Goddag hverdag. Lige i fjæset.

Vi kunne være startet som så mange andre. Vi kunne have sendt barnefaderen på en helt almindelig 8-timers arbejdsdag for at se, om jeg ville være i stand til at holde ungen i live uden hjælp.

Sådan er vi ikke, vi tager livet i et fast tag om bollerne – ikke at jeg forstår hvorfor – så i morges kørte Hr. Hansen mod Aalborg, hvor han skal være helt til på fredag. Hurtig hovedregning vil vise, at det efterlader mig tilbage alene med to børn i tre dage.

Vi har aftalt, at jeg skal ringe ham hjem et stykke tid inden, jeg dør, hvis det kommer dertil, og det er en god sikkerhedsventil at have. Ud over det, kommer min mor og overnatter på sofaen, og har lovet både at hente og bringe Frømanden til dagplejen, så jeg i bund og grund kun skal koncentrere mig om den mindste mand.

Men det er altså også slemt nok, synes jeg, når nu barnet har bestemt sig for, at det er bedre at hænge på sin trætte mor end at sove.

“Sådan er spædbørn bare,” hyler koret af forhenværende underskudsramte mødre, nu hvor de sidder på den anden side og igen kan trække vejret. Og jeg værdsætter de opmuntrende ord, men det gør det ikke lettere, når man står i det. Det ved I godt, og det ved jeg selv.

Det mest irriterende er jo nemlig, at jeg altså faktisk allerede har gjort mig de her erfaringer! Jeg kan se, jeg tudede præcis lige så højt for to år siden, da det var Frømanden, der nægtede at sove i sin vugge. Det havde jeg lykkelig glemt alt om.

Så jeg ved godt, det går over. Og at det kommer igen, når tigermissen viser klør. Og at vi om to år sikkert får lov til at sove nogenlunde godt igen. Men lige nu har jeg svært ved at overbevise mig selv om, at det her nogensinde stopper, og at vi overlever det.

Nå, men vi lagde hårdt ud med en baby, der vågnede et par gange i løbet af natten og den tidlige morgen, og så virkelig gav den gas med at være sur fra klokken lidt i syv. Herfra hed det amme, prutte, bøvse, vræle, amme, prutte, bøvse, vræle helt til klokken blev 12, og jeg endelig lykkedes med en ninja-finte, og fik ham vippet fra min arm over i vuggen.

Inde i hovedet skruede jeg helt op for Pharrels “FREEDOM”, mens jeg overvejede, hvordan jeg nu skulle bruge de næste par timer, hvor jeg altså stærkt regnede med lidt fred. Skulle jeg sove eller spise? Måske skulle jeg en tur på toilettet? Uanede muligheder!

Så jeg gjorde det eneste, der virkede rigtig fornuftigt… Satte Matador på dvd-afspilleren og fandt computeren frem, så jeg kunne svare nogle af de mange mails, der er tikket ind. Jeg har læst et sted, at mor også skal huske at gøre noget godt for sig selv, så der er noget at se frem til hver eneste dag.

I øvrigt kan jeg ikke slappe nok af til, at jeg kan falde i søvn. Alarmberedskabet er på sit højeste, når jeg er alene om det.

Det bider mig sikkert nok i røven senere, hvor jeg muligvis kommer til at hyle af underskud, når Frømanden kommer hjem og kravler på væggene og skriger min hovedpine op igen.

Det ER onsdag, men det føles virkelig meget som mandag, og fredag har aldrig syntes længere væk end lige nu. Vi skal nok klare den, jo jo. Men hold nu fast, hvor er jeg bare slet ikke klar til det her hverdagsræs. Bare lige en måned mere i babyboblen med min mand til at servere saftevand og skifte bleer mellem amningerne… havde været rart.