Grimme børn vol. 2

Dengang jeg ventede Frømanden, var jeg fuldt ud overbevist om, at jeg ville synes, han var grim, når han kom ud. Min mor havde nemlig ofte underholdt med historien om, hvordan hun syntes, jeg var usandsynligt grim, da jeg blev født, og at der gik temmelig lang tid, før hun kunne se andet end en gammel, rynket mand i mig.

Så jeg var forberedt på det værste. Og blev fuldstændig overrumplet af, hvor fantastisk skøn han så ud, da han landede på min mave. Jeg kan huske, at min første tanke var: “Han ligner slet ikke en gammel mand! Hvor er han dog smuk!”

Siden da har han altid været et smukt barn. Det er faktisk først for ganske nylig, når jeg har kigget tilbage på de allerførste babybilleder, at jeg kan se, at han var præcis lige så pæn (grim) som alle andre nyfødte. Han er heldigvis vokset fra det, og er i dag virkelig, virkelig smuk! Heldigt…

Derfor var mine forventninger selvfølgelig skruet helt op, efter vi så de første billeder af Bøffen på 3D-scanningen, hvor man tydeligt kunne se, at han lignede sin storebror. Men eftersom drengen valgte at forlænge sin opholdstilladelse i min livmoder, og tilmed vokse sig et helt kilo større end Frømanden gjorde det forud for sin fødsel, så var han temmelig trykket, da han kom ud. Pladsmanglen havde mast næsen helt flad, og en del af den ekstra vægt sad på kinderne og under hagen, Brian Nielsen-style. Og så havde han svenskergarn. I ved nok, det der er langt i nakken.

Det var ikke kønt. Det var det altså ikke. Faktisk var det første, jeg tænkte, da han landede på min mave: “Nååårh, du er da ikke særlig pæn. Men hvor er du dog dejlig.” Måske sagde jeg det endda højt.

Selvfølgelig fik jeg dårlig samvittighed lige bagefter, for sådan er jeg indrettet, men jeg syntes faktisk, han var grim. Han lignede en havskildpadde, når han åbnede munden, med sine store, lidt udstående, gullige øjne, den spidse overlæbe og en underlæbe, der var forsvundet helt ind i den dellede hage.

Sådan havde jeg det længe, og jeg vidste aldrig rigtig, hvad jeg skulle sige, når folk kom hen og hvinede op om, hvor skøn, lækker og smuk, han dog var. Skøn, ja. Babylækker, ja! Selvom jeg ellers altid har hadet, når folk kalder babyer lækre. Men smuk?

Med de tanker kom også en enorm ømhed. En beskyttertrang overfor min lille, grimme dreng, når han kiggede på mig med de store øjne og lignede en, der jo for pokker ikke kunne gøre for det. Måske fik det mig endda til at knytte mig endnu mere til ham, end jeg gjorde til Frømanden? Eller i hvert fald hurtigere?

Jeg fik et behov for at nusse ham mere, holde mere om ham. Kigge mere på ham for at forsikre ham om, at ligegyldigt hvordan, han ser ud, så vil jeg altid være hans største fan, og han vil altid være min store kærlighed. Skønne, skønne dreng.

Og så skete der noget mærkeligt. Jo mere, jeg kiggede på ham, jo pænere blev han faktisk. Jo mere, jeg lærte ham at kende, jo smukkere så han ud.

Hans lange, røde nakkegarn, som har præcis samme farve som mit. De store, blå øjne, som ligner dem, hans far kigger på mig med. Den måde, hans deller falder i folder, når man holder ham op og kysser de tykke kinder, er fantastisk. Jeg ville ønske, han altid ville være så lille og grim (pæn!).

I dag gav han mig sit allerførste smil (som I kan se på instagram @skalottelog), og lige dér kunne jeg for alvor se hans skønhed. For fanden, hvor er han dog bare dejlig, mit grimme, pæne barn. Fuldstændig fantastisk og helt, som han skal være.

Smuk, faktisk.
Præcis som sin storebror.
Vidste så heller ikke helt, hvordan jeg skulle reagere, når folk sagde, han ligner mig…! ;)

Det skal nok blive godt ;)