Giver det mening?

Jeg ved ikke længere, hvem jeg selv er. Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til, hvad der giver mig glæde – hvilket gør det lidt svært at følge rådet om at lave ting, man godt kan lide, for at undgå stress.

“Hvad kunne du tænke dig at spise til aftensmad?” spørger min mand. Jeg ved det ikke. Snerrer jeg. Jeg er jo ikke sulten, så det er ligegyldigt. Det ryger ned, uden at jeg smager på det. Fordi jeg ved, jeg skal spise noget.

“Hvad vil du gerne finde for et arbejde?” spørger folk. Jeg kan ikke give dem et svar. Jeg ved ikke, jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til. Eller om det overhovedet er relevant, om jeg har lyst til det. “Hvad med dét..?” foreslår de. Jo, ja. Det lyder da fint. Det kan jeg da godt.

Eller kan jeg? Jeg ved ikke, hvad jeg kan. Om jeg overhovedet kan noget længere. Om jeg overhovedet nogensinde har kunne noget i det hele taget. Om jeg nogensinde kommer til at fungere i et job igen.

Min krop går i sort, når mine børn græder. Særligt når det mindste af dem græder. Nervesystemet husker nemlig udemærket tiden for knap et år siden, hvor gråden sad i ørerne og i kroppen konstant. Dengang man aldrig kunne slippe væk. Nogle gange er jeg nødt til at gå min vej, fordi jeg ikke kan rumme larmen. Jeg føler mig ikke meget værd som mor, når jeg har det sådan. Dur jeg overhovedet som mor? Ville alle være bedre tjent med, at jeg bare forsvandt? Eller kan en uge alene i sommerhus gøre det hele godt igen?

Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at skrive på den her blog mere. Giver det overhovedet mening for mig mere? Har jeg egentlig lyst til at udstille mig selv på den her måde? Jeg er jo mere end bare min angst og alle mine svagheder. Tænk hvis nogen læser den, og vælger ikke at ansætte mig, fordi jeg skriver så meget negativt? Måske skulle jeg fake mig til et positivt liv online? Det behøver jo ikke at være et spejl af mit rigtige liv..? Ville det overhovedet give mening?

Der er så mange blogindlæg, jeg gerne vil skrive. Lektier jeg har lært, efter jeg har fået børn. Ny info om livet, som jeg bestemt mener, alle bør få at vide. Gode steder, jeg har shoppet for nylig. Filosofiske betragtninger. Fif til hvilke babyting, der virker, og hvilke der ikke gør. Jeg vil gerne hjælpe og oplyse og underholde. Men hvem gider at læse om de ting fra en, der måske i virkeligheden aldrig burde have været mor, og hvis selvtillid ikke rigtig rækker til at stå på mål for egne holdninger? Og har jeg egentlig lyst? Ville det ikke være nemmere bare at koncentrere mig om det, der sker lige foran mig i stedet? Ville det give mere eller mindre ro i hovedet?

Der er lige to mennesker, som har unfollowet mig på instagram. To som har fulgt med længe, og som det altså gjorde lidt ondt at vinke farvel til, fordi det bekræftede mig i, at jeg måske har blikket for langt plantet mod den miderste del af maven. Måske. Eller også er de smuttet på grund af noget helt andet. Men der skal ikke meget til at slå mig omkuld lige nu. Jeg gør jo ikke det her for andres skyld, så egentlig burde jeg være ligeglad. Men det er jeg ikke. Eller er jeg?

Intet giver mening lige nu. Der er ingen retning.
Jeg føler mig fortabt.

Jeg har lyst til at skrive et lallende, lyst indlæg. Men kan man godt det, når man lige har skrevet sådan et her?