det overhovedet er relevant, om jeg har lyst til det. “Hvad med dét..?” foreslår de. Jo, ja. Det lyder da fint. Det kan jeg da godt.
Eller kan jeg? Jeg ved ikke, hvad jeg kan. Om jeg overhovedet kan noget længere. Om jeg overhovedet nogensinde har kunne noget i det hele taget. Om jeg nogensinde kommer til at fungere i et job igen.
Min krop går i sort, når mine børn græder. Særligt når det mindste af dem græder. Nervesystemet husker nemlig udemærket tiden for knap et år siden, hvor gråden sad i ørerne og i kroppen konstant. Dengang man aldrig kunne slippe væk. Nogle gange er jeg nødt til at gå min vej, fordi jeg ikke kan rumme larmen. Jeg føler mig ikke meget værd som mor, når jeg har det sådan. Dur jeg overhovedet som mor? Ville alle være bedre tjent med, at jeg bare forsvandt? Eller kan en uge alene i sommerhus gøre det hele godt igen?
Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at skrive på den her blog mere. Giver det overhovedet mening for mig mere? Har jeg egentlig lyst til at udstille mig selv på den her måde? Jeg er jo mere end bare min angst og alle mine svagheder. Tænk hvis nogen læser den, og vælger ikke at ansætte mig, fordi jeg skriver så meget negativt? Måske skulle jeg fake mig til et positivt liv online? Det behøver jo ikke at være et spejl af mit rigtige liv..? Ville det overhovedet give mening?
Der er så mange blogindlæg, jeg gerne vil skrive. Lektier jeg har lært, efter jeg har fået børn. Ny info om livet, som jeg bestemt mener, alle bør få at vide. Gode steder, jeg har shoppet for nylig. Filosofiske betragtninger. Fif til hvilke babyting, der virker, og hvilke der ikke gør. Jeg vil gerne hjælpe og oplyse og underholde. Men hvem gider at læse om de ting fra en, der måske i virkeligheden aldrig burde have været mor, og hvis selvtillid ikke rigtig rækker til at stå på mål for egne holdninger? Og har jeg egentlig lyst? Ville det ikke være nemmere bare at koncentrere mig om det, der sker lige foran mig i stedet? Ville det give mere eller mindre ro i hovedet?
Der er lige to mennesker, som har unfollowet mig på instagram. To som har fulgt med længe, og som det altså gjorde lidt ondt at vinke farvel til, fordi det bekræftede mig i, at jeg måske har blikket for langt plantet mod den miderste del af maven. Måske. Eller også er de smuttet på grund af noget helt andet. Men der skal ikke meget til at slå mig omkuld lige nu. Jeg gør jo ikke det her for andres skyld, så egentlig burde jeg være ligeglad. Men det er jeg ikke. Eller er jeg?
Intet giver mening lige nu. Der er ingen retning.
Jeg føler mig fortabt.
Jeg har lyst til at skrive et lallende, lyst indlæg. Men kan man godt det, når man lige har skrevet sådan et her?
20 comments
❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️
❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️ tilbage :)
Krammer herfra fremmende som har fulgt med længe og stadig holder fast 😊❤️
Tak :) ❤️❤️
Jeg holder altså også fast i dig. Du hører nemlig med i en fast gruppe af rigtigt dygtige bloggere jeg læser (blogsbjerg, skøreliv, idabida, hvidkaffe, sneglcille, miriamsblok og så har jeg nok også glemt nogen) Du er mindst ligeså dygtig som de er <3
Tak, Astrid – det er nogle fine damer at være i selskab med, det er jeg glad for, du synes :D <3
Mange tusind kram til dig ❤️❤️❤️ Og du kan skrive lige hvad du vil, når du har lyst … Fuck hvad andre tænker.
Kram!
Tak, søde dig ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️
❤
❤️ :)
Ja.. skriv, hvad du har lyst til. Eller lad være med at skrive lige nu, hvis det er det bedste for dig. Og omvendt. Skriv for dig selv og din egen skyld – og ikke for vores.
Med dét sagt så tænker jeg, om du mon har din læge med sidelinien? Ikke at det for så vidt rager mig (og du behøver ikke svare), men jeg tænker, du lidt lyder til at kæmpe med nogle depressive tanker og træk, og det er fandme vigtigt at reagere på!
Og har du ikke en læge, du føler, du kan snakke godt med, så er det måske en ide at blive henvist til en dygtig psykolog?
Ønsker alt, alt det bedste for dig. Det skal nok vende. Jeg tror på det.
Kh.
Tak, Signe ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Jeg tog dine ord til efterretning :)
Kære Charlotte.
Jeg har fulgt dig længe, og jeg er derfor slet ikke i tvivl om, at du er den absolut bedste mor for dine børn, også når det er hamrende hårdt. Det ved jeg, at du selv ved, når du er et lysere sted.
Jeg tænker på, om det kunne være en idé for dig at starte en ny anonym blog og evt. lukke denne? For selvom det nok ikke er en populær holdning, så tror jeg desværre godt, at potentielle arbejdsgivere og kolleger kan få det forkerte indtryk af dig, hvis de falder over bloggen. Fordi den netop er din ventil for alt det svære og meget, meget personlig. Og fordi den måske ikke giver så meget indtryk af din faglighed. Jeg siger det i allerbedste mening, og jeg håber ikke, det sårer dig. Jeg er så imponeret over din ærlighed, så det er slet ikke fordi jeg ikke synes, du bør være ærlig eller du bare skal køre overflade.
En ny blog vil måske også kunne sætte dig fri i forhold til, hvad du (synes, du) kan skrive om.
Jeg håber sådan, at det vender for dig og at du enten finder det job, der giver dig ro eller at I finder en måde at indrette jeres liv på, der gør, at du ikke behøver at arbejde (så meget).
Kære Trine, tak for din kommentar ❤️
Jeg har selv overvejet en anonym blog, men er kommet frem til, at det ikke er en løsning. Den her var anonym i starten, og det begrænsede mig faktisk mere, end hvad jeg er nu. Så… Og som sagt, så er det også de tanker, jeg tænker om arbejdsgivere og kollegaer. Men omvendt, så skriver jeg ikke noget her, som jeg ikke kan stå på mål for. Og så må de jo lade være med at vælge mig, hvis der ikke er plads til, at jeg er sådan. Det er nemmere at skrive her et halvt år senere ;) Men hvis jeg nogensinde oplever det som et problem for mit arbejdsliv – hvad jeg heldigvis endnu ikke har gjort – så sletter jeg bare skidtet.
Kram
jeg er sikker på du er en fantastisk mor
men kender godt den følelse du beskriver
vil gerne læse de ting du beskriver
Og hvis en arbejdsgiver fravælger dig pga bloggen, så de jo ikke mennesker der kan rumme dig og derfor ikke værdige til dig
kram
Nemlig! Tak, Anette ❤️
hej
har fulgt dig længe
har tit tænke på det burde jeg sige et par ord om
beundre dig for hvor meget du har kommet op af og frem til ( giver det mening svært og forklare kort)
kan lide din blok når du skriver en masse om sådan son du har det op lever det nedture og opture
fandt dig da jeg selv kæmpede (og gør det endnu derfor bare kort svar beklager)
du skal vide hold op det du skiver giver mening sætter tanker i gang og hjælper en anden
Tak, K R ❤️ Sådan en besked som din er grunden til, at jeg er kommet tilbage nu for at skrive videre. Jeg vil gerne inspirere andre, så mine mange dårlige oplevelser i livet bliver noget værd. Tak!
Jeg er her også stadig, bare meget stille. Synes du klarer det så flot, ville ønske du var mindre hård ved dig selv. Tror ikke du skal undervurdere, hvor hårdt det kan være for alles psyke at gå fra “bare” at være nogens kone/kæreste i gang med at lande i arbejdslivet til bum at være dobbeltmor lige i rap, og i mellemtiden har din egen identitetsdannelse på karrierefronten jo stået lidt stille – af gode grunde! Men det ville da kunne give de langt fleste ellers velfungerende mennesker lidt issues og negative tanker i en periode. Særligt der, hvor mor-rollen så går lidt ned i kadence igen pga institutioner, der tager over. Det lyder fuldstændigt normalt for mig og er ikke første gang jeg hører lignende. Du er ikke værre på det punkt, det er jeg ret sikker på:)
Tak, Kir ❤️ Du er et af de rareste mennesker, jeg har mødt her i blogland. Dine ord ramte så godt, da jeg skrev det her indlæg. Og igen nu, hvor jeg genlæser dem. Tak for dig ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️